Dansk Kunsterråd: Den vigtigste magtfaktor i kulturlivet er ikke netværk – det er penge

At der er styrke i kunstnernes organisatoriske netværk, ser vi et vigtigt eksempel på i den aktuelle konflikt med streamingtjenesten YouSee.

Her er det gennem samarbejde lykkedes rettighedshavernes og kunstnernes organisationer at få YouSee til at anerkende, at betalingen for at udbyde danske film og serier skal fortsætte, imens striden om niveauet for udnyttelsen af kunstnernes rettighederne afgøres.

Den vigtigste magtfaktor er økonomi

Men netværk og samarbejde er ikke altid nok. Det så vi desværre senest i sagen om kulturmoms, som regeringen vedtog på trods af et samlet kor af organisationer, der argumenterede imod.

Det fokus på netværk, som den nye analyse præsenterer, har på samme måde nogle begrænsninger.

På et nichepræget arbejdsmarked er det ofte en lille håndfuld gatekeepere, der afgør, om du kan leve af dit kunstneriske virke eller ej.

Søren Bang Jensen
Forperson, Dansk Kunstnerråd

En af dem er, at analysen ikke skelner imellem den indflydelse, man eksempelvis har som medlem af et perifert repræsentantskab, og den, man har som bestyrelsesmedlem i en stor privat fond eller som direktør i en dansk gren af et internationalt pladeselskab.

At kalde de personer i kulturlivet, som har flest forbindelser i deres netværk, for en magtelite, er i min optik derfor lidt af en skarpvinkling.

Især fordi analysen slet ikke forholder sig til det, der reelt er den vigtigste magtfaktor i kulturlivet: Økonomi.

Her er det vigtigt at forstå den økonomiske virkelighed, kunsten og kulturen skabes i herhjemme.

I Dansk Kunstnerråd er vi i samarbejde med Danmarks Statistik i gang med at kortlægge kunstneres leve- og arbejdsvilkår. Statistikken viser blandt andet, at det i runde tal kun er hver tredje kunstner, der kan leve af sit kunstneriske virke.

Sværest er det for billedkunstnere, lidt nemmere er det for kunstnere på film og tv-området. Halvdelen af forfatterne tjener under 44.000 kroner om året på deres kunstneriske virke, for en musiker er den gennemsnitlige kunstneriske indtægt 119.000 kroner årligt.

Set fra den enkelte udøvende eller skabende kunstners perspektiv, er netværksanalysen derfor en ret teoretisk øvelse. På et nichepræget arbejdsmarked er det ofte en lille håndfuld gatekeepere, der afgør, om du kan leve af dit kunstneriske virke eller ej.

De mest magtfulde i kulturlivet er i en kunstneroptik derfor dem, der afgør, om du får dit næste arbejdslegat, din næste projektstøtte, udstilling, koncert eller ansættelse: Uddelere af fondsmidler, forlæggere, kuratorer, gallerister, filmproducenter, koncertbookere, pladeselskabsdirektører, teaterdirektører og så videre.

De økonomiske rammer fastlægges politisk

Det er indlysende vigtigt, at de personer, der sidder i disse nøglepositioner, har stor faglig indsigt. Og de bestyrelser, råd og repræsentantskaber, der udgør knudepunkterne i den nye netværksanalyse, har selvfølgelig en vis indflydelse på, hvem der ansættes i nogle af nøglepositionerne.

Her har flere peget på, at der er et underskud af kunstnere i bestyrelser på offentlige kulturinstitutioner. Og ja, kunstneres fagligheder og perspektiver er vigtige at inddrage i ledelseslag overalt i kulturbranchen.

Men samtidig skal vi huske, at det i sidste ende ikke er bestyrelserne på kulturinstitutionerne, der sætter de økonomiske rammer for kunsten og kulturen herhjemme. Bestyrelserne på de offentlige kulturinstitutioner er underlagt økonomiske rammer, som fastlægges politisk.

