Folkebevægelsen mod EU har uddelt træskopriser

Den internationale træskopris gik til det britiske folk, modtaget af EU-skeptiker Sir Bill Cash, mens den nationale gik til visesanger Povl Dissing.

Emil Dyrby

Folkebevægelsen mod EU uddeler hvert år såkaldte træskopriser på sit landsmøde. Træskoprisen skal symbolisere evnen til at stå fast og bliver hvert år uddelt til en eller flere personer, der har ydet en særlig indsats for EU-modstanden. 

Dette år modtog Sir Bill Cash, konservativ politiker i det engelsk parlament og kendt EU-skeptiker, den internationale træskopris på vegne af det britisk folk.

Povl Dissing, en af Danmarks mest kendte visesangere, modtog den nationale træskopris. 

BREXIT
Den internationale pris blev tildelt det britiske folk på baggrund af BREXIT-afstemningen, der af Folkebevægelsen beskrives som en af de største sejre nogensinde for EU-modstanden. 

EU-skeptiker Sir Bill Cash, der modtog prisen på vegne af det britisk folk, udtalte ifølge Folkebevægelsen mod EU: 

"Ligegyldigt hvilket parti man kommer fra, så handler Brexit om ét ord: Demokrati. Jeg har stor respekt for Danmark, som jeg har det til fælles med, at vi ikke har tænkt os at lade os blive styret af et udemokratisk system". 

En stor ære for visesangeren
Povl Dissing, der blandt andet har medvirket på flere musikalbums til støtte for Folkebevægelsen mod EU, modtog den nationale træskopris. 

"Povl Dissing har været med hele vejen. På mange måder kan man sige, at han har været en fast del af Folkebevægelsens historie – slå ned på en hvilken som helst større begivenhed i EU-modstandens historie og dér finder du ham. Altid glad og klar til at hjælpe, altid parat med opbakning og støtte. Og altid klar til at synge en sang, hvis sagen kræver det. Vi er dybt taknemmelige for den store opbakning. Sammen med dig er vi klar til næste store kamp", sagde Rina Ronja Kari, EU-parlamentsmedlem for Folkebevægelsen mod EU.

Selv sagde Povl Dissing om modtagelsen af prisen: 

"Det er en stor ære. Jeg har jo kendt til Folkebevægelsen og træskoprisen i mange år, men har aldrig selv tænkt, at jeg var værdig til den. Så jeg vil da sige, at jeg fik en klump i halsen, da jeg fik det at vide".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00