Rundbord med kulturlederne: Engang var vi embedsmænd. I dag er vi købmænd

Kulturledelse af i dag er udfordret på to fronter. Statens støtte bliver mindre år for år, og kampen om folks opmærksomhed er intensiveret. Det skaber nye idéer og kreativ energi, lyder det fra Rane Willerslev, Ulla Tofte og Uffe Savery.

”Hvis vi ikke engang har fat i kronprinsen, så står det skidt til.”

For Ulla Tofte, der i dag er direktør på Museet for Søfart, var det en helt særlig begivenhed i 2004, kronprinseparrets bryllup, der fik advarselslamperne til at blinke.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary fejrede brylluppet med et royalt rockbrag i Parken til tonerne fra Sort Sol, D-A-D, Safri Duo, Jokeren og Outlandish.

”Der gik det op for mig, at særligt den klassiske musik havde mistet førstefødselsretten. For lige pludselig valgte han en anden musik, og vi blev klar over, at kulturhistorie og klassisk musik ikke længere var det naturlige valg for et dannet menneske. Det tror jeg, var et wakeupcall hele vejen rundt – og for mig blev det en motiverende kraft til at gøre noget andet,” siger Ulla Tofte.

Hun er i dag sat stævne med Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, og Uffe Savery, der er musikchef i landsdelsorkestret Copenhagen Phil.

Alle tre er de i forreste linje i en kulturverden, hvor naturlovene over de seneste fem-ti år er blevet dramatisk forandret. Kontrakterne – både de formelle og de uformelle – med publikum og politikere er til genforhandling.

De tre kulturledere sidder med Altingets kulturredaktør i et sofaarrangement i nyklassicistisk stil i Grevinde Danners lejlighed lige over for Nationalmuseet på Ny Vestergade til en snak om de udfordringer, de klassiske kulturinstitutioner står over for i dag.

Siden 2016 har hele kulturområdet været underlagt årlige nedskæringer på to procent. Og besparelserne ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt. Dernæst har hele branchen fornøjelsen af en liberal kulturminister, Mette Bock (LA), der med aggressive opsange beder de støvede kulturinstitutioner komme ud af buskadset, ind i kampen og vise deres relevans for samfundet.

Grønthøsterbesparelserne synes de færreste kulturfolk at være forelskede i, men konkurrencen om publikums opmærksomhed og det øgede fokus på egenindtjening i form af fundraising og billetindtægter er en udfordring, der i højere grad bliver mødt med åbne arme af de tre tilstedeværende.

”En kulturinstitution er jo placeret i et samfund for at være en del af samfundet. Den tendens, som institutioner har til at lukke sig af for samfundet, er en ubetinget dårlig tendens,” indleder Rane Willerslev.

Han blev i sin tid ansat af kulturministeren med begrundelsen, at han ”med sin store energi og idérigdom vil være i stand til at føre museet ind i en ny, nødvendig udvikling”, mens ministeren også fremhævede, at han ”som et kendt og anerkendt ansigt har gode forudsætninger for at kunne tiltrække fondsmidler”. Siden ankomsten sidste sommer har han trukket rigeligt med opmærksomhed til sig med en lettere gakket fremtoning i DR-programmet ”Ranes Museum” og med indførelsen af en omdiskuteret ”kedsomhedsknap” – skabt til at trække flere betalende børnefamilier ind på Nationalmuseet.

 

 

Men må man nu pludselig ikke længere kede sig på et museum? Og er der ikke grænser for, hvor meget man kan lefle for sit publikum?

Ifølge Rane Willerslev er det slet ikke, hvad der er tale om.

”Det, at vi skal gøre os relevante, er ikke det samme som at afmontere idéen bag et nationalmuseum. Tværtimod revitaliserer du det ved at stille disse krav. Vi skal forstå, hvor publikum er, hvor samfundet bevæger sig hen, og byde ind i den sammenhæng. Men en forudsætning for at være relevant er at overraske med et perspektiv, som hverken er en del af den politiske debat eller befolkningens common sense-forståelse af historien,” forklarer Rane Willerslev.

Uffe Savery nikker og tager over: ”Jeg tror også, det er vigtigt at holde fast i at overraske. Folk ved ikke altid, hvad de vil have. Samtidig skal vi have en forståelse i tidens ånd. Jeg tænker, at mange statslige kulturinstitutioner har kørt ret meget business as usual og taget deres tilstedeværelse for givet.”

