S om ulige kulturforbrug: Måske burde statsstøtten betinges af en mangfoldig brugergruppe

Tal fra Danmarks Statistik (2019) viser, at danskere med lange videregående uddannelser går dobbelt så meget på museum og i teateret, som danskere med korte uddannelser.

Ligesom de med de lange videregående uddannelser langt hyppigere går på biblioteket og tager en tur i biografen. Forskellen i danskernes kulturvaner- og forbrug er slående. Med andre ord: Den kulturelle ulighed i Danmark er stor. Alt for stor.

Hvorfor skal vi bekymre os om danskernes kulturvaner? Er der ikke andre og vigtigere former for ulighed i vores samfund at gøre op med?

Sådan kunne nogle måske fristes til at spørge. Men den store ulighed i danskernes kulturvaner er et stort tab for den enkelte og udfordrer vores fællesskab og sammenhængskraft.

Kulturrigdom giver muligheder og forståelse

Kulturen åbner verden for os. Den giver os stof til eftertanke, indsigt i andre måder at opleve verden på, et tredje fælles at mødes om og gode oplevelser, som vi kan tage med os videre i rygsækken.

Når vi går i teateret eller på museum, så lærer vi at afkode og fortolke kulturen og kunsten, men også den verden den viser. Når kulturen holder et spejl op, der giver et nyt billede af os selv, vores samfund og verden, udvides horisonten. Det giver os kulturel og social kapital, som vi kan tage med os videre i livet.

Det gør os ikke rigere i kroner og øre at tage i biografen. Men det gør os rigere på den kulturelle og sociale konto.

Med en stor kulturel kapital, kan man begå sig i langt flere sammenhænge i livet og blive klogere på, hvem man selv er og gerne vil være. Ligesom man kan lære at afkode kunsten, så man kan få store oplevelser, udvide sit perspektiv og få saft og kraft til livet.

Den kulturelle kapital giver dig så at sige flere tangenter at spille på i livet, hvor en begrænset kulturel kapital er som at være pianist med et halvt klaver.

Derfor er uligheden i vores kulturforbrug ikke bare uretfærdig, fordi den ufaglærte betaler til akademikerens tur i Operaen. Den er også uretfærdig, fordi det skaber ulighed i vores muligheder.

Relevant og målrettet kulturstøtte

Heldigvis putter staten hvert år mange penge i det danske kulturliv. Men i dag bliver det jo nærmest en slags omvendt Robin Hood, når statens penge til kultur i vid udstrækning kun kommer dem med en lang uddannelse til gode.

Det er et reelt problem. Et problem, som giver mig lyst til at spørge, om statens kulturstøtte måske burde være betinget af en mangfoldig brugergruppe?

Heldigvis er der i dag et større fokus på, hvem der bruger og ikke bruger kulturen. For eksempel begyndte man i Den Nationale Brugerundersøgelse for Museer fra 2018 at interessere sig for museernes "ikke-brugere".

Det vil sige de fire ud af ti danskere, som ikke har besøgt et museum i løbet af de seneste to år eller mere. Det er mange danskere, som ikke får gavn eller glæde af museernes mange og forskelligartede tilbud.

Hvis nogen var i tvivl om kulturlivets værdi før coronapandemien tvang sektoren på stand by, så kan der ikke herske megen tvivl nu.

Kasper Sand Kjær
MF og kultur- og medieordfører (S)

Billedet af museernes brugere har i mange år været velkendt. Det er mest blandt kvinder og ældre med en lang videregående uddannelse, at museerne er populære. Mens det er langt sværere at få særligt vores unge med en kortere eller ingen uddannelse med. Og det er måske ikke så underligt, når museerne hidtil ikke har kendt meget til sine ikke-brugere.

Med en sådan undersøgelse kan vi rejse det vigtige spørgsmål om, hvordan museerne bedst kan lave relevante og gode tilbud til ikke-brugerne? Hvad interesserer de sig for? Hvad er barriererne? Hvad synes de bedst om, og hvad bryder de sig ikke om?

På den måde kan vi komme et godt svar nærmere. Og dét er der i den grad brug for. For landets kulturinstitutioner kan ikke lave relevante og interessante tilbud til alle danskere, hvis de kun interesserer sig for dem, som allerede bruger deres tilbud.

Tilbud i både bredde og dybde

Heldigvis gør mange af landets kulturinstitutioner allerede meget for at tiltrække flere målgrupper. Det skal vi bifalde. Ligesom vi fortsat skal insistere på, at kulturlivet er for alle danskere.

Det handler både om at have en vis bredde i tilbuddene, der er interessante for en bred målgruppe. Som for eksempel musicals på Det Kongelige Teater.

Men det handler også om dybden, om at have nichetilbud, som taler særligt til bestemte målgrupper. For man kan nok ikke i en enkelt forestilling eller udstilling favne både den 80-årige kvinde fra Hellerup og den 14-årige knægt fra Ballerup. Der skal være noget for alle, men det behøver ikke være det samme.

Hvis nogen var i tvivl om kulturlivets værdi, før coronapandemien tvang sektoren på stand by, så kan der ikke herske megen tvivl nu. Kulturlivet skaber glæde, knytter os sammen og giver os store oplevelser.

Derfor skal kulturen naturligvis være for os alle. Uanset postnummer, alder og uddannelsesbaggrund. For nogle – ligesom jeg selv – står opera eller idéen om at lære et instrument ikke skrevet i kortene. Derfor skal vi bane vejen for flere til at få øjnene op for kulturlivets mange forskellige tilbud.