Ulla Tofte: Nyt støttesystem må ikke fremelske modefænomener

Af Ulla Tofte
Direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør

”Museum” står der på facaden over den lækre butiksfacade på Frederiksborggade mellem Søerne og Nørreport i København.

Ved nærmere eftersyn viser det sig at være en butik for dyrt og hypet modetøj, henvendt til det unge og urbane publikum. Så hvorfor dog i alverden bruge ordet museum?

Det lugter mere af tyste udstillingslokaler og gråhårede damer. Men noget tyder på, at museum-ordet ikke længere helt har den samme støvede signalværdi som tidligere. Og når modebranchen går museumsvejen, kan museerne vel også gå modevejen?

Moden er karakteriseret ved, at den kommer – og går.  Fra "diller" i skolegården til catwalken i Paris – nogle gange vil alle have det ene, andre gange det andet. I øjeblikket er der faktisk flere fællestræk mellem danske museer og catwalken i Paris. Museerne får opmærksomhed fra både publikum og beslutningstagere og luner sig både ved høje besøgstal og pludseligt medietække.

To veje for ministerens udspil
Derfor er det også helt naturligt, at der fra politisk hold er fokus på området og et ønske om at skabe mere tidssvarende økonomiske rammer for museerne – tak for det. Men det er i den sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at dét, der virker i dag, meget vel kan være håbløst forældet i morgen.

Der er mange gode grunde til at stimulere så varieret et museumslandskab som muligt og undgå et støttesystem, der fremelsker og forstærker flygtige tendenser og modefænomener.

Ulla Tofte
Direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør

Det er en kendsgerning, at forandringer i dag indoptages langt hurtigere i befolkningen end tidligere, men dermed forgår de skiftende tendenser også hurtigere.

Et nyt tilskudssystem for museerne skal derfor både tage hensyn til hastige forandringer og samtidig være tilstrækkeligt robust til at sikre, at offentlige midler ikke går til spilde i (alt for) desperate forsøg på at halse efter udviklingen.

Groft sagt kan ministerens udspil til reorganisering af museernes tilskud vælge at understøtte forandringer gennem to forskellige tilgange: enten ved at  gøre det så attraktivt som overhovedet muligt at forfølge aktuelle tendenser og strømninger i samfundet. Eller ved at sikre, at museerne i fremtiden udvikler sig så forskelligt, at der til enhver tid vil være tilbud, der appellerer til den enkelte borger. 

Agilitet i branchen
Umiddelbart lyder det første som en forjættende tanke, der vil sikre en stor agilitet i en branche, der ellers ikke hidtil har været kendt for at rykke hurtigt og have fingeren på pulsen.

Forandringsparatheden kan understøttes af et puljebaseret tilskudssystem, som ministeren tidligere har spillet ud med, der belønner alle dem, der har projekter, som er oppe i tiden.  

Men ud over at være et (værdi-)politisk instrument, har puljer netop også en tendens til at være udtryk for mode – på godt og ondt. Og der er stor risiko for, at de mange forskellige museer ender med at ligne hinanden til forveksling, hvis de alle skal konkurrere om og bliver belønnet efter samme målestok.

Et varieret museumslandskab 
Den anden vej – at skabe et mere varieret og nicheorienteret museumslandskab – virker måske umiddelbart både langhåret og svært at administrere og dermed også temmelig fjernt fra ministeriets ønske om gennemsigtighed på området.

Men hvis man kigger på de store, nye tendenser inden for kulturforbrug, ja, så efterspørger flere og flere nicheprægede oplevelser og kulturtilbud.

Identitetspolitikken bliver til identitetsøkonomi, og i fremtiden vil nye generationer af kulturbrugere søge hen imod teatre, museer og litteraturoplevelser, der lige netop afspejler dét, som de gerne vil identificere sig med og spejle sig i. Mængden af fora, foreninger og facebookgrupper for folk med nørdede interesser og særlige feticher vokser dag for dag. Det moderne menneske har brug for at definere sig selv i forhold til omverdenen og gerne i samklang med ligesindende. Det betyder ikke, at museerne skal overgive sig til identitetspolitiske strømninger.

Men det er naivt at tro, at vi ikke skal forholde os til denne megatrend. Derfor er der mange gode grunde til at stimulere så varieret et museumslandskab som muligt og undgå et støttesystem, der fremelsker og forstærker flygtige tendenser og modefænomener.

Museer er muligvis på mode, men moden går i retning af det sære og individualistiske. Lad derfor også fremtidens museumsstøtte afspejle dette.