Uffe Savery optrådte selv til kronprinsens bryllup med gruppen Safri Duo. En percussion-duo bestående af to konservatorieuddannede i klassisk slagtøj, der med moderne trancemusik formåede at nå ud til det yngre segment og i nullerne stod højt på hitlisterne verden over.

Siden 2010 har han været musikchef for landsdelsorkestret Copenhagen Phil, der blandt andet har eksperimenteret med kortvarige flashmob-koncerter i metroen og på Københavns Hovedbanegård, der har opnået mere end 22 millioner visninger på Youtube.

Politikerne kommer 15 år for sent
Man kan altså ikke bare lave god orkestermusik og forvente, at publikum kommer af sig selv. Men når politikerne i dag presser kulturinstitutionerne ud i at tænke i nye baner, er det med en håbløst ulogisk forsinkelse, mener han.

”I musikkens verden har der været en meget proaktiv bevægelse de seneste ti år omkring identitet og legitimitet. Mit eget orkester har YouTube-visninger i et antal, som svarer til at spille udsolgte koncerter i fire år, så det er blevet en ny scene for os. Den politiske reaktion, der kommer nu, hvor vi faktisk gør mere end nogensinde og har et større publikum end nogensinde, er for mig lidt ulogisk,” siger Uffe Savery, der i foråret 2017 fik en ekstra slebet sparekniv for struben, da hans orkester overtog besparelserne på de øvrige fire landsdelsorkestre vest for Storebælt, som lyder på 20 procent over fire år.

”Den politiske opsang havde været mere relevant for 15 år siden,” siger han.

Ulla Tofte undrede sig ligeledes over, at politikerne ikke ”så den komme” dengang.

”Vi var nogle, der længe havde set den udvikling, der var undervejs, og var hurtige til at reagere på det. Det er faktisk meget mærkeligt, at de har været så sløve i optrækket til at komme ind på den dagsorden, som vi selv startede,” siger hun.

Ny kultur på gamle kanoner
Kulturpolitikken i Danmark har i de 15 år frem til Mette Bocks tiltræden haft sit fokus på helt andre ting. Foruden oprettelsen af Radio24syv – eller ”Radio Møller”, som det populært blev kaldt under dets udvikling – og talrige borgerlige forsøg på at privatisere TV 2, husker vi nok mest den længst siddende kulturminister Brian Mikkelsen (K) for sin kulturkanon i 2006.

Her blev de mest uomgængelige danske kunstværker samlet i en kanon, der med rodfæste i folkeskolen var tænkt som en introduktion til den danske kulturarv. Ti år senere gentog kulturminister Bertel Haarder en lignende øvelse med initiativet Danmarkskanonen, der som et led i et integrationsprojekt skulle samle os om landets immaterielle værdier.

 

 

Så mens der i dag på den ene side er konstante krav til fornyelse, er der samtidig en stærk konservativ understrøm, der i forvirringen med fake news stiller krav om genetableringen af institutioner i klassisk forstand.

Da Kasper Bech Holten i foråret blev ny teaterdirektør på Det Kongelige Teater, fremhævede han, at behovet for den klassiske teateroplevelse netop var blevet større på grund af den teknologiske udvikling.

”Jeg havde min smartphone fremme hele tiden, sidst jeg fløj fra Beijing og hertil. Det eneste sted, jeg kan lægge den fætter fra mig, er, når jeg sidder i teatret eller koncertsalen,” sagde han dengang til Altinget.

Ifølge Rane Willerslev er de modstridende signaler om fornyelse og kanonisering ikke så skidt endda.

”Sagens kerne er, at det ikke bare er en forandringslyst. Det handler om at binde nogle ender sammen, som i udgangspunktet peger i modsat retning. Nationalmuseet skal både være et sted, hvor man får rygrad i en klassisk forståelse af dannelse, samtidig med at det skal give udsyn og perspektiv på nogle nye måder,” siger Rane Willerslev og understreger, at fornyelse ikke må koges ned til hurtige og fikse idéer blot for fornyelsens skyld.

”Det nytter altså ikke noget bare at lave rutsjebaner. Løsningen ligger i at kollapse nogle modsætninger, som ligger i tiden, og få dem til at skyde op på helt nye måder. Det er netop dét, der gør opgaven interessant,” siger han.

