Theresa Berg Andersen
 svarer 
Mogens Jensen

Theresa Berg Andersen (SF) spørger ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling, Mogens Jensen, om de økonomiske konsekvenser af et krav om obligatorisk mærkning og registrering af katte

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 111, Spørgsmål 4
Vil ministeren redegøre for de økonomiske konsekvenser af et krav om obligatorisk mærkning og registrering af katte som foreslået med dette beslutningsforslag? Hvem forestiller ministeren sig bør stå for udførelse af kontrol, og hvilke omkostninger ville der være forbundet hermed?

Svar fra torsdag den 11. juni 2020
Jeg tolker spørgsmålet i lyset af diskussionen i Folketingssalen angående omkostninger til politiets håndhævelse af en mulig obligatorisk mærknings- og registreringsordning. Jeg har derfor forelagt spørgsmålet Justitsministeriet, som oplyser at:

”Rigspolitiet bemærker indledningsvist, at det ikke er nærmere angivet i beslutningsforslag nr. B 111, i hvilket omfang den foreslåede ordning om mærkning og registrering af katte forventes at medføre en øget indsats fra politiet.

Rigspolitiet kan på baggrund af de supplerende oplysninger fra Miljø- og Fødevareministeriet bemærke, at politiet kun vil have meget begrænsede muligheder for at opspore ejeren i tilfælde, hvor katte indleveres eller indfanges uden mærkning og registrering. Der må dog forventes et ressourceforbrug i alle sager i forbindelse med oprettelse af en sag i politiets systemer samt fremlysning af kattene via politiets hjemmeside og sociale medier med henblik på opsporing af en eventuel ejer. Det anslås, at tidsforbruget vil være ca. to timer pr. kat.

Det er oplyst i beslutningsforslaget, at antallet af indleverede katte på landets internater oversteg 11.000 katte i 2017. Det samlede ressourceforbrug til sagsoprettelse og fremlysning af katte anslås på den baggrund at ville udgøre 22.000 timer årligt svarende til ca. 17,6 årsværk. Heraf forventes ca. halvdelen at udgøre politiårsværk.

Hertil kommer ressourceforbrug til behandling af straffesager for manglende mærkning og registrering i de tilfælde, hvor det er muligt at identificere ejeren af de omhandlede katte.

Tidsforbruget til efterforskning, afhøring og udstedelse af bødeforelæg i disse sager anslås at udgøre ca. 5 timer. Det estimeres med stor usikkerhed, at der vil være 250-500 af disse sager årligt. Det samlede tidsforbrug anslås derfor til 1.250-2.500 timer svarende til ca. 1-2 årsværk. Heraf forventes ca.

2/3 at være politiårsværk.

Der er i beregningerne ikke taget højde for en mærkning- og registreringsordnings eventuelle indregnet eventuelle merudgifter hos andre myndigheder på Justitsministeriets område, herunder i anklagemyndigheden.

På baggrund af ovenstående estimeres de samlede økonomiske konsekvenser for politiet som følge af en obligatorisk mærknings- og registreringsordning for katte at være ca. 12,0-13,0 mio. kr. årligt.

Estimatet er forbundet med betydelig usikkerhed. Ressourceforbruget vurderes ikke at kunne afholdes inden for politiets nuværende økonomiske ramme.” Mogens Jensen / Paolo Drostby
0:000:00