Debat

Minister til aktører: Det er "helt ved siden af skiven" at beskylde regeringen for at ignorere handicapområdet

Rigsrevisionen har med rette kritiseret forvaltningen af handicapområdet over de sidste 15 år. Men det er ved siden af skiven at sige, at regeringen ignorerer handicapområdet. Vi er i fuld gang med at styrke indsatsen over for mennesker med handicap, skriver social- og ældreminister Astrid Krag (S).

Mit og regeringens mål er at skabe grundlæggende forbedringer, som mennesker med handicap kan mærke, skriver Astrid Krag (S).
Mit og regeringens mål er at skabe grundlæggende forbedringer, som mennesker med handicap kan mærke, skriver Astrid Krag (S).Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Astrid Krag
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har i Danmark et stærkt velfærdssamfund, hvor vi i fællesskab tager os af dem, der har behov for hjælp til at klare hverdagen. Vi har meget at være stolte af. Men der er stadig udfordringer.

Det gælder ikke mindst på handicapområdet, hvor for mange oplever at skulle kæmpe en lang og hård kamp mod systemet for at få den hjælp og støtte, de har behov for.

Det kan man blandt andet læse i Rigsrevisionens beretning, som for nyligt udkom med kritik af forvaltningen af handicapområdet de seneste 15 år. Der sker for mange sagsbehandlingsfejl, og omgørelsesprocenten i Ankestyrelsen er høj.

Jeg vil vove den påstand, at det er første gang i de 15 år, at en regering kommer med så markante bud på løsninger

Astrid Krag (S)
Social- og ældreminister

Det er ikke et nyt problem, desværre. Men jeg vil vove den påstand, at det er første gang i de 15 år, at en regering kommer med så markante bud på løsninger og i så høj grad prioriterer velfærden, som vi har gjort.

Derfor mener jeg også, at det rammer helt ved siden af skiven, når #Enmillionstemmer og Muskelsvindfonden her i Altinget beskylder regeringen for at ignorere handicapområdet.  

Store ambitioner

I indlægget mener Muskelsvindfonden og #Enmillionstemmer, at jeg har store ambitioner. Det vedkender jeg mig, og jeg gentager dem gerne: Mennesker med handicap skal have den hjælp, de har behov for. Og de skal have den første gang.

Det er rigtigt, at vi ikke er i mål endnu. Og jeg vil heller ikke stikke nogen blår i øjnene ved at påstå, at vi kan få rettet op på det hele på en enkelt valgperiode, og måske heller ikke to. Men vi er i fuld gang med arbejdet for at skabe strukturelle og mærkbare forbedringer for mennesker med handicap. 

Læs også

I efteråret afsatte vi med en bred kreds af Folketingets partier 117 millioner kroner til at styrke retssikkerheden og tilliden på handicapområdet. Pengene skal blandt andet gå til at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen, så der laves færre fejl i kommunernes sagsbehandling. Og til at sætte borgeren i centrum, så færre føler, at sagsbehandlingen foregår hen over hovedet på dem.

Vi har med aftalen om Børnene Først sikret tidligere hjælp og flere rettigheder til udsatte børn og løftet området med over 700 millioner kroner årligt. I seneste finanslov afsatte vi sammen med partierne bag finansloven penge til flere aktive hjælpertimer til mennesker med handicap og varsling ved endnu flere ydelser efter serviceloven, hvis den tildelte hjælp sættes ned eller ophører.

I vores første finanslovsaftale var der midler til, at flere kommuner kan få borgerrådgivere. Og vi afsatte 60 millioner kroner årligt til at sikre ret til overvågning om natten for unge med hjælperordninger.

Evaluering på vej

Vi er lige på trapperne med evalueringen af det specialiserede socialområde, og sammen med støttepartierne har vi udover 30 millioner, som omprioriteres i Socialstyrelsen, afsat 70 millioner kroner til opfølgende initiativer, der skal modvirke afspecialisering og understøtte, at borgerne får det rigtige tilbud – første gang. 

Jeg vil heller ikke stikke nogen blår i øjnene ved at påstå, at vi kan få rettet op på det hele på en enkelt valgperiode

Astrid Krag (S)
Social- og ældreminister

Vi kommer blandt andet til at følge evalueringen op med en model for specialeplanlægning, som i de kommende år skal rulles ud til samtlige dele af det specialiserede socialområde.

En strukturel ændring af området, som organisationer og aktører har efterspurgt i årevis, og som denne regering vil levere på. Sådan som vi sagde før valget, at vi ville.

Med vores tre seneste økonomiaftaler har vi løftet kommunernes serviceramme med 4,6 milliarder kroner, så der er råd til velfærden. Det er mere end alle økonomiaftaler aftalt i de ti år forud for regeringens tiltræden til sammen.  

Vi skal også se på den måde, vi har indrettet det specialiserede socialområde på. Mit og regeringens mål er at skabe grundlæggende forbedringer, som mennesker med handicap kan mærke. Og arbejdet er i fuld gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00