Læsø: Naturplejen er en uoverkommelig økonomisk opgave

DEBAT: I Læsø Kommune udgør §3-arealer cirka 30 procent af det samlede landareal. Som landets mindste kommune er det en uoverkommelig økonomisk opgave at tilse naturpleje til de store arealer, skriver Jens Morten Hansen (V).

Af Jens Morten Hansen (V)
Fhv. statsgeolog og direktør for Forskningsstyrelsen, medlem af Læsø kommunalbestyrelse og formand for Udvalget for Læsøs Natur og Landskab

Naturbeskyttelseslovens §3 er en ’hellig gral’ i dansk naturforvaltning. Bestemmelsen fastslår, at ”der ikke må foretages ændringer” af tilstanden i heder, moser, strandenge, klitter, søer og en række andre naturtyper. 

I lyset af naturens generelle tilstand lyder det jo vældig fremsynet, men har i praksis vist sig at være et både juridisk, økonomisk og naturvidenskabeligt misfoster i Danmarks mest naturbeskyttede kommune. Ikke fordi, der er noget galt med intentionerne, men fordi ”naturen er ligeglad”, således som naturfilosoffer og litterater udtrykte det i en bog af samme navn fra Syddansk Universitet.

Naturen gør, som den vil, og ikke som biologerne og lovgiverne ønsker. Tankevækkende, at denne opsang skulle komme fra humanister.

En uoverkommelig økonomisk opgave
Her i Læsø Kommune udgør de udlagte §3-arealer cirka 30 procent af det samlede landareal. Ingen anden kommune har tilnærmelsesvist så stor andel af §3-arealer, hvortil kommer et lige så stort skovareal. Det er både vi 1.800 ’indfødte’ skattebetalere og øens 1.000 sommerhusfamilier samt 100.000 turister selvfølgelig glade for. Det er en hovedbegrundelse for, at vi er her.

Men når man lægger de betydelige deciderede naturfredninger, fuglereservater og Natura2000-arealer oven i, er det en helt uoverkommelig økonomisk opgave for kommunen at gøre, hvad den skal. Og hvad den derudover burde, er en by i Rusland.

Op til kommunalreformen i 2007 løftede Nordjyllands Amt disse opgaver, men med reformen blev opgaverne overført til kommunerne uden hensyn til, hvor mange skatteydere, de har til at klare naturplejens økonomi. Der er derfor et grelt misforhold mellem kommunernes befolkningstal og størrelsen af de plejekrævende naturarealer. De tyndt befolkede egne kommer uvilkårligt i klemme. Især Læsø – landets mindste og af skatteydere også landets tyndest befolkede kommune.

I praksis får det nærmest groteske konsekvenser, for eksempel ved at byer som Aalborg og Aarhus har en naturpleje, der ligger på et ganske andet niveau end her, og ved for eksempel at have besøgscentre og andre formidlingstiltag for naturarealer, der hverken i areal/befolkningstal-forholdet eller i international status kommer i nærheden af Læsøs natur.

§3-arealerne skrumper
Naturbeskyttelseloven trådte i kraft i 1992 og bygger på den endnu dengang fremherskende opfattelse blandt naturfrederne: Når bare bønder, entreprenører og andre mennesker ville holde sig væk, ville naturen forblive, som den var i 1992.

Kort tid efter kom så den erkendelse til også biologer og fredere, at naturen er dynamisk, og at ingen naturtilstand er varig: Ethvert areals natur vil langsomt, men sikkert ændre sig fra den aktuelle tilstand mod tilstande, der har et højere trofisk niveau. Det vil sige nye tilstande i vegetationen (arter, levende biomasse), hvor der er en højere udnyttelse af den tilgængelige energi (især lyset), de tilgængelige næringssalte og mineraler og den tilgængelige plads (indvandring på hidtil uudnyttede steder såsom klitter, strande og søbunde).

I praksis betyder det, at ethvert areal, der ikke benyttes eller plejes på en eller anden måde, vil springe i skov, der er den højeste trofiske tilstand under vore himmelstrøg. Da skovarealer ikke er omfattet af §3, betyder det, at §3-arealerne konstant skrumper, når der ikke foretages naturpleje.

Lovens juridiske problem er, at §3-arealerne efterhånden springer i skov af naturlige årsager, men at tilstanden i 1992 samtidig kan hævdes at have retsgyldighed, selv om naturtypen ikke eksisterer mere det pågældende sted.

Et retligt dilemma
Et grotesk eksempel her fra øen er en nyere byggesag på et areal, der på de geodætiske kort fra 1960’erne var indtegnet som strandeng og hede, men som naturen nu havde omdannet til skov.

Kommunen gav ejeren byggetilladelse, idet man ikke havde fantasi til at forestille sig, at der kunne være tale om et beskyttet areal. Ejeren gav sig derfor til at rydde et skovareal til byggeriet. Men nu skred andre myndigheder ind, fordi arealet nu ikke mere var skov, men en af ejeren retableret hede, der således ikke måtte bebygges. Bygningen skulle med andre ord rives ned.

