Socialordfører: Regeringens kommende værdighedsreform er almissepolitik

Man har fundet ud af, at omkring 12.000 borgere tilhører denne ”mest-udsatte” kategori. Jovist, det er et skridt i den rigtige retning, men at kalde det banebrydende eller visionært er spin af værste skuffe.

Systemets krav til udsatte 

Grundlæggende blev princippet om statens ansvar for at hjælpe dem, der ikke kan forsørge sig selv, skrevet ind i Junigrundloven af 1849, hvor paragraf 89 (i dag paragraf 75) slår fast, at "den, der ikke kan forsørge sig selv eller sine, er berettiget til hjælp fra det offentlige".

Allerede dengang gjorde man det dog klart, at denne hjælp kunne have en social slagside – man skulle ikke nyde borgerlige rettigheder på lige fod, hvis man modtog fattighjælp. Altså: Hvis man ikke kan forsørge sig selv, er man en andenrangs-borger.

At give mennesker værdighed og hjælp uden ydmygelse bør være fundamentet i ethvert civiliseret samfund. 

Karin Liltorp (ALT)
MF

I det 20. århundrede blev denne tanke dog pakket ind i velfærdssprogets varme retorik. Men virkeligheden ændrede sig ikke meget for dem, som havde allermest brug for systemet.

Den moderne version af "ret og pligt"-filosofien blev især indført og udbygget i løbet af 1990’erne. Her var det blandt andet under Socialdemokratiets ledelse med Nyrup-regeringen, at begrebet "aktivering" og "at stå til rådighed for arbejdsmarkedet" for alvor blev gjort til betingelse for at modtage ydelser. En tilgang, som senere regeringer har videreført og forstærket – på tværs af rød og blå blok.

Systemet udviklede sig til en maskine, der møder udsatte borgere med krav, de ikke kan honorere, uanset hvor meget de prøver.

Mennesker med handicap, alvorlige sygdomme, psykiske lidelser, misbrug eller hjemløshed har i årtier skullet leve op til arbejdsmarkedets krav, som om de var gennemsnitlige fuldt funktionsdygtige borgere.

Værdighedsreformen er ikke noget storværk

Nu, hvor man tager skridtet og fjerner nogle af de værste krav for de mest udsatte, bliver det fremstillet som et storværk.

Men lad os være ærlige: At give mennesker værdighed og hjælp uden ydmygelse bør være fundamentet i ethvert civiliseret samfund – ikke noget, man skal roses for at "genopdage".

Desuden er denne ændring kosmetisk i forhold til det samlede billede. Stadig er omkring 20 procent af danskerne i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst.

De fleste lever stadig under truslen om at skulle "stå til rådighed", uanset om de kan eller ej. Vi taler om over 600.000 mennesker. De lever stadig under statens nåde, og hjælpen præsenteres fortsat som en gave, man skal kvalificere sig til, snarere end en ubetinget rettighed.

Vi i Alternativet hilser ethvert skridt væk fra tvangssystemet velkomment. Men vi må insistere på at sige det åbenlyse: Værdighed gælder ikke kun for de "mest udsatte" – det skal gælde for alle.

Velfærd er ikke en almisse, som politikere kan fordele efter forgodtbefindende. Velfærd er et fælles fundament, som sikrer, at vi alle kan leve et liv med tryghed, respekt og muligheder – uanset helbred, livsbane eller uheld i livet.

Lad os derfor håbe, at denne reform ikke bliver udlagt som endemålet, men som begyndelsen på et ægte paradigmeskifte. Ét, hvor vi ikke spørger: "Hvad kan du gøre for BNP?", men i stedet: "Hvad kan samfundet gøre for dig, når du har brug for det?"