Dansk Kulturinstitut i Rusland: Efter krigen bliver kulturudveksling vigtigere end nogensinde

Kunsten og kulturen er det særlige stof, som gør samarbejde muligt - og særligt relevant - der hvor det politiske samarbejdes muligheder stopper. Når vi politisk er lysår fra hinanden, er det netop gennem kunsten, vi kan møde hinanden i fredelighed og neutralitet. Men er kunsten neutral, når kuglerne flyver og bomberne falder?   

Dansk Kulturinstitut i Sankt Petersborg har i snart 20 år haft en vigtig rolle i at bidrage til et berigende samarbejde mellem danske og russiske kunstnere – også i perioder med store politiske uenigheder Danmark og Rusland imellem. Samarbejdet har været mellem såvel individuelle kunstnere som statsinstitutioner.

Der har været tale om klassisk udveksling gennem koncerter, udstillinger og litteratur. Men også mere nichepræget performancekunst, der har kunnet udforske og provokere. Der har også været kunst med kant, der udfordrer både det danske og russiske samfund.

Alt sammen har været et udtryk for, hvad der rører sig hos kunstnerne i de forskellige samfund og en gensidig interesse for at udforske hinanden over landegrænser. Og altid med kunsten selv som drivkraft uden om politiske hensigter. 

Nu - to årtier efter instituttet åbnede i Sankt Petersborg - står vi i den værste politiske krise mellem vores lande. Danmark er ikke i direkte militærkamp med Rusland, men de to lande er i åbenlys strid, og der er fra dansk side sat ind med en bred økonomisk, politisk og kulturel boykot som reaktion på det russiske militære indryk i Ukraine. I sådan en situation vil det virke forkert samtidig at understøtte nye og store kultursamarbejder mellem Danmark og Rusland. 

Det betyder imidlertid ikke, at vi fra nu af bør stoppe med at læse Dostojevskij eller nægte at høre russiske symfonier. Det har muligvis en signalværdi, men samtidig mister vi en unik mulighed for bedre at forstå, hvem russerne er, og hvilken kunst og kultur de er formet af.

Vi gør kunsten til politik
Da Dansk Kulturinstitut i marts traf beslutningen om at sætte alle aktiviteter i Rusland i bero og hente danske medarbejdere tilbage til Danmark, var det med grædende hjerte. Vores mission føles på mange måder vigtigere end nogensinde, men det står samtidig klart og tydeligt for mig, at så længe situationen bogstavelig talt står i flammer, kan man ikke tale om at være neutral. Heller ikke i kunsten.

Uanset hvem man vælger at samarbejde med, vælger man samtidig side

Henriette Borg Reinholdt
Institutleder, Dansk Kulturinstituts Rusland

Så længe kampene i Ukraine raser – og sandsynligvis længe efter – er det utrolig svært at skille kunst og politik fra hinanden. Uanset hvem man vælger at samarbejde med, vælger man samtidig side. Og det må man selvfølgelig også gerne.

Kunstnere, kulturinstitutioner og den enkelte borger må vælge side. Men hvis Dansk Kulturinstitut åbenlyst vælger side i den interne politiske kamp i Rusland, der foregår parallelt med militære kampe i Ukraine, lukker vi det vindue, som vi med meget stor sandsynligvis gerne vil ind af igen, når situationen stabiliserer sig.

Hvis vi lige nu vælger at samarbejde med nogle kunstnere og kulturinstitutioner fremfor andre, bliver vi politiske i vores virke. Vi gør kunsten til politik. I fredstid skal kunsten ikke være et politisk middel i international kulturudveksling. Kunsten skal ikke bruges i propagandaøjemed. Kunsten skal være kunsten i sig selv. Den må gerne provokere og for den sags skyld have holdning til samfundsmæssige udfordringer for at skabe dialog og nye perspektiver. Men den bør ikke være propagandistisk.  

Fredstiden kommer igen. Og på det tidspunkt bliver kulturudvekslingen mellem Danmark og Rusland endnu vigtigere end nogensinde. Måske bliver den i en periode det eneste samarbejde, man kan forestille sig. I mellemtiden skal vi forblive nysgerrige på såvel russisk som ukrainsk kunst og kultur, der kan være med til at give os en indsigt i forskelle og ligheder vores lande imellem fremfor at fremmedgøre hinanden endnu mere.