Chefredaktør: Kulturlivet er kun ansvarlig for sig selv

REPLIK: Kulturlivet er kernen i det danske samfund, og kunsten skal ikke kobles direkte til nogen økonomisk værdiskabelse. Erhvervslivet kan aldrig blive kulturlivets ansvar, skriver Morten Grønborg, chefredaktør på Scenario Magazine.

Morten Grønborg
Chefredaktør, Scenario Magazine

Under overskriften "Kulturlivet skal også tage ansvar for erhvervslivet" meldte foreningen KulturERhverv sig 28. marts 2019 i debatten om kulturlivets rolle i fremtiden.

Søren Høy og Jakob Høgh Sørensen, henholdsvis bestyrelsesformand og sekretariatschef for foreningen, har forfattet indlægget.

Her fremgår det, at kulturlivet "bør begynde at tage et aktivt medansvar for, at vi har et stærkt erhvervsliv i Danmark".

"Det er nemlig et stærkt erhvervsliv med høj vækst og beskæftigelse, som er en afgørende forudsætning for, at vi kan have et stærkt kulturliv", lyder argumentet, som suppleres på beslægtet vis: "Det er et stærkt erhvervsliv, som sikrer, at danskerne kan få et arbejde og dermed en løn, som de kan bruge til blandt andet at gå i teatret, på museet eller i biografen".

Mage til vrøvl skal man lede længe efter. 

Kulturens ansvar
For det første: Kulturlivet skal være ansvarlig for én ting og én ting alene, og det er sig selv.

Kulturlivet er kernen i vores samfund, det er ikke underholdning og pynt på toppen af kransekagen, men selve vores sjæl.

Vi er ikke bare en stat, der skal optimeres, så folk kan forbruge kultur, men en nation af borgere.

Kulturen er sammen med folket det inderste lag i det løg, som er Danmark, og kunsten og andre kulturelle manifestationer spejler os, samler os og udfordrer os til at tænke over os selv og vores plads og ageren i vores land og i verden.

Dét er kultur, og derfor er den vigtig – og når vi udveksler kultur med andre lande, eksempelvis gennem kunstværker, lærer vi også af andre nationer og kulturers tænkning i det internationale samfund.

Kulturen er grundlaget
For det andet: Det er ikke rigtigt, at erhvervslivet er en forudsætning for, at vi kan have et stærkt kulturliv. Det er snarere omvendt.

Det er vores kultur, der har været grundlaget for, at vi har kunnet udvikle et så stærkt erhvervsliv som det danske.

Det er groet i velfærdssamfundet, hvor flere har for meget og færre for lidt, hvor uddannelse er gratis helt op til universitetsniveau, og hvor vi, siden Grundtvigs tænkning slog igennem, har dannet befolkningen fra seksårsalderen til at tænke selv, så de er både kritiske og kreative. 

Det er et samfund, hvor vi støtter kunst og kultur for offentlige midler, herunder museer, som også har en pædagogisk opgave, fordi de skal stille deres viden til rådighed for os alle sammen på en vedkommende måde.

Hele ideen er åndsfrihed og oplysning, og det hele hænger sammen. PH talte om kultursammenhængen.

En afledt effekt af alt dette er dygtige medarbejdere, som har været forudsætningen for, at lige så dygtige virksomhedsledere har kunnet skabe virksomheder og produkter, der klarer sig godt, også internationalt, og denne syntese mellem kultur og erhverv er det væsentlige.

Erhvervsliv findes i alle lande, men ikke alle lande er som Danmark. Det betyder ikke, at erhvervslivet ikke er vigtigt for nationen, for det er det bestemt.

Museer skal ikke tage ansvar for erhvervslivet
Men vores kultur og vores kulturliv kommer bare først, og derfor hviler hele indlægget på en forkert præmis.

Forfatterne anfører et eksempel på, hvordan en kulturinstitution kan tage ansvar for en aktør i erhvervslivet.

Det handler om kunstmuseet Arken, som i forbindelse med en udstilling i foråret 2018 indgik et partnerskab med shoppingcentret Rødovre Centrum:

"Her forlangte Arken ikke, at centret skulle tage ansvar for museets udstilling for eksempel med økonomisk bistand i form af et sponsorat. I stedet hjalp man Rødovre Centrum med at få lavet en pop up-udstilling i centret med værker fra selve udstillingen på museet. Arken tog med andre ord også et ansvar for, at Rødovre Centrum kunne tilbyde deres mange kunder en kulturel oplevelse, som de ikke kunne få i andre shoppingcentre. De hjalp således centret med at profilere sig og adskille sig fra dets konkurrenter. Den tilgang bør kulturlivet lade sig inspirere af."

Nej.

Det bør kulturlivet ikke lade sig inspirere af, og intet statsstøttet museum bør have som ambition at hjælpe private erhvervsdrivende med at adskille sig fra deres konkurrenter.

Ethvert statsstøttet museum bør derimod koncentrere sig om at formidle, hvad de er sat i verden til at formidle, hvilket er årsagen til, at vi støtter dem med midler fra fælleskassen. I Arkens tilfælde er det formidling af moderne kunst.

Det har værdi i sig selv og skal ikke kobles direkte til nogen økonomisk værdiskabelse. 

Det selvsikre kulturliv hviler i sig selv
Det betyder ikke, at Arkens ledelse ikke kan indgå i samarbejde med erhvervslivets aktører, men det skal være for at opfylde museets eget formål og af ingen andre årsager end den.

Arken får hvert år et tocifret millionbeløb fra staten (i 2017: godt 30 millioner), og de 97 statsanerkendte museer får tilsammen tæt på 400 millioner kroner årligt i statsligt driftstilskud i henhold til museumsloven.

De penge får de, for at vi, borgerne, skal få åndelig føde, når vi har besøgt dem og ikke for at skabe profit i erhvervslivet. Det kommer først i anden runde; som en afledt effekt.

Medarbejdere og virksomhedsledere er nemlig også borgere, og de bliver dygtigere til deres job ved at lære af, hvad kulturen og kunsten har at tilbyde. Et selvsikkert kulturliv hviler i den opfattelse og lytter ikke til KulturERhverv på det her område.

Kun på denne måde kan kulturlivet i det lange løb tage ansvar for samfundet og dermed indirekte også for erhvervslivet.

Forrige artikel Aktivist: EU slår internettet ihjel med nye copyrightregler Aktivist: EU slår internettet ihjel med nye copyrightregler Næste artikel Studerende om kulturklippekort: Hvis det ikke er relevant, bliver de unge væk Studerende om kulturklippekort: Hvis det ikke er relevant, bliver de unge væk