For Uffe Savery er den musikhistoriske bevidsthed ligeledes et vigtigt element, som han ikke mener, bliver svigtet, blot fordi det kommer ned i nye formater.

”Når vi tager nogle store klassiske værker og skiller dem ad, så publikum kan gå igennem orkestret som en labyrint, så er det en måde at forene de to poler, hvor vi faktisk står ved, at den klassiske musik, som den var, er noget ganske særligt. Vi sætter den blot ind i et nyt format,” siger han og fortsætter:

”Der er mange andre symfoniorkestre rundt om i verden, der gengiver en hel koncert i tv-mediet. Men det er ikke tv-egnet. Går man ud på videomediet, må man også arbejde med de præmisser, der er der.”

Opgaven med at være sin genre tro og samtidig skabe fornyelse er alle enige om, er et spændende benspænd.

”Jo mere nørdet det stof, du arbejder med, er, desto federe en udfordring er det at få sat noget Puff Daddy til det,” siger Ulla Tofte.

Fri os fra staten
Af samme årsag har besparelserne ikke kun ført dårlige ting med sig, mener Ulla Tofte og Rane Willerslev.

”Bare tanken om, at det statslige bidrag bliver mindre og mindre, gør os mere anarkistiske på den gode måde. Tidligere bukkede og skrabede vi for de direktiver, der kom fra et ministerium eller et departement. Dengang var vi embedsmænd. Nu føler vi os i højere grad som købmænd,” siger Ulla Tofte og uddyber:

”I de gode gamle dage lænede vi os tilbage, røg på cigaren og tog en lang middagslur, mens pengene blev kørt ind i store vognlæs. Jeg tænker tit på min forgænger, hold nu kæft, hvor havde de det nemt. Omvendt skulle de altid spørge om lov. Det gider jeg da ikke! Det er alles kamp mod alle. Der er ikke nogen, der er flinke ved mig, og så må jeg udfordre den spilleplade, jeg har,” siger hun.

 

 

I forbindelse med besparelserne gav man de statslige museer, deriblandt Nationalmuseet, lov til at tage entré. Og det har også ført til en positiv udvikling, forklarer Rane Willerslev.

”Det har givet os enorme muligheder, hvor vi i dag ligger i samarbejde med Tiger og Nordisk Film. Min store hovedpine er, at der ikke er en slutdato på besparelserne, for det gør det fuldstændig umuligt for os at langtidsplanlægge. Når vores økonomistyringsmodel samtidig er baseret på en statslig driftstænkning, hvor vi skal ramme et nul hvert år, bliver det svært for os at operere på markedet,” siger han.

Ifølge kulturlederne er der desuden en smertetærskel for, hvor lidt statsstøtte man egentlig ønsker at modtage. Fokusset rettes i højere grad mod fundraising og kommerciel forretning i takt med de statslige besparelser, og når statens bidrag bliver en mindre og mindre del af institutionernes budgetter, giver det ifølge kulturlederne mindre mening at stræbe efter at opfylde de krav, som staten udstikker.

”Der findes helt klart en nedre grænse for, hvor lidt staten kan give, hvis den stadig ønsker at være kontrolorgan. Og så vil vi måske hellere være fri for statslig støtte,” siger Rane Willerslev, der bakkes op af Ulla Tofte.

”Ellers må politikerne være dem, der træffer de svære valg og siger, at for eksempel danefæ ikke er lige så vigtigt. Eller at orkestret ikke længere skal nå ud til børn og unge. Den kobling savner jeg.”

Det statslige omprioriteringsbidrag, der siden 2016 har skåret to procent på kulturen, vil ifølge Kulturministeriet fortsætte til minimum 2021. Men selvom oppositionspartierne har kritiseret besparelserne, vil Socialdemokratiet ikke garantere, at de kan tilføre yderligere, selvom de kommer til magten.

Noget tyder på, at det er fuldkommen ufarligt for politikere at skære på kulturområdet, som ligger lavt på den politiske dagsorden. Dermed også befolkningens dagsorden. Og det bliver kulturlivet nødt til at forholde sig til.

”Jeg tror ikke, at den almindelige dansker oplever, at kulturen forsvinder. Vi må også erkende, at vi jo stadig har et bredt og stærkt kulturtilbud i Danmark. Næsten uanset hvor i landet du er, så er der et kulturhus eller et bibliotek inden for en overskuelig afstand,” siger Ulla Tofte.