Det leder videre til en anden væsentlig begrænsning ved den nye kortlægning af magten i kulturlivet: Den politiske magt er totalt fraværende. Det kan undre, for det er jo politikere på lokalt, nationalt og europæisk niveau, der fastlægger de økonomiske rammer, som kunst- og kulturlivet kan udfolde sig i herhjemme.

Det er nok ikke et ’hot-take,’ hvis jeg hævder, at de folkevalgte i et velfungerende demokrati som det danske har stor magt i kulturlivet. Det skal de have, omend selvfølgelig på behørig armslængde.

Men jeg kunne ønske, at danske politikere var lidt mere bevidste om den magt, de har over kultursektoren. For med magt følger ansvar.

Politikerne skal handle på tre områder

I en tid, hvor dansk kunst- og kulturliv er under pres fra big tech, streamingtjenester og stærke, globale kommercielle kræfter, er det afgørende, at danske politikere tager ansvar. Og sikrer, at vi i Danmark har gode rammer for at skabe, møde og deltage i kunst og kultur.

Derfor vil jeg opfordre Folketingets politikere til at være bevidste om deres store indflydelse på kunstens og kunstnernes vilkår. Og til at bruge deres politiske magt til at handle på især tre områder:

Bevillinger: I en tid, hvor autoritære tendenser strømmer igennem vestlige demokratier, er det vigtigt, at vi ikke bare opruster militært, men også demokratisk.

Et studie fra 2023 lavet af EU-kommissionen viser en tæt sammenhæng mellem kulturel deltagelse og demokratiske markører. Det er op til Folketinget at sikre, at kunsten prioriteres. Et stærkt kulturliv er en vigtig del af det demokratiske beredskab i en tid med stigende internationalt konfliktniveau.

Lovgivning: Kulturens økonomiske økosystemer er under pres fra internationale streamingplatforme, der har overtaget meget af formidlingen af dansk kunst.

Det er svært for kunstnere at forhandle sig til fair aftaler med tech-giganter, der ikke har public service-forpligtelser. Derfor forsvinder en stor del af økonomien ud af det danske kulturkredsløb. Det er vigtigt, at Folketinget vedtager ordninger, som eksempelvis kulturbidraget på streamingområdet, der modvirker denne udvikling.

I en tid hvor autoritære tendenser strømmer igennem vestlige demokratier, er det vigtigt, at vi ikke bare opruster militært, men også demokratisk.

Søren Bang Jensen
Forperson, Dansk Kunstnerråd

Lige så vigtigt er regulering af hele AI-området, hvor EU spiller en stor rolle: Danske kunstnere er ikke imod den teknologiske udvikling, men det er afgørende, at kunstnerne sikres en fair betaling, når deres værker bliver brugt til at træne generative AI-modeller.

Institutioner: Kunsten trives, hvis kunstnerne trives. Men kunstnerne trives ikke altid lige godt, hvilket blandt andet skyldes, at kunstnerne opererer i et ekstremt prekært arbejdsmarked. De nyeste data viser, at otte til ti forskellige indkomstkilder per år er normen for en kunstner.

Folketinget bør derfor stille krav til de institutioner, der helt eller delvis finansieres af offentlige midler, om at institutionerne opererer efter et Fair Practice kodeks, der anviser retningslinjer for blandt andet fair betaling og gennemsigtig ledelse.

Folketinget skal stille krav til god ledelse

Politikere er ofte lidt berøringsangst på dette område - ikke mindst på grund af armslængdeprincippet. Og det er selvfølgelig vigtigt for den kunstneriske ytringsfrihed, at politikerne ikke blander sig i de enkelte værker og de kunstfaglige beslutninger.

Men armslængdeprincippet bør ikke stå i vejen for, at Folketinget stiller krav til god ledelse af kunstnerne.

Desto mere politikerne bruger deres magt til at tage ansvar for kulturlivet – blandt andet ved at sikre bæredygtig økonomi i hele kultursektoren, skabe tidssvarende lovgivning og styrke rammerne for god kulturledelse, desto bedre kan kunstnerne og kulturarbejdere gøre det, de er bedst til og brænder for: Skabe masser af ny kunst og kultur, som kommer hele samfundet til gode.