Jubel og forargelse: Her er reaktionerne på regeringens medieudspil

MEDIEUDSPIL: S køber sig adgang til forhandlingsbordet ved at skære i DR, resten af venstrefløjen raser, og Danske Medier jubler.

Overraskelse, begejstring og forargelse. Regeringens medieudspil har taget både mediedanmark og det politiske landskab hele turen rundt. Det er især besparelserne på DR, TV 2 regionerne, Radio24syv og et udsalg af TV 2, der har sat gang i følelserne.  

For Radio24syvs vedkommende gælder det en reduktion på 33 procent i 2020. Det vækker forundring hos radiokanalens administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør Jørgen Ramskov.

”Vi ser ud til at få et ordentligt hug, men vi klynker ikke,” siger Jørgen Ramskov til Altinget, men fortæller dog, at han er overrasket over besparelsens størrelse. 

For Jørgen Ramskov at se er der også mange ting, der stadig fremstår meget uklart i regeringens udspil. Det gælder blandt andet Radio24syvs muligheder for at tjene penge. Han forholder sig skeptisk til at blande reklamer og licenskroner, men han er til gengæld åben over for at lægge betalingsmurer på kanalens podcasts. 

TV 2 Syd: Udspillet er jo til forhandling
Hos TV 2 Syd vælger de at se bort fra, at der er lagt op til, at de skal skære to procent årligt, men holder fokus på de ting i udspillet, de synes, er interessante.

”Jeg vil ikke kommentere på eventuelle besparelser. De er jo i sagens natur til forhandling, da det kun er et udspil, og jeg synes, det er rigtig godt, at regeringen har fokus på at styrke lokale og regionale medier,” siger Betina Bendix, direktør i TV 2 Syd.

På pressemødet sagde kulturminister Mette Bock (LA), at omprioriteringsbidraget på to procent om året skal styrke de lokale og regionale medier.  

Betina Bendix ønsker ikke at kommentere på, om hun mener, at et omprioriteringsbidrag vil få den effekt, ministeren ønsker. 

Danske Medier glæder sig over momsfritagelse
En anden væsentlig del af regeringens medieudspil er momsfritagelsen for digitale medier på lige fod med trykte. Det glæder organisationen Danske Medier.

Formanden, Ebbe Dal, er som repræsentant for de private medier begejstret for, at regeringen åbner op for det, de selv kalder en ”bedre balance mellem statsejede og private medier”.

”Regeringens udspil er gennemsyret af det ønske, som også længe været vores primære mærkesag,” siger Ebbe Dal.

Bedre tilgang til public service-pulje
Ebbe Dal tror på, at de private medievirksomheder vil få større del i public service-puljen, efter den kommer til at forvalte flere penge. Hidtil er puljen gået under øgenavnet TV 2-puljen, da de modtog størstedelen af puljens midler, men også den vægtning tror han på, at der bliver skubbet til.

”Det at public service-puljen fremover kan yde støtte til flere platforme, nu også radio- og podcast, ser jeg meget positivt på,” siger Ebbe Dal, men understreger vigtigheden af, at medieforliget bliver indgået med bred politisk opbakning.

”Vi håber så også, at det vil lykkes at skabe et bredt forlig. Det giver en stabilitet, som der i den grad er brug for i en meget turbulent medieverden,” siger han.

Mette F: Vi er langt fra hinanden
Spørgsmålet om et bredt forlig hænger stadig i luften, men er kommet et skridt nærmere, efter det står klart, at Socialdemokratiet går med ved forhandlingsbordet på trods af deres massive kritik af besparelserne af DR. Men ifølge partiets formand bliver det svære forhandlinger.

Torsdag udtalte Mette Frederiksen, at hun synes, besparelsen på både Radio24syv og TV 2 regionerne er en dårlig idé.

”Lige nu er vi langt fra hinanden, men det har vi prøvet før, så nu må vi se, hvad forhandlingerne bringer,” sagde hun torsdag til TV 2 News.

Forargelse i oppositionen
I resten af oppositionen har man ikke nogen jubel til overs for regeringens medieudspil. Og slet ikke i forhold til den adgangsbillet man skal betale for at få adgang til forhandlingsbordet.

”Vi vil kæmpe for, at DR stadig kan levere public service i verdensklasse, at Radio24Syv kan lave seriøs og underholdende taleradio, og at TV 2 og regionerne fortsat kan levere nyheder, som når ud i hele Danmark,” siger medieordfører Jacob Mark (SF) i en pressemeddelelse.

Hos Enhedslisten er man klar til at rulle et eventuelt forlig tilbage efter et valg, hvis udspillet gennemføres i sin nuværende form.

”Den samlede aftale skal i sidste ende stille danske public service-medier bedre i konkurrencen med fake news, udenlandske mediegiganter og infiltration fra fremmede magter. Hvis ikke dette mål nås, bør en samlet opposition afvise forliget og i stedet indgå en ny medieaftale efter det kommende valg,” siger partiets medieordfører, Søren Søndergaard, i en pressemeddelelse.

Forrige artikel Her er regeringens medieudspil Her er regeringens medieudspil Næste artikel Socialdemokratiet vil ikke afvise at fortsætte med grønthøster på kulturen Socialdemokratiet vil ikke afvise at fortsætte med grønthøster på kulturen