Fondsdirektør: Private fondes forskellighed er vigtig for diversiteten på kulturområdet

Det danske fondslandskab er karakteriseret af bredde og forskellighed – også når det gælder bevillinger til kunst- og kulturlivet. Kulturaktører og kunstinstitutioner har mulighed for at søge om midler hos mange private fonde og dermed tiltrække forskellige bevillingsgivere.

Det er grundlæggende sundt, fordi det medfører indholdsmæssig variation landet over og samtidig er en vigtig decentralisering af beslutningerne om kulturstøtte.

I de senere år har vi set, hvordan fondene kan samarbejde om almennyttige formål, når det er påkrævet – som eksempelvis med særpuljerne i forbindelse med covid-19. Samarbejde er fint, men koordination i fondslandskabet bør dog være undtagelsen.

Private fonde er ikke en samlet kraft eller aktør, som kan eller bør strømlines eller agere ensartet. Hver fond har derimod sin egen fundats, historie og værdisæt og forskellige tilgange i arbejdet med de enkelte indsatsområder. Denne forskellighed er vigtig for diversiteten og udviklingen på kulturområdet.  

Transparens og uafhængighed
Fondenes rolle som økonomisk bidragsyder til almennyttige formål bliver ofte sidestillet en til en med magt. Hvis magt på den måde kan gøres op i kroner og øre, kan de private fondes indflydelse sættes lidt i perspektiv blot ved at kigge på tallene. De samlede bevillinger til kunst- og kulturområdet er på over 22 milliarder kroner årligt.

Summen af alle de forskellige private fondes bevillinger udgør omkring 13 procent af det beløb. Det Obelske Familiefonds årlige bevillinger alene svarer til under 0,25 procent. I det lys mener jeg ikke, at vi som fond kan defineres som magtfulde.

I stedet bør diskussionen fokusere på sikring af transparens, forskellighed, uafhængighed og armslængde hos både private og offentlige bevillingsgivere, så støtten ikke ensrettes og styres af de få. Jeg mener, at fondene spiller en væsentlig positiv rolle i denne forbindelse.

Et økonomisk supplement
Visioner og langsigtede planer for kunst- og kulturområdet er en central politisk opgave, og de offentlige bevillinger udgør som nævnt også langt hovedparten af støtten. Den aktuelle situation er alligevel, at størstedelen går til basisomkostninger for at holde kunst- og kulturinstitutionerne kørende.

Det betyder, at der for sjældent er råd til at leve op til forventningerne om tilstrækkeligt godt indhold eller til større udviklingstiltag. De private fonde træder derfor til med et økonomisk supplement, som typisk bidrager til indholdsproduktion og aktiviteter, der ellers ikke havde været råd til – eller til flerårige udviklingsprojekter, der kræver risikovillighed.

Diskussionen bør fokusere på sikring af transparens, forskellighed, uafhængighed og armslængde hos både private og offentlige bevillingsgivere

John Amund Tønnes
Direktør i Det Obelske Familiefond

Denne rollefordeling kan i udgangspunktet være ok, men den er problematisk, hvis de offentlige bevillinger er så små, at institutionerne ikke kan løse deres kerneopgaver. Det er usundt og uholdbart, hvis kulturaktører bliver fuldstændig afhængige af privat støtte for at tilbyde borgerne kvalitetsindhold.

Løsningen er en politisk opgave, og supplementet fra de private fondsmidler må ikke blive en sovepude eller undskyldning for besparelser. Det Obelske Familiefond afslår jævnligt bevillinger, såfremt opbakningen fra det offentlige og en holdbar langsigtet plan ikke er til stede.

Strategi for fondsmidler
Som professionel privat fond har vi naturligvis selv en strategi for vores bevillinger. På kulturområdet støtter Det Obelske Familiefond samtidskunst og klassisk musik, hvor vi lægger vægt på at bidrage til at gøre kunst af høj kvalitet tilgængelig for flest mulige.

Vi er ansøgerdrevet, hvilket betyder at kulturaktørerne kommer til os med deres projekter. Vi er lydhøre over for dem, som har ideerne og den specifikke faglige viden om indsatserne – og så bidrager vi med finansieringen.

Om dansk kulturpolitik bør have en strategi for fondsmidler, er et spørgsmål, som vender tingene på hovedet. Skulle det betyde, at kulturpolitikerne vil udarbejde en strategi for at skabe en tilstrækkelig offentlig driftsøkonomi hos kulturinstitutionerne specifikt for at tiltrække supplerende midler fra de private fonde?

Eller modsat, at det offentlige vil beskære bevillingerne til kulturlivet ud fra en forventning om, at de private fonde vil dække hullerne? Eller endnu mere vidtgående, at politikerne mere eller mindre direkte forsøger at få adgang til at disponere de private fondes midler til de af politikerne definerede centrale samfundsopgaver? Det sidste har der været tilløb til, hvilket er foruroligende. 

Kulturpolitikerne skal efter min opfattelse holde fokus på langsigtede visioner og strategiske planer for det offentliges sikring af kulturlivet, og så vil vi som privat fond gøre vores bedste for at bakke op, udfordre og udvikle i rollen som supplerende, uafhængig bevillingsgiver.