Rasmus Nordqvist: Ligestilling kræver handling

Af Rasmus Nordqvist (ALT)
Kulturordfører

Det er ikke let at gøre noget ved strukturelle udfordringer som dem, vi møder i forhold til ligestilling. Der skal sættes ind hårdt, blødt, tidligt og konsekvent.

Rasmus Nordqvist
Alternativet

Stort set hver gang jeg nævner ordet ligestilling, er tilbagemeldingen, at alt går godt, og at vi for Guds skyld ikke skal have det som i Sverige, hvor det hele åbenbart er forfærdeligt, fordi nogle pædagoger på et tidspunkt prøvede at komme kønsstereotyperne til livs ved forsøgsvist at bruge begrebet ’hen’.

Det er dog helt afgørende, at vi for alvor gør op med de strukturelle udfordringer, vi har i forhold til ligestilling, så vi opnår en kønsbalance, inden vi kan komme til en kønsneutralitet, som bør være det mål, vi styrer efter.

Nemt at se, at der er problemer
Når det kommer til kunsten og kulturen er vi også udfordret. Vi kan blot se ned over de offentlige kunstsamlinger, se hvem der sidder på den danske filmbranche eller se sidste år spillelister ved de danske musikfestivaler for at se, at der er problem.

For et par uger siden var jeg til et morgenmøde hos Det Danske Filminstitut, der havde valgt at nedsætte tre arbejdsgrupper, der skulle se på ligestilling i den danske filmbranche.

Mangel på dokumentation
Det var godt at se, at instituttet havde taget problemstillingen alvorligt og taget fat på arbejdet. Samstemmende fra de tre grupper lød det, at et af de største problemer var den totale mangel på dokumentation; der fandtes ikke oplysninger om ansøgerfeltets kønsfordeling.

Ved de tidligere musikhandlingsplaner har det været hensigten, at der skulle arbejdes med ligestilling. Først og fremmest en monitorering af hvor mange henholdsvis mænd og kvinder, der spillede, men også i form af en ligestillingsrapport, hvor spillestederne skulle indberette, hvad de gjorde for ligestilling.

Det er et godt sted at starte, da det skaber opmærksomhed hos de overvejende mandlige ledere. Derfor var det meget beklageligt, at den nu tidligere kulturminister Bertel Haarder tog det ud af handlingsplanen. Uden viden ved vi ikke, hvordan vi skal sætte ind.

Strukturelle udfordringer
Det er ikke let at gøre noget ved strukturelle udfordringer som dem, vi møder i forhold til ligestilling. Der skal sættes ind hårdt, blødt, tidligt og konsekvent.

Når piger i højere grad end drenge stopper med at spille musik og forlade musikskolerne, når de bliver teenagere, er det er noget, vi skal gøre noget ved.

Når lederne af spillesteder og festivaler glemmer at engagere kvindelige kunstnere, bærer de et medansvar. De er ansvarlige for, at både drenge og pige kan finde rollemodeller at spejle sig i.

Og når vi ser, at KODA-udbetalingerne på over 100 kroner kun går til 17,3 procent kvinder, så er det altså ikke, fordi kvinder er dårlige musikere, men fordi de bliver fravalgt på spillesteder, TV og på radiostationernes rotationslister. Og i lige så høj grad fordi de stoppede med at spille musik som teenagere.

Handling bag ordene
Derfor er det godt at se de tiltag, musikbranchen har taget med specielle musikcamps for dygtige piger. Disse camps skal få pigerne til at forblive nysgerrige på musikken og blive ved med at skabe, når de vokser op.

Viden er ikke nok, der skal mål til. Måske skal vi ikke lave kvoter, hvad mange af talerne ved ligestillingsmødet hos Det Danske Film Institut var imod.

Men vi er nødt til at være klar til at sætte handling bag ordene. Vi skal have klare mål for ligestilling og være klar til at følge op med handling, eller også må vi give Bertel Haarder ret, når han siger, at opmærksomhed på kønsfordeling blot er bureaukrati.