Naturankenævnet var af samme opfattelse og anerkendte derved, at naturarealerne efter §3 har flydende grænser, og at den, der skaber eller genskaber et §3-areal, fortaber retten til at bruge det til andet end jagt og afgræsning!

I Læsøs Udvalg for Natur og Landskab har vi forsøgt at kulegrave, hvordan retstilstanden er for de betydelige arealer, der ved lovens ikrafttræden i 1992, kunne betegnes som §3-arealer, men som nu helt overvejende er skov. Vi har ikke kunnet identificere, hvad udpegningsgrundlaget var.

De folk i det daværende Nordjyllands Amt, der sandsynligvis forestod udpegningen, erindrer det ikke, og relevante papirer har vi ikke kunnet opdrive. Både kommunen og lodsejerne står derfor i et retligt dilemma: Hvad skal eller bør kommunen, hvad må den ikke, og hvad risikerer lodsejeren, hvis han fælder et træ, og der spirer en lyngplante frem?

Find selv ud af det
Vi har ønsket at vise miljøminister Lea Wermelin (S) disse problemer, men ministeren har endnu ikke imødekommet vort ønske. Vi medgiver, at problemet kan virke uløseligt uden lovændringer, men indtil da må vi leve i det eksisterende retlige limbo.

Men uanset det retlige limbo har kommunen pligt til at foretage naturpleje på de decideret fredede arealer. Det har kommunalbestyrelsen ved budgetforliget den 27. september afsat cirka en million kroner til, hvilket beløb naturligvis er bedre end ingenting, men som skal ses i lyset af, at det tidligere amt anvendte tre millioner kroner årligt på formålet, og at Naturstyrelsen, der ejer en meget betydelig del af øens §3-arealer, gennem de senere år har droslet betydeligt ned for aktiviteterne og har skullet afskedige de fleste medarbejdere her.

Situationen er derfor som den plejer at være siden kommunalreformen: Find selv af det!

Kommunens elendige økonomi
Landmændene har derfor oprettet en lodsejerforening, der på basis af EU’s arealtilskud og et nu udløbet EU-projekt har fået ryddet en stor del af de skove, som havde bredt sig ud over hederne og strandengene, og som efter skovrydningen kunne føres tilbage til den af lovgiverne ønskede naturtilstand og derpå anvendes til græsning for øens hastigt voksende bestand af kødkvæg, højlandskvæg, heste og får.

Et lignende initiativ var allerede taget af øens mange strandjægere, der for det første ønsker at sikre især strandengene mod tilgroning, og som for det andet – lige som landmændenes lodsejerforening – drives af EU’s arealtilskud og endvidere gennem engangsprisen for medlemsskab (jagtret) og de årlige kontingenter.

Nævnes skal også, at en lille gruppe af Læsøboerne i 1947 dannede Jagtselskabet Kærene. Formålet med selskabet var at hindre statsskovvæsenet i at opkøbe, dræne og tilplante landets i dag største hedemoseareal. Ved at købe et antal matrikler, der strakte sig gennem det seks gange tre kilometer store vådområde, kunne man hindre statsskovvæsenets planer om at dræne og dermed tilplante og ødelægge en af Danmarks fortsat ret upåagtede naturperler.

For nogle år siden blev Kærene så endelig naturfredet, hvorefter det blev op til kommunens elendige økonomi, om der var råd til at holde disse enestående vådområder og øens mange andre naturbeskyttede arealer i den ønskede tilstand.

At rejse monumenter
Om øen kan få del i de meget betydelige beløb, som regeringen ønsker at anvende på biodiversitetsnaturparker, grøn omstilling og hvad ved jeg, er ganske uklart. Landspolitikere ønsker normalt ikke at beskæftige sig med drift, men at rejse monumenter.

Men tilgroede monumenter over naturbeskyttelsesloven har vi nok af: Vi har mest og flest af mangt og meget, og vi er mindst og færrest til endnu mere, og Læsø kan betegnes som størst, længst, højst, mindst, kortest og lavest i næsten alle sammenhænge, når der måles i forhold til befolkningstallet. Det gælder, hvad enten vi taler om landskab, biodiversitet, alderssammensætning, samfærdel, kriminalitet, solskinstimer, blæst eller indtægter. Vi har ikke brug for flere monumentale rekorder, men for at kunne skaffe til driften.

Men på driften gælder som sagt omkvædet: Find selv ud af det! Og det kan vi også godt, hvis vi må og ikke hindres af den politiske nivellerings krav om, at alle kommuner skal drives på omtrent samme måde, uanset hvor fundamentalt forskellige de naturgivne, geografiske, demografiske og basale økonomiske forhold er.

Forrige artikel Concito: Usikkerhed om lavbundsjorder må ikke forhale klimaindsatsen Concito: Usikkerhed om lavbundsjorder må ikke forhale klimaindsatsen Næste artikel Heino Knudsen: Oprensning efter jordforureninger bliver en varig opgave Heino Knudsen: Oprensning efter jordforureninger bliver en varig opgave