Grønt lys fra Parlamentet baner vej for nye EU-chefer 1. december

Opdateret 20. november
BRUXELLES: Nu kan formand for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen snart ånde lettet op.
Alle 26 kandidater til hendes nye kommissærhold har begivet sig ind i løvens hule hos europaparlamentarikerne og ser nu ud til at være sluppet levende derfra igen.
Syv kandidater fik ellers lov til at vente over en uge på pinebænken uden at vide, om de var dumpet eller bestået deres eksamen foran de europæiske folkevalgte.
Men efter lange politiske forhandlinger indgik partierne på Europa-Parlamentets politiske midte onsdag en aftale om at vende tommelfingeren opad til de sidste håbefulde toppolitikere.
Det betyder, at der tegner sig et flertal for at godkende de 27 EU-kommissærer, inklusive danske Dan Jørgensen (S) som energi- og boligkommissær, når den nye Kommission i sin helhed kommer til afstemning blandt de 720 parlamentarikere i næste uge.
Sker det, kan Dan Jørgensen og hans kolleger tiltræde 1. december.
Det glæder næstformand i Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose (S).
"Klimaforandringer, migration, sikkerhed og konkurrenceevnen kalder på EU's opmærksomhed. Derfor er det en lettelse, at vi nu har en aftale om bred opbakning til den nye EU-Kommission. EU har brug for en ledelse, så folks problemer og vores fælles sikkerhed kan blive løst," siger hun.
Langtrukken gidselaffære
Aftalen er faldet på plads efter intense forhandlinger mellem de tre grupper på Parlamentets midte, konservative EPP, liberale Renew og socialdemokratiske S&D.
Tre kandidater har været centrum for magtkampen mellem de politiske fløje, nærmere bestemt Italiens Raffaele Fitto, Spaniens Teresa Ribera og Ungarns Olivér Várhelyi.
Balladen tog fart, efter Várhelyi, der skal have ansvar for sundhed og dyrevelfærd, ikke umiddelbart bestod sin tre timer lange eksamen foran de europæiske folkevalgte, blandt andet på grund af sin skepsis over for retten til abort.
Derefter gjorde de liberale i Renew-gruppen og partierne på Parlamentets venstrefløj klart, at de heller ikke kunne acceptere, at Raffaele Fitto fra det højrenationale Italiens Brødre skulle have en fornem næstformandspost.
De fik den store konservative gruppe, EPP, til at svare igen ved at tage sit eget gidsel, nemlig den spanske socialdemokrat Teresa Ribera, der er udset som næstkommanderende under von der Leyen med ansvar for konkurrence og grøn omstilling.
Påskuddet var, at Teresa Ribera som vicepremierminister og minister for grøn omstilling i den spanske regering først skulle forklare sig over for det spanske parlament i kølvandet på de ødelæggende og dødelige oversvømmelser i Valencia, der har kostet 220 mennesker livet. Det gjorde hun onsdag.
Derefter kunne de to sydeuropæiske kandidater se sig selv reddet på målstregen i en politisk studehandel, der fik dem begge godkendt. Ungarske Várhelyi måtte til gengæld vinke farvel til at få ansvar for reproduktive rettigheder for at slippe igennem Parlamentets nåleøje. Det, samt ansvaret for EU's nye kriseberedskabsagentur, HERA, placeres i stedet for hos den belgiske kommissær for kriseberedskab og ligestilling, Hadja Lahbib.
Det er første gang i over 20 år, at EU-parlamentarikerne ikke har tvunget en ny EU-Kommission til at skifte ud på stolerækkerne under afhøringerne af de kommende kommissær. I 2019 blev hele tre kommissærer skiftet ud.
En børnehave
Leder af SF's delegation i Europa-Parlamentet, Kira Marie Peter-Hansen, glæder sig over, at der bliver justeret på den nye sundhedskommissærs portefølje, men hun er frustreret over det, som hun mener er et meget uskønt forløb.
"Vi synes, det har været en utrolig rodet proces, hvor store dele af Parlamentet har opført sig som en børnehave, der hellere vil diskutere spansk indenrigspolitik eller vise deres magtmuskler end reelt sikre et manøvredygtigt flertal i Parlamentet," lyder det fra SF'eren.
Onsdag aften fik de syv kommissærer på pinebænken deres officielle godkendelser af de udvalg, som har haft dem til eksamen.
Dermed er vejen banet for, at europaparlamentarikerne kan stemme om den nye EU-Kommission i sin helhed. Det vil ske ved Parlamentets samling i Strasbourg næste uge.
Følg alle kommissærkandidaternes vej til Europa-Parlamentets godkendelse nedenfor.
Hvis du oplever problemer med at se grafikken, kan det muligvis løses ved at genindlæse siden.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer

Ursula von der Leyen
Formand, EU-Kommissionen, fhv. forsvarsminister, Tyskland (CDU)

Dan Jørgensen
Kommissær for energi og boligpolitik, EU-Kommissionen, fhv. minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)

Raffaele Fitto
Ledende næstformand for samhørighedspolitik og reformer, EU-Kommissionen, minister for europæiske anliggender, Italien
























