Orlogskaptajn: Hybride angreb mod Danmark er blevet hverdagskost. Derfor skal data samles ét sted

Ingen datakilde kan stå alene 

I dag har vi allerede masser af gode data; havområdet overvåges eksempelvis af adskillige militær-maritime instanser, og alle større skibe indberetter selv deres ruteplan og formål til en såkaldt Vessel Traffic Service.

Der findes desuden flere uudnyttede, potentielle datakilder, som Danmark med fordel kan aktivere; eksempelvis observationer fra civile lystbådssejlere og privatejede undervandskabler, der kan udstyres med sensorer. 

Med andre ord: data har vi – men så længe de er spredt for alle vinde, er de kun en brøkdel af deres fulde potentiale værd; skibsførere kan lyve eller undlade at indberette deres aktiviteter. Undervandssensorer kan registrere aktivitet, men ikke altid fastslå kilden. Og militære droner og personel kan ikke være overalt på én gang. 

Uden en overordnet strategi for datadeling risikerer vi blot at tilføje flere enkeltstående brikker til et allerede fragmenteret puslespil.

Lasse Krabbesmark
Product Manager i Systematic og Orlogskaptajn af Reserven

Flådeplanen fremhæver autonome og ubemandede enheder samt overvågning af kritisk undersøisk infrastruktur, men deres fulde potentiale kan først realiseres, hvis data fra disse systemer samles og analyseres ét sted.

Uden en overordnet strategi for datadeling risikerer vi blot at tilføje flere enkeltstående brikker til et allerede fragmenteret puslespil. 

Sammenholder man derimod alle oplysninger ét sted, får man pludselig et yderst nøjagtigt og velunderbygget situationsoverblik, der gør os i stand til at identificere potentielle skadevoldere, før de får ødelagt noget – og reagere hurtigt og proportionelt med situationen.

Det kræver bedre overvågning, stærkere digitale værktøjer og et hidtil uset samarbejde mellem myndigheder og private og civile aktører. 

Andre lande har lugtet lunten 

I New Zealand har man for længst indset alvoren. Her deles offshore-selskabers overvågningsdata i realtid med forsvaret som en integreret del af den maritime overvågning. Også andre lande, herunder Australien, Storbritannien, USA, Polen og Norge, har taget skridt i samme retning – i Polen indgår nye havvindmølleparker for eksempel i et koordineret overvågningssystem. 

I Danmark har vi ikke tilsvarende lovgivning. Som konsekvens deraf står vi sårbart på hjemmefronten, omgivet af farvande med stor aktivitet. 

Derfor skal vi handle nu. 

Fire kritiske skridt

1. Lovpligtig sensorovervågning: Alle ejere/operatører af kritisk infrastruktur - fra elnet og telekommunikation til havvindmøller og datacentre – skal installere relevante sensorer og overvågningssystemer efter standarder fastsat af Forsvaret.
2. Sektoransvar samlet ét sted: Forsvaret skal have det entydige ansvar for at overvåge og beskytte kritisk infrastruktur. Med Danmarks nuværende model risikerer ansvaret at falde ned mellem to stole. 
3. Ressourcer til opgaven: Moderne dataanalyse, kunstig intelligens og avanceret mønstergenkendelse er nødvendig for at omsætte rå data til handlingsorienteret efterretning.
4. Civilsamfundets rolle: Styrk initiativer, hvor almindelige borgere kan bidrage til overvågningen.  

Vores sikkerhed er for vigtig til, at vi kan fortsætte med et fragmenteret system. Den største fejl, vi kan begå, er at tro, at spredte indsatser kan beskytte Danmark.

Et moderne forsvar handler om at sikre hele samfundet mod både konventionelle og ukonventionelle angreb. Det kræver sammenhængende data, klart defineret ansvar og mod til at lovgive. 

Forsvar handler om mere end kampvogne, fly og fregatter. Det handler om at have de rette oplysninger og situationsoverblik, så vi kan træffe de bedste beslutninger hurtigt. 

Det danske forsvar skal være stærkt – men det skal også være klogt.