Dennis Flydtkjær
 svarer 
Morten Bødskov

Dennis Flydtkjær (DF) spørger skatteministeren, Morten Bødskov, hvordan Danmark får inddrevet momsgæld i andre lange

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 137, Spørgsmål 3
Hvordan får Danmark inddrevet momsgæld i andre lange?

Svar fra torsdag den 7. maj 2020
Med lovforslaget foreslås blandt andet fastsættelse af nye momsregler for e-handel, hvor den nuværende bagatelgrænse på 80 kr. for import af varer fra tredjelande ophæves, og der indføres en fælles EU fjernsalgsgrænse på 10.000 euro. Lovforslaget ændrer ikke ved Danmarks mulighed for at inddrive momsgæld i andre lande.

Regeringens grundlæggende holdning er, at borgere og virksomheder, der har stiftet gæld til det offentlige, skal betale det skyldige beløb. Det gælder både momsgæld og alle andre gældstyper, og uanset om skyldneren er bosiddende i Danmark eller i udlandet.

Når skyldneren er bosiddende i udlandet, er der ved inddrivelsen af skyldnerens gæld til det offentlige den særlige udfordring, at inddrivelsen ofte vil kræve bistand fra myndighederne i det land, hvor skyldneren har bosat sig. Det skyldes, at Gældsstyrelsen ikke har jurisdiktion i udlandet – dvs. at der ikke kan foretages myndighedsudøvelse med virkning uden for landets grænser, herunder foretages udlæg i skyldners aktiver i udlandet.

Gældsstyrelsens egne inddrivelsesmuligheder, når en skyldner er bosat i udlandet, er at kontakte skyldneren med henblik på at opnå frivillig betaling, at modregne i en eventuel overskydende dansk skat, negativ moms eller lignende, foretage lønindeholdelse i en eventuel dansk lønindkomst eller at foretage udlæg i skyldners eventuelle aktiver her i landet. Dette forudsætter som udgangspunkt, at Gældsstyrelsen kender skyldnerens udenlandske adresse, hvilket ikke altid er tilfældet. Udlæg i aktiver her i landet kan dog foretages, selv om skyldnerens adresse er ukendt. For fremadrettet i højere grad at kende skyldneres udenlandske adresse er der som led i ønsket om at styrke inddrivelsen af gæld i udlandet med virkning fra den 1. juni 2018 indført en bødestraf for skyldnere, der har gæld under inddrivelse, og som ikke oplyser deres udenlandske adresse ved flytning fra Danmark.

Hvor frivillig betaling ikke kan opnås, vil anvendelse af tvangsinddrivelsesmidler uden for landets grænser forudsætte, at der foreligger en international aftale m.v. om gensidig bistand til inddrivelse af gæld. Med gensidig bistand til inddrivelse af gæld forstås, at staterne forpligter sig til at yde bistand med inddrivelse af de gældstyper, der er omfattet af aftalen. Der kan være tale om bilaterale aftaler (aftaler indgået mellem Danmark og én anden stat) og multilaterale aftaler (aftaler indgået mellem mindst tre og ofte flere stater, herunder Danmark).

Gældsstyrelsen oplyser, at der bl.a. foreligger følgende internationale aftaler m.v. om gensidig bistand til inddrivelse af bl.a. momsgæld:



Rådets Direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger, som giver medlemsstater i EU mulighed for at anmode hinanden om bistand til at inddrive bl.a. momsgæld.



Aftale af 1. august 2018 mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer på momsområdet, som giver Norge og medlemsstater i EU mulighed for at anmode hinanden om bistand til at inddrive momsgæld.



Aftale af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager, som giver nordiske lande (Danmark, Færøerne, Grønland, Finland, Island, Norge og Sverige) mulighed for at anmode hinanden om bistand til at inddrive bl.a. momsgæld.

Hvis Gældsstyrelsen ikke har et sådant bistandsgrundlag, f.eks. i forhold til lande uden for EU, eller hvis det land, der i henhold til et bistandsgrundlag er anmodet om inddrivelsesbistand, har meddelt ikke at ville yde bistanden eller ikke inden for en fastsat frist bekræfter at ville yde den ønskede bistand, kan Gældsstyrelsen evt. overveje muligheden for privat inkasso i det pågældende land. Gældsstyrelsen kan således træffe afgørelse om, at skyldneren skal betale de rimelige omkostninger ved udenretlig inddrivelse i udlandet via en privat inkassator, som under visse betingelser kan antages til at yde bistand til udenretlig inddrivelse af momsgælden. Herved forstås f.eks. udsendelse af påkrav til skyldneren, telefoninkasso og formidling af en afdragsordning med skyldneren. Sådanne overvæltningskrav skal dækkes forud for andre krav under inddrivelse, herunder momsgælden.

I forlængelse heraf kan det oplyses, at Gældsstyrelsen som et pilotprojekt efter udbud har indgået en aftale med et privat inkassofirma, der bistår med inddrivelsen af SU-gæld, som ikke er omfattet af de internationale aftaler om gensidig bistand om inddrivelse, og anden gæld fra skyldnere bosat i Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Island. Projektet er stadig i sin start, og de første sager er oversendt til inkassofirmaet. Afhængigt af erfaringerne fra pilotprojektet kan det overvejes at indgå nye aftaler, der omfatter andre lande og andre gældstyper, herunder momsgæld.

0:000:00