Mindeord om fhv. generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Arne Piel Christensen (85)

Arne Piel Christensen døde tirsdag, 85 år gammel.

Han var teologistuderende og meget aktiv i Danske Kibbutz-venner, da professor Isi Foighel i 1967 opfordrede ham til at søge en stilling som generalsekretær i den lille og relativt nye organisation Dansk Flygtningehjælp. Arne Piel søgte og fik stillingen, men fik samtidig at vide, at han kun skulle regne med, at jobbet ville vare halvandet til to år.

En stor indsamlings- og oplysningskampagne ”Flygtning 66” havde givet mange penge, men man mente dog højest, de kunne strækkes i to år frem. Og så forventede man i øvrigt, at de største flygtningeproblemer ville være overstået, så Dansk Flygtningehjælp igen kunne lukke ned.

Sådan gik det som bekendt ikke. Dansk Flygtningehjælp er i dag en gigant blandt de danske humanitære organisationer. Der er 7.600 ansatte over hele verden, og der blev i 2022 brugt mere end tre milliarder kroner i arbejdet for verdens flygtninge.

Arne Piel fortsatte i Dansk Flygtningehjælp som chef i 31 år indtil 1998. Senere var han blandt andet udsendt af Udenrigsministeriet som direktør for Departementet for Demokratisering i OSCE’s mission i Kosovo.

Han var aktiv på mange fronter, men flygtningesagen var hans hjertebarn sammen med troen på, at hvis man har det rigtige moralske og politiske kompas og et tillidsfuldt samarbejde mellem stat og humanitære civilsamfundsorganisationer, så kan man klare det utrolige.

Til sin død var han bedrøvet og i et vist omfang forbitret, over at dette samarbejde er svækket, ikke mindst efter at Anders Fogh Rasmussen (V) kom til magten omkring årtusindskiftet.

I sin bog ”Danske værdier og udfordringer i en globaliseret verden” (2019) beskriver han mødet med europæiske samarbejdspartnere i det internationale flygtningesamarbejde: ”Når vi fortalte dem, hvordan vores samarbejde med myndighederne foregik uden nogen som helst form for overordnet konflikt eller grundlæggende modsætninger, var de ved at tabe både næse og mund. Det var meget langt fra deres virkelighed”.

Det tillidsfulde samarbejde var slut med Anders Fogh Rasmussens og Dansk Folkepartis angreb på Institut for Menneskerettigheder, Dansk Flygtningehjælp og en række andre civilsamfundsorganisationer. Samtidig med at Anders Fogh Rasmussen stod for en retorik som sagde, at regeringen kunne selv og ikke havde brug for at lytte til andre.

Det var efter, at Arne Piel var standset i Dansk Flygtningehjælp, men han fulgte stadig flygtningespørgsmålet tæt, og han refererede i udtalelser om det tillidsfulde samarbejde blandt andet til Flygtningehjælpens tætte samarbejde med indenrigsminister Birte Weiss (S), da Danmark i 1990’erne fik en kæmpeopgave med at modtage og integrere Balkan-flygtninge. Titlen på et af kapitlerne i Arne Piels bog lyder: ”Hvorfor være så frygtsom. Det gik jo godt med næsten 20.000 muslimer”. Integrationen af bosniske flygtninge i Danmark var en succes. Det tillidsfulde samarbejde mellem regering og civilsamfund gav rigtigt gode resultater.
 
Arne Piel talte i sine sene år om ”Det globale imperativ” og beskrev, hvordan vi danskere har en pligt til at hjælpe, blandt andet fordi vores velstand også er baseret på udnyttelse og til dels udbytning af resten af verden. Vi har samtidig som mennesker i et fredeligt land været heldige, og det giver os en pligt til at være et foregangsland, være med til at udvikle ansvarlige demokratiske samfundsmodeller og medvirke til at afværge humanitære katastrofer.

Han var lodret imod det politiske paradigmeskift, der i princippet har gjort alle opholdstilladelser for flygtninge midlertidige. Hans erfaring fortalte ham, at forudsætningen for integration - men også for flygtninges repatriering tilbage til deres oprindelige lande - er tryghed og frivillighed.

Der skal være et fremtidsperspektiv, en tro på, at en indsats kan betale sig, og valgmuligheder. Så giver livet muligheder, også nogle gange for flygtninge, for at vende tilbage. Han var ikke i tvivl om, at paradigmeskiftet har gjort det vanskeligere at skabe positiv integration.

Han stillede også det retoriske spørgsmål, om hvor langt vi så skal gå i forhold til de enorme globale udfordringer. Og han svarede selv, at der ikke er en grænse: ”Indsatserne kan give en livsbekræftende tone i vor egen hverdag, men målet må jo være at skabe lige muligheder for mennesker i alle egne af vores klode. Og der er uendelig langt igen”.

Han understregede, at vi danskere har så rigeligt med ressourcer og handlemuligheder, og han inkluderede politikerne i den vurdering. De har langt flere positive handlemuligheder, end de gør brug af. Derfor var han også dybt skuffet over mange af dem.

Arne Piel Christensen efterlader sig sin hustru, 3 børn og 7 børnebørn.

Begravelsen finder sted 12. september 2023 kl. 10 fra Vartov Kirke i København.