Landbrug & Fødevarer: Frivillighed og lokal forankring virker i den grønne trepart

Stor interesse fra lodsejere

Samtidig ser vi lige nu i forbindelse med arbejdet i de lokale treparter en lang række lodsejermøder rundt om i landet.

Når kommuner og landbrugsorganisationer har inviteret, er interesserede lodsejere strømmet til, fordi de ønsker at være med til at forme det landskab, de bor i.

Hvis den store lodsejerinteresse skal omsættes til reelle forandringer, forudsætter det selvfølgelig, at de rigtige rammer er til stede.

Karen Post Bache
Afdelingsleder i Trepartsimplementering, Landbrug & Fødevarer

Store arealer bliver budt ind, og lokalt arbejdes der nu intenst med at gøre det til konkrete projekter.

Den store interesse viser, at tilgangen i den grønne trepart med fokus på lokal inddragelse og frivillighed er den helt rigtige til at drive skabelsen af fremtidens danske landskab.

De indsatser, vi nu begynder at se frugterne af, er resultatet af de tanker, vi – sammen med en række andre organisationer – gjorde os i collective impact-projektet  Fremtidens Bæredygtige landskaber.

Her har vi over en periode på otte år grundigt evalueret en række arealprojekter med henblik på at vurdere, hvad der kan skabe forandring i landskabet.

Projektet konkluderer blandt andet, at “når lodsejere kan se sig selv i projekterne, er det en god sikkerhed for fremdriften. Lokal modstand kan bremse hastigheden i forandringer mange år frem”.

Frivillighed er den rette vej 

Den modstand opstår netop, hvis man forsøger at presse noget ned over hovedet på folk, og netop derfor er en fremgangsmåde, der baserer sig på tillidsfuldt samarbejde, respekt, frivillighed, fælles viden og enighed om langsigtede løsninger den helt rette vej at gå.

Hvis den store lodsejerinteresse skal omsættes til reelle forandringer, forudsætter det selvfølgelig, at de rigtige rammer er til stede – herunder nok ressourcer til rent faktisk at realisere de mange omlægningsprojekter. Når det sker, ser vi resultater.

Vejre og Grønnegaard kritiserer tempoet i den nuværende skovrejsningsindsats, men de overser, at Danmarks skovareal er vokset markant de seneste 100 år.

Det tankesæt bygges der videre på med den nye skovordning, der netop er åbnet. Der er tale om Danmarkshistoriens største tilskud til rejsning af skov, så der er altså fuldt politisk fokus på, at hastigheden skal op.

Ordningen er ikke perfekt og vil ikke nødvendigvis lede til, at skovrejsning er interessant alle steder i Danmark, men lad os nu lige se tiden an og give de nye tiltag en chance, før at vi efterspørger nye reformer.

Frivillighed, lokal forankring og klare incitamenter kommer til at være den drivkraft, der former udviklingen af det danske landskab fremover – og det er for os at se den eneste rigtige tilgang.