Ifølge Uffe Savery kan en kniv for struben være midlet til at engagere den kulturpolitiske dagsorden hos befolkningen.

”Vi har været lukningstruede under to kulturministre. Hvis dit museum er lukningstruet, så kommer der også en reaktion fra publikum,” siger han til Ulla Tofte, der svarer:

”Jeg tror ikke, det er så tosset at komme derud. For femten år siden snakkede man om at lukke Den Kongelige Ballet. Der kom også en reaktion, der på mange måder var med til at revitalisere Den Kongelige Ballet.”

Men det folkelige oprør kommer aldrig, hvis fondene kompenserer for statens nedskæringer ved at lukke hullerne.

”Man mærker ikke besparelserne i så høj grad, fordi fondene den seneste tid har lukket hullerne, når staten skærer. Det er derfor, vi kan sove om natten, for uudtalt og i det skjulte bliver der kompenseret fra fondene. Men hvis fondene gik ud og sagde, ’den må I selv klare’, så ville man pludselig mærke en klar nedgang eller hævede billetpriser,” siger hun.

Fondene på godt og ondt
I bevægelse mod et mere markedsorienteret kulturliv fylder fondenes rolle mere og mere. Og det er både på godt og ondt. Efterspørgslen på fondenes pengetanke stiger, mens fondene også stiller krav til ansøgerne, som de ikke før har haft tradition for.

”Vi er mere afhængige af dem end nogensinde før. Men de har også fået en bedre tendens til at gå i dialog med aktørerne. Egentlig synes jeg, der er kommet en bedre konstruktiv dialog i forhold til bare at sende en ansøgning, uden at vide hvorfor den bliver imødekommet eller ej,” siger Uffe Savery, der for nyligt besøgte det amerikanske National Symphony Orchestra i Washington D.C.

Orkestret, der har cirka samme antal musikere ansat, får ingen statsstøtte. Derudover har de til forskel for Copenhagen Phil 25 medarbejdere, der udelukkende arbejder for at skaffe fondsmidler til orkestret.

”Hele den amerikanske kultur er bygget op omkring, at folk, der tjener mange penge, giver pengene tilbage til kulturen. Men når der kommer en finanskrise, forsvinder midlerne også. Fondene er sarte over for nedgangstider, fordi de lever af deres afkast. Så styrken ved statslig kulturstøtte er, at det er lige tilgængeligt for befolkningen, uanset om det er opgangs- eller nedgangstider,” siger Uffe Savery.

For Rane Willerslev er den største fare ved fondenes stigende magtfaktor, at kulturlivet retter sig for meget efter deres ønsker og krav – og at kulturøkonomien dermed agerer som tredjeverdenslande på jagt efter ulandsbistand.

”Vi ser i ulandsøkonomier, at ulande prøver at regne ud, hvad Vesten støtter. I år er det kvinder, næste år mikrolån, og året efter er det økologiske landmænd. Så prøver de at tilrettelægge noget, der svarer til det, fordi hele deres drift som land er afhængig af udviklingsbistand. Så det vigtige er at have den rette balance af egenindtægter, statsstøtte og fondsstøtte, så man har sine egne penge til at lægge en linje og appellere til at bruge fondene konstruktivt til at udvikle den linje, man har lagt,” siger Rane Willerslev.

Derudover er han overvejende optimistisk, når det kommer til befolkningens kulturpolitiske engagement. Han tror netop, at kulturlivets omstilling fra en tung forvaltningsøkonomi til et mere kommercielt foretagende, der slår rødder i befolkningen, kan få den folkelige og dermed også den politiske interesse for området til at stige.

”Det tager tid, men jeg tror faktisk, vi er på rette vej. Der er intet, der tyder på, at vi kommer tilbage til den tunge forvaltnings- agtige tænkning. Tværtimod. Med den udvikling, hvor vi går fra at være embedsmænd til at være købmænd, kan tingene også begynde at slå rødder. Om ti år tror jeg, at kulturen vil have en meget mere væsentlig tyngde i politik, end det har i dag,” siger han. 

,

Forrige artikel DF vil flytte filmskolen og filminstituttet ud af København DF vil flytte filmskolen og filminstituttet ud af København Næste artikel Her kan du møde Altinget på Kulturmødet Mors Her kan du møde Altinget på Kulturmødet Mors