Bliv abonnent
Annonce
Debat

Dansk Metal: Danmark skal vinde det politiske søslag om produktionen af forsvarsskibe

Hvis politikerne lader den første række skibe bygge i udlandet, så taber Danmark både hovedopgaven og givetvis også en lang række hjemlige underleverandører. Byg da i stedet skibene her i Danmark og få udenlandsk hjælp sejlet ind, hvor det behøves, skriver Johan Moesgaard Andersen, EU-chef, Dansk Metal.
Hvis politikerne lader den første række skibe bygge i udlandet, så taber Danmark både hovedopgaven og givetvis også en lang række hjemlige underleverandører. Byg da i stedet skibene her i Danmark og få udenlandsk hjælp sejlet ind, hvor det behøves, skriver Johan Moesgaard Andersen, EU-chef, Dansk Metal.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
7. oktober 2025 kl. 03.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Det var i 1949 eller cirka deromkring..." Sådan begynder Kim Larsens legendariske sang om det gamle hospitalsskib Jutlandia, der blev bygget på Nakskov Skibsværft.

Byg skibene her i Danmark og få udenlandsk hjælp sejlet ind, hvor det behøves

Johan Moesgaard Andersen
EU-chef, Dansk Metal

Men når man lytter til debatten om Danmarks kommende forsvarsskibe, får man nærmest indtrykket af, at skibsbygning i Danmark også er gammel nostalgi, ligesom sangen om Jutlandia. Intet kunne være mere forkert.

Lige nu forhandler Folketinget om indkøb af fregatter. Rygterne går på, at vægtige kræfter vil sende produktionen til udlandet. Det er desværre en farlig vej at gå – og det er der mindst tre gode grunde til.

For det første bliver forsyningssikkerhed helt afgørende for Danmark i fremtiden. Danmark såvel som Europa har været for afhængige af fremmede magter. Derfor har vores nabolande som Tyskland, Sverige og Norge for længst indset behovet for at placere militære ordrer hos hjemlige leverandører.

I Danmark kommer vi selvfølgelig aldrig til selv at bygge hverken kampvogne eller kampfly. Der må vi læne os op ad gode allierede. Men hele vejen ud til kajkanten i produktionsdanmark har virksomheder og aktører med stor ekspertise meldt sig klar til at bygge skibe til Forsvaret.

Læs også

Dansk styrkeposition

Lige præcis her har Danmark en styrkeposition, hvor erhvervsudvikling og forsyningssikkerhed kan gå hånd i hånd. Den mulighed må politikerne ikke lade drukne.

Lad ikke opgaven og de mange gode arbejdspladser fordufte

Johan Moesgaard Andersen
EU-chef, Dansk Metal

For det andet er der gode danske arbejdspladser på spil. Det forlyder, at beslutningstagere har bragt lande lige fra Sydkorea til Storbritannien i spil til bygning af skibene. Angiveligt fordi Danmark ikke selv kan bygge skibene fuldt ud.

Men her er verden ingenlunde sort-hvid. På et amerikansk produceret kampfly er der eksempelvis også danske komponenter. Samme logik vil gælde danskbyggede fregatter. Her får vi også brug for gode udenlandske partnere til eksempelvis våbensystemer.

Men hvis politikerne lader den første række skibe bygge i udlandet, så taber Danmark både hovedopgaven og givetvis også en lang række hjemlige underleverandører. Byg da i stedet skibene her i Danmark og få udenlandsk hjælp sejlet ind, hvor det behøves. Men start ikke på udebane – lad ikke opgaven og de mange gode arbejdspladser fordufte.

Læs også

Den folkelige opbakning

Endelig handler det også om danskernes langsigtede opbakning til oprustningen. Hvis danskerne kan se, at alle vores skattemilliarder bliver sejlet til udlandet, så kommer der muligvis en dag, hvor opbakningen til den helt nødvendige oprustning bliver svækket.

Kan danskerne derimod se, at forsvarspolitikken gavner det omgivende samfund og sikrer aktivitet, arbejdspladser og udvikling i Danmark, så holder opbakningen nok lidt længere. Danskerne ved jo godt, at Jutlandia er fortid. Men vi ved også, at vi har innovative virksomheder og dygtige medarbejdere.

At vi flere gange er kåret som verdens mest konkurrencedygtige land og er blandt verdens bedste til at bruge ny teknologi. Vil vi virkelig hejse det hvide flag, give helt op i det politiske søslag og sende endnu en militær ordre til udlandet?

Læs også

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce

Nyhedsoverblik




Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026