Debat

Friluftsrådet: Kritik af Naturstyrelsen er helt urimelig

DEBAT: I debatten om, hvad vi skal med vores fælles natur, er det helt afgørende, at danskernes muligheder for at dyrke forskellige friluftsinteresser ikke overses, men tænkes med fra starten. Debatten har behov for mere viden om, hvordan vi får mest natur for pengene, mener Friluftsrådets formand.

Naturstyrelsen skal skabe sunde rammer for befolkningens friluftsliv og mulighed for at komme ud og være aktive, mener Niels-Christian Levin Hansen. 
Naturstyrelsen skal skabe sunde rammer for befolkningens friluftsliv og mulighed for at komme ud og være aktive, mener Niels-Christian Levin Hansen. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø / Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels-Christian Levin Hansen
Formand for Friluftsrådet

Naturbeskyttelsesloven sidestiller friluftsliv og naturbeskyttelse, og formålet med Naturstyrelsen er både at varetage naturbeskyttelse og fremme friluftslivet.

Niels-Christian Levin Hansen
Formand for Friluftsrådet

En række store og små grønne organisationer er gået sammen om et partsindlæg i debatten om, hvordan Naturstyrelsen skal forvalte vores fælles natur.

Det er en vigtig debat, og det er vigtigt, at den foregår på et sagligt grundlag. Debatten skal fokusere på det formål, der skal opfyldes, og hvordan vi bedst opnår det. Og der er det sådan, at Naturbeskyttelsesloven sidestiller friluftsliv og naturbeskyttelse, og formålet med Naturstyrelsen er både at varetage naturbeskyttelse og fremme friluftslivet.

Indhegning af natur er ikke eneste vej frem
Ingen tvivl om, at vi skal have en rigere natur og øge artsrigdommen på statens arealer. Det bakker vi op om. Så ja tak til rigere natur! Hegning og græssere er blevet det helt store quick fix i naturdebatten, men vi ved faktisk ikke, om det er den løsning, der giver mest natur for pengene.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Vi ved heller ikke, om der er utilsigtede konsekvenser for folks friluftsliv. Hegning kan være en ud af flere løsninger til at få en rigere natur, men før vi ved mere, giver det ingen mening at rulle den løsning ud over alle arealerne.

Sådan en beslutning skal træffes på et evidensbaseret grundlag, så vi gør det rigtige for naturen, men også i forhold til den rekreative brug af områderne. Derfor hejser vi det røde advarselsflag, indtil vi ved mere om negative konsekvenser for friluftslivet – for eksempel konsekvenserne af frygt for de store dyr, konflikter mellem ridende og udsatte heste og så videre.

Plads til alle
Vi skal huske, at det er vores fælles natur, og den skal være tilgængelig for de mange mennesker med forskellige friluftsinteresser. Det skal være nemt for alle at komme ud og bruge naturen i hverdag og ferier.

Naturen skal ind under huden på alle mennesker, og vi skal alle sammen have et forhold til den. Friluftslivet er efterspurgt bredt i befolkningen. Derfor skal det tænkes ind fra starten, så vi finder plads til alle interesser – ikke kun dem, der bruger naturen på en bestemt måde – eller synes, at vi slet ikke skal kunne bruge den.

Det er netop den opgave, Naturstyrelsen skal løse: at skabe rammer for befolkningens friluftsliv og mulighed for at komme ud og være aktive. Det nyder vi alle godt af. Statens naturarealer, som er vores fælles naturarealer, er så afgjort de mest populære områder for friluftslivet. Der skal være plads til de forskellige former for friluftsliv, danskerne dyrker, i den natur, som Naturstyrelsen forvalter.

Friluftsliv er en samfundsopgave
Kritikken af Naturstyrelsens forvaltning og faglighed er efter min mening helt urimelig. Styrelsen er sat til at varetage en opgave ud fra nogle politiske rammer, og dem kan vi godt diskutere. Men vi kan ikke kritisere dem for at løse en politisk bunden opgave.

Men et ja herfra til, at Naturstyrelsens aktiviteter ikke bør finansieres af det, de selv kan tjene. Sådan fungerer det heller ikke for andre styrelser.

Naturstyrelsen løfter en vigtig samfundsopgave, og det skal vi som samfund prioritere: En natur med rigtig gode adgangsmuligheder og en uundværlig arena for millioner af danskeres aktive friluftsliv – ja, det er ikke bare værd at prioritere, men også en rigtig god investering, der giver større opbakning til natur og miljøindsatser og befolkningens sundhed og livskvalitet som afkast.

Derfor er der også en fælles forpligtelse til at sikre både vidensgrundlaget og bredden i de interesser, der er, i brugen af vores fælles natur.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels-Christian Levin Hansen

Militærrådgiver, Danmarks faste mission ved OSCE - Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa
officer

0:000:00