Christian Have: Det er ubegribeligt, at de udøvende kunstnere sjældent sidder med i afgørende råd og nævn

De skjulte netværk

Allerede her begynder problemerne af åbenlyse årsager at vise sig. Få vil formentlig afvise, at en stor del af de netværk, man indgår i, er helt uformelle. Nogle vil endda kalde dem skjulte. De kan også bare være helt tilfældige.

Dernæst kommer, at der er stor forskel på, hvilken tyngde de officielle netværk har. Nogle medlemskaber af både nationale og internationale organisationer, netværk, råd og nævn mødes måske en eller to gange om året og har ingen interaktion i mellemtiden.

Samtidig er der flere af disse, der ikke har nogen reel beslutningskraft på operationelt niveau. Disse forbindelser tæller dog i kortlægningen med samme tyngde som dem, hvor medlemmerne mødes hyppigt og har udslagsgivende indflydelse.

Med andre ord er der flere problemer, både hvad angår kvalitet overfor kvantitet, og om de officielle registre giver en faktisk afspejling af, hvor og hos hvem magten ligger.

Som udredningen viser, så er de udøvende sjældent med. I grunden helt ubegribeligt og helt unikt for kunst- og kulturverdenen.  

Christian Have
Kultur- og medierådgiver

Ikke desto mindre kan man alligevel godt tage kortlægningen som et godt udgangspunkt for en undersøgelse af magtfordelingen i kunst- og kulturverdenen.

Den væsentligste grund til, at det er godt at tage udgangspunkt i kortlægningen, er, at den både afslører en blind vinkel og manglende transparens. Det er ofte blevet påpeget, at de udøvende kunstnere glimrer ved deres fravær. Men naturligvis har de udøvende kunstnere både magt og indflydelse.

De er med til at sætte dagsordenen for vores offentlige debat, de skaber værker, som er med til at definere vores nationale identitet og tilhørsforhold, og de er – som deres kolleger ude i verden – en del af vores demokratiske fundament.

Derfor burde de fremgå af en hvilken som helst analyse af området. Som en afledt effekt kunne man håbe, at dette ville løfte kunsten og kulturens betydning op på det politiske niveau, hvor de hører hjemme.

Det udøvende er sjældent med

Samtidig kunne debatten måske bane vejen for, at de netværk, råd og nævn, som indgår i kortlægningen, indså nødvendigheden af at inkludere de udøvende kunstnere langt mere strategisk. Der er trods alt flere netværk, der har betydelig økonomisk magt og indflydelse.

Men som udredningen viser, så er de udøvende sjældent med. I grunden helt ubegribeligt og helt unikt for kunst- og kulturverdenen.

Kunne man overhovedet forestille sig en bestyrelse i en medicinalvirksomhed, der ikke havde repræsentanter fra dem, der er med til at bedrive forskning og udvikling? Eller en sportsklub, der ikke havde både aktive og tidligere udøvende sportsfolk i deres ledelse?

Næppe.

Kortlægningens metode afslører også, at vi har et problem med transparens. Jeg anførte tidligere, at flere af de sæder eller medlemskaber, som kortlægningen angiver som indflydelsesgivende forbindelser, ikke har nogen reel magt, da de ikke har mandat på det operationelle niveau.

Her må vi ind og se på todelingen af magten. Altså den reelle magt forstået som det, der ultimativt slår igennem ude i den spidse ende.

Illustrerende eksempler

Der gives en fondsbevillig til en teaterforestilling, udstilling eller en film, der får støtte baseret på et mere eller mindre udfoldet koncept eller manuskript.

Der kan også fra politisk niveau blive allokeret en pose penge til at begunstige et specifikt område. Beslutninger om dette sker ofte efter samråd med de netværk, råd og nævn, der indgår i kortlægningen af kultureliten.

Men betyder det dermed, at de faktisk har magt?

Nej, ikke i sidste ende. De endelige beslutninger, som bliver udslagsgivende for, hvordan slutproduktet bliver, ligger et andet sted.

I en todelt magtfordeling er der på den ene side et politisk embedsmandsniveau, der varetager den endelig fordeling af midler og bevillinger, og på den anden side det kuraterende, instruerende og chefredaktionelle niveau.

Skal vi kunne tage diskussion på et reelt og meningsfuldt grundlag, må man også orientere sig om og have en forståelse af dette.

Kunst bør ses som kritisk infrastruktur

Jeg hilser som skrevet åbningen af denne debat velkommen. For det giver anledning til at få en tilbundsgående drøftelse af et emne, som er et af de vigtigste lige nu.

Nemlig om kunsten og kulturens vigtighed og i den forbindelse naturligvis, hvem der har den afgørende indflydelse. For jeg vil fastholde, at kunst og kultur bør defineres som kritisk infrastruktur.

Vi ser allerede, hvordan kunst og kultur indgår i det geopolitiske magtspil, hvor både politiske magthavere og dubiøse påvirkningsagenter benytter ødelæggelse og erodering af nationer eller folks kultur til at underminere deres sammenhængskraft eller ligefrem påvirke ellers demokratiske valghandlinger.

Vi er begyndt at se tilsvarende påvirkningsforsøg fra udlandet her i Danmark, og hvis vi ikke snart tager det langt mere seriøst, end vi gør i dag, kan det få alvorlige konsekvenser.