Magteliteforsker: Kortlægning af kulturlivets netværk gør os klogere på, hvordan magten er organiseret

Svært at kortlægge kulturel magt

Kulturel magt er notorisk svær at få greb om.

Vil man vide, hvem der er landets vigtigste forfattere, kan man ikke bare slå op i statsrådsrækkefølgen, der rangerer regeringens ministre, man kan ikke bare sammenligne virksomheders omsætning, hvis man vil finde de toneangivende erhvervsledere,  eller bruge rangfølgen fra Hof- og Statskalenderen til at afgøre, om højesteretsdommere kommer før eller efter departementscheferne i det formelle statslige hierarki.

Nogen vil måske foreslå, at man ser på de forfattere, der sælger mest. Men det ville give os en litterær elite bestående af primært krimi- eller børnebogsforfattere.

Andre vil måske foreslå, at vi skulle se på de kanoniserede forfattere i grund- eller gymnasieskolens pensum. Men det vil efterlade os med en liste over primært udenlandske og/eller afdøde forfattere.

I kortlægningen forsøger vi ikke at svare på, hvem der er de mest magtfulde i kulturlivet, men derimod at kortlægge de mest magtfulde netværk indenfor kulturlivet.

Christoph Houman Ellersgaard
Magteliteforsker, CBS

En måde, man kan forsøge at vurdere den kulturelle magt, er ved at lade eksperter eller aktører på feltet give deres bud på, hvem der har magten inden for et felt.

Helst efter fastlagte kriterier, som er knyttet til de former for kulturel magt, man er interesseret i. Et eksempel på dette er Jane Mylensbergs vurdering af de ti mest magtfulde personer i kulturlivet.

Fordelen ved sådanne analyser er, at de kan tage mange forskellige faktorer i spil. Ulempen er naturligvis, at de også er præget af personlige mavefornemmelser og blinde vinkler.

Ikke en rangering af personer efter deres magt

Vores forsøg på at kortlægge nøgleaktørerne i de formelle kulturnetværk er noget mere beskedent. I kortlægningen forsøger vi nemlig ikke at svare på, hvem der er de mest magtfulde i kulturlivet, men derimod at kortlægge de mest magtfulde netværk indenfor kulturlivet. 

Det har vi gjort ved at se på netværkene mellem de 2664 personer, der sidder på mindst en af de 3151 poster i de 412 forskellige fora vores netværksdatabase, der på en eller anden måde berører kulturlivet.

Det kan være fondsbestyrelser, der uddeler midler til kulturelle aktiviteter, bestyrelserne for alle institutioner under kulturlivet, teater- og museumsbestyrelser, festivalsbestyrelser og lignende.

Det er en ret snæver definition af kulturområdet. Det omhandler for eksempel ikke medier eller sport. Og vi ser alene på de netværk, der dannes gennem disse kulturfora. 

Det betyder også, at vi hverken vægter personer efter deres tidligere poster, eller hvor mange ressourcer, de bringer ind udefra.

En sådan tilgang ville, som Jane Mylenberg påpeger, give ganske andre resultater og for eksempel gøre Brian Mikkelsen - som Mylenberg også nævner - til en langt mere central aktør i netværkene.

Men det betyder også, at vores analyser især fanger ledere og andre professionelle fra kulturverdenen. Det er med andre ord kulturlivets inderkreds og ikke de, der har magt over kulturlivet, men kommer fra et andet felt.

Hvilket netop forklarer hvorfor kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der netop er relevant i kraft af sine politiske forbindelser fremfor sine kulturelle - ikke er med. 

Analysen formål er altså at undersøge de folk, der i kraft af at gå igen i centrale kulturbestyrelser har en mulighed for at forme kulturlivet indefra.

Dels fordi de bliver en del af det netværk, hvor diskussionerne om kulturinstitutionernes rolle udspiller sig. Men naturligvis også fordi kulturbestyrelserne i sig selv rummer en magt til at forme kulturinstitutionerne og lægge deres strategi.

Ja, det er faktisk bestyrelsernes rolle. Men det er ikke en rangering af personer efter deres magt over kulturlivet. 

De udøvende kunstneres rolle er perifær

Ser vi på analysens resultater, så tegnes et billede af et netværk præget af ledere, hvor de udøvende kunstnere spiller en mere perifer rolle.

Således er direktør i Aarhus Festuge Rikke Øxner den bedst forbundne kulturleder i netværket efterfulgt af Astrid La Cour (Statens Museum for Kunst) og Camilla Mordhorst (Det Danske Kulturinstitut).

Lidt længere nede finder vi også centrale personer fra fondsverdenen som Christen Obel og Henrik Tvarnøe.

I modsætning til de personer, vi finder, når vi undersøger andre danske magtnetværk, er der overvægt af kvinder, og det er ikke kun de helt traditionelle Djøf-uddannelser, der dominerer. 

Denne personsammensætning tyder på, at der er en relativ autonomi på det kulturelle felt.

Med andre ord: I dette netværk kræver det lang tids arbejde på området for at kunne gøre sig gældende. Men netværket er også forholdsvis løst organiseret - i hvert fald når vi ser på de formelle forbindelser.

Det betyder at få nøglefora – ikke mindst Det Danske Kulturinstituts Repræsentantskab – betyder meget for netværkets sammenhængskraft, og at aktører udefra i de enkelte bestyrelser vil have større mulighed for at sætte sig igennem, fordi de ikke møder et tæt sammentømret netværk.  

Forvaltning gennem professionelle kulturledere

Men selvom kulturlivet i sig er forholdsvist løst forbundet, betyder det ikke, at man er totalt afkoblet fra magtens cirkler.

Mange af landets mest magtfulde mennesker sætter tid af til at mødes i - og måske netværke - gennem kulturbestyrelser.

Christoph Houman Ellersgaard
Magteliteforsker, CBS

Når vi ser på de mest centrale personer i hele magtnetværket har en betydelig del af dem poster – dog typisk blot en enkelt eller to – i kulturinstitutioner. Med andre ord sætter mange af landets mest magtfulde mennesker tid af til at mødes i – og måske netværke – gennem kulturbestyrelser.

I sidste ende af det jo dem, der kanaliserer mange af midlerne ind i kulturlivet og derigennem får de stor magt over kulturlivets. 

Nøgleaktørerne i det netværk, vi har kortlagt, er i langt højere grad dem, der bestemmer, hvordan midlerne skal forvaltes indenfor kulturverdenen. 

Og her tegnes et billede af forvaltningen gennem professionaliserede kulturledere. Det sikrer på den ene side en vis armslængde til samfundets magthavere.

På den anden side kan man risikere at såvel borgernes, brugernes som kunsternes perspektiv står svagere.

På baggrund af kortlægningen er det derfor oplagt at spørge, hvordan vi bedst sikrer at kulturbestyrelserne ikke blot bliver et safe space for de professionelle kulturledere, men et sted de kan udfordres af både brugere og af dem, der producerer den kultur, det hele handler om.