Ikke nok kun at styrke tilsynet

Hvis vi skal styrke indsatsen for de mest udsatte børn og unge, er det ikke nok at styrke tilsynet, vi skal fokusere på hele indsatsen, og stat, kommuner og anbringelsessteder må hver især påtage sig deres individuelle ansvar.

Geert Jørgensen
Direktør i LOS

Af Geert Jørgensen
Formand for Børnesagens Fællesråd og direktør i Landsforeningen for opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud (LOS)

Tilsynsreformen er en vigtig, men blot lille, del af, hvad der skal til for at sikre anbragte børn og unges ve og vel. Tilsyn alene gør det ikke, der skal ske noget hele vejen rundt om udsatte børn og unge i Danmark.

Når jeg sidder og skal skrive dette debatindlæg til Altingets socialdebat, oplever jeg et deja-vu. Har jeg ikke siddet her før, har jeg ikke tænkt de samme tanker før? Har jeg ikke hørt de samme ting, som fremkommer i debatten før?

Der udtrykkes som tidligere mange gode viljer og intentioner, men sker der virkelig noget? Får det indflydelse på udsatte børn og unges liv? Forhåbentlig.

I forbindelse med Barnets reform skrev jeg i 2009 et 32 siders debatoplæg*, hvor jeg prøvede at komme rundt om anbringelse af børn og unge. Heri opridsede jeg blandt andet ti hovedpunkter, som var vigtige for en forbedret indsats, og hvordan er det så lige gået? På nogle punkter er det gået fremad, på andre er det kun på overfladen gået fremad, og på nogle er der intet sket. Jeg vil her blot tage nogle af dem op.

Loft for antallet af sager
Når det gælder mit ønske om øgede ressourcer til forebyggelse uden nedskæringer for de anbragte børn, undrer jeg mig over, hvordan det faldende antal nyanbringelser efter kommunalreformen hænger sammen med det markant stigende antal underretninger om børn, der mistrives.

Det kan derfor ikke undre, at det for nylig af en undersøgelse fremgik, at Ankestyrelsen siden 2010 i 116 sager har vurderet, at en kommune har gjort for lidt eller været for langsom til at hjælpe et barn, der har været så udsat, at barnet skulle anbringes uden for hjemmet.

Der er hverken landspolitisk eller kommunal opbakning til at fastsætte et loft for, hvor mange sager den enkelte børnesagsbehandler må have. Begrundelsen er, at der kan være stor forskel på arbejdet i de forskellige forvaltninger, hvilket kan være fornuftigt nok.

Men så må man som minimum kræve, at den enkelte kommune opstiller nogle kriterier for, hvor mange sager det ud fra arbejdstilrettelæggelsen i den enkelte kommune er forsvarligt at have som børnesagsbehandler. Som det er nu, har vi på samme tid udmeldinger om, at sagsbehandlingen halter, at det er umuligt at overholde lovgivningen - og at sagstallet er for højt. Det er vel ikke rimeligt, at vi fortsat skal opleve medieskandaler som i Esbjerg og Rebild, før der bliver gjort noget ved det. Der er nogle børn og unge, der har betalt – og betaler – prisen.

Fokus på hele indsatsen
Det er godt med det øgede fokus på forældrestøtte i forbindelse med forebyggende tiltag, men jeg efterlyser en tilsvarende opgradering af støtten til forældrene under anbringelsen.

Der er fortsat behov for udvikling af anbringelsesstederne. Et par af de vigtigste fokuspunkter er her øget inddragelse af de anbragte børn og unge og en nedsættelse af magtanvendelse på opholdssteder og døgninstitutioner.

Og så mangler vi stadig forskning i, hvad der gør de gode tilbud gode. Vi ved godt, at det vigtigste er relationen, men vi har brug for at vide, hvad det er, der gør en forskel på de enkelte steder i forhold til de forskellige målgrupper, som stederne modtager. Vi ved, at der er nogen, som er bedre end andre, lad os da finde ud af hvorfor!

Så kort fortalt: Hvis vi skal styrke indsatsen for de mest udsatte børn og unge, er det ikke nok at styrke tilsynet, vi skal fokusere på hele indsatsen, og stat, kommuner og anbringelsessteder må hver især påtage sig deres individuelle ansvar.

*Anbringelse af børn og unge – debatoplæg i anledning af barnets reform, August 2009. http://www.los.dk/aktuelt/publikationer/Anbringelse%20-%20Barnets%20reform%20-%20GJ%20August%202009.pdf