Scenekunstaktører: Disse fem tiltag bør være en del af den kommende scenekunstreform

Forhandlingerne om reformen rummer derfor mange rigtige visioner for den fremtidige scenekunst, men hvis denne udvikling skal være bæredygtig, må vi også turde se på virkeligheden bag scenen.

Kunstnerisk udvikling og socioøkonomisk bæredygtighed

Som fagforeninger for kunstnere og designere på tværs af teater, film, tv og udstillingsområdet er vores vigtigste opgave at sikre ordentlige arbejdsvilkår.

Det er en forudsætning for, at kunsten kan udvikle sig og fastholde talent. Og det er forudsætningen for, at forestillingerne bliver attraktive for publikum.

De statslige rammer matcher ikke den virkelighed, kunstnerne arbejder under.

Carsten Burke Kristensen og Lene Skytt
Hhv. forperson for Danske Scenografer og forperson for Danske Sceneinstruktører

Kunstbranchen er kendetegnet ved, at arbejdsgivere og arbejdstagere ofte deler de samme mål: At skabe, inspirere og udbrede kunsten – også selvom økonomien er skrøbelig.

Men alt for ofte overskygger ambitionen om at skabe nyt de barske realiteter bag kulisserne.

Derfor skal politikerne i den kommende scenekunstreform tænke kunstnerisk udvikling sammen med social og økonomisk bæredygtighed.

Scenekunstområdet adskiller sig markant fra andre brancher. Her finder man en overrepræsentation af atypiske ansatte, kortvarige ansættelser, få overenskomster – og dermed mangel på de grundlæggende rettigheder, som de fleste andre lønmodtagere tager for givet.

Selv landets store teatre, herunder også Det Kongelige Teater, tilbyder eksempelvis ikke pension til en scenograf og instruktør, og efteruddannelse betales af egen lomme i både gebyr og tid.

De statslige rammer matcher ikke nødvendigvis den virkelighed, kunstnerne arbejder under – og det må ændres.

Samtidig er scenekunsten gennemsyret af underfinansiering. De mange teatre og kompagnier – især i det frie felt – får ikke tilskud i et omfang, der muliggør ansvarlig produktion.

Resultatet er urealistiske tidsplaner, pressede budgetter og urimelige arbejdsvilkår for de mennesker, der faktisk skaber kunsten. Når løn- og arbejdsforhold halter, går det i sidste ende ud over kvalitet, fornyelse og kunstnerisk mod.

Hjørnesten i reformen

Derfor bør scenekunstreformen indeholde konkrete tiltag, som sikrer bæredygtige arbejdsforhold i praksis.

Kunstens kvalitet afhænger af de mennesker, der skaber den.

Carsten Burke Kristensen og Lene Skytt
Hhv. forperson for Danske Scenografer og forperson for Danske Sceneinstruktører

• Minimumsgaranti: Indfør et forhøjet minimumstilskud til de mindste grupper og kompagnier, så de kan planlægge langsigtet og sikre ordnede forhold – dog fortsat med øvrig respekt for det generelle politiske armslængdeprincip i udvalgets virke.
• Krav om ordnede forhold: Støtte bør kun udbetales, hvis projekter kan dokumentere løn- og arbejdsvilkår i overensstemmelse med overenskomster og branchepraksis. Hvor sådanne aftaler ikke findes, bør de etableres – den danske model gælder også i kulturlivet.
• Efter- og videreuddannelse: Øremærk en del af udviklingsmidlerne til kompetenceudvikling – eksempelvis i bæredygtighed, digitalisering og arbejdsmiljø. Filmbranchen har allerede en velfungerende model via DFI, som kan inspirere.
• Kompetencekrav til ledelser og bestyrelser: Teatre og institutioner bør have ledere og bestyrelsesmedlemmer med relevant uddannelse i både ledelse og bestyrelsesarbejde.
• Styrkelse af administrationen: Afsæt midler til administrative ressourcer, så institutionerne kan sikre ordentlig planlægning, økonomistyring og arbejdsmiljø – som skal komme alle typer af ansatte til gode, også den atypiske.

Kunstens kvalitet afhænger af de mennesker, der skaber den.

Derfor bør bæredygtige arbejdsvilkår være en hjørnesten i scenekunstreformen – ikke som et bilag, men som et bærende princip.