Foreninger: Det er ikke længere nok at behandle adhd og autisme som et psykiatrisk spørgsmål

Kollektiv fortrængning 

Det er efterhånden svært ikke at opleve den debat som en form for kollektiv fortrængning. For måske er problemet ikke, at flere får en diagnose. Måske er problemet, at vores samfund stadig bygger på forestillingen om det ensartede menneske.

Vi har i årtier bygget vores institutioner op omkring idéen om det ensartede menneske.

Et menneske, der lærer bedst gennem lange stillesiddende skoledage, som kan regulere opmærksomhed uden større vanskeligheder, navigere ubesværet i sociale fællesskaber, arbejde stabilt otte timer om dagen i åbne kontormiljøer og håndtere et stadig mere accelererende informations- og præstationspres uden at bryde sammen. Men virkeligheden er blevet langt mere kompleks end den forestilling.

Måske er problemet, at vores samfund stadig bygger på forestillingen om det ensartede menneske.

Camilla Louise Ganzhorn og Karina Bundgaard
Direktør, Adhd-foreningen og formand, Autismeforeningen

Det mærkes først hos børnene. Ikke fordi børn er blevet svagere, men fordi flere børn tydeligvis ikke kan eksistere i de rammer, vi tilbyder dem, uden at betale en høj pris.

Vi ser børn, der allerede tidligt udvikler massiv mistrivsel, skolevægring, angst eller udmattelse. Vi ser unge mennesker falde ud af uddannelsessystemet, selv om de ofte både er intelligente, kreative og ressourcestærke.

Og vi ser voksne, der først sent i livet får en forklaring på årtiers oplevelse af at være forkerte, utilstrækkelige eller konstant bagud i forhold til omgivelsernes forventninger.

Mange af de voksne, der i dag bliver diagnosticeret, har levet hele livet uden hjælp eller forståelse. De har gennemført uddannelser på bekostning af deres mentale helbred.

De har kæmpet sig gennem arbejdsliv og familieliv med stress, depressioner, udbrændthed eller selvbebrejdelser som faste ledsagere. Diagnosen skaber dem ikke. Den synliggør dem.

Systemet har fejlet

Det burde i virkeligheden være en samfundsmæssig anledning til eftertanke.

For når så mange mennesker først bliver set sent i livet, siger det noget om, hvor længe vores systemer har været ude af stand til at genkende mennesker, der falder uden for forestillingen om det normale menneske.

Samtidig vokser presset på hele hjælpelandskabet eksplosivt.

Psykiatrien er overbelastet. Ventelisterne stiger. Kommuner kæmper med økonomi og kompetencer. Familier står ofte alene med massive belastninger. Skoler og uddannelser mangler ressourcer og specialiseret viden, mens arbejdsmarkedet stadig mange steder er præget af en forestilling om, at trivsel først og fremmest er den enkeltes ansvar.

Det er ikke længere tilstrækkeligt at behandle adhd og autisme som et snævert psykiatrisk spørgsmål.  

Camilla Louise Ganzhorn og Karina Bundgaard
Direktør, Adhd-foreningen og formand, Autismeforeningen

Det paradoksale er, at samfundet stadig ofte reagerer på udviklingen med mistænksomhed frem for nysgerrighed.

Som om diagnoserne i sig selv er problemet. Som om det ville være mere acceptabelt, hvis mennesker fortsat gik rundt med stress, misbrug, depression, nederlagsfølelser eller oplevelsen af grundlæggende ikke at kunne finde fodfæste i livet, så længe de ikke havde fået et navn for det.

Men diagnoser forsvinder ikke, fordi vi problematiserer dem. Mennesker bliver ikke mindre eksisterende af, at samfundet er trætte af at høre om dem.

Ikke plads til mennesket

Tværtimod peger udviklingen på, at vi står midt i et opgør med meget grundlæggende forestillinger om menneskelig variation. Måske er det ikke menneskerne, der i stigende grad afviger fra samfundet. Måske er det samfundets rammer, der i stigende grad afviger fra menneskers måde at fungere på.

Det er derfor heller ikke længere tilstrækkeligt at behandle adhd og autisme som et snævert psykiatrisk spørgsmål.

Det handler i lige så høj grad om uddannelsespolitik, arbejdsmarked, socialpolitik, sundhed, familieliv og menneskesyn.

Det handler om, hvorvidt vi er villige til at skabe et samfund, der kan rumme reel menneskelig forskellighed, eller om vi fortsat vil bruge enorme kræfter på at presse mennesker ind i standardiserede systemer, som stadig færre reelt passer ind i.

For virkeligheden har allerede flyttet sig. Spørgsmålet er, om samfundet tør gøre det samme.