Debat

Børn i psykiatrien skal have klare rettigheder

DEBAT: Lov om tvang i psykiatrien er ved at blive revideret. Danske Handicaporganisationer, Sind, Bedre Psykiatri, Institut for Menneskerettigheder og Børnerådet skriver i et fælles debatindlæg, at lovgivningen bør sikre børns retsstilling ved at fjerne reglen om samtykke fra forældre til børn under 15 år, når der træffes beslutning om brug af tvang.

Foto: Colourbox
Nikolaj L. Simonsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det ville klæde sundhedsministeren at følge trop og gøre den internationale kritik til skamme ved at sikre børns rettigheder i forbindelse med tvang.

Af Birgit Elgaard, formand for Bedre Psykiatri
Per Larsen, 
formand for Børnerådet
Knud Kristensen, 
formand for Sind
Jonas Christoffersen,
 direktør for Institut for Menneskerettigheder
Thorkild Olesen,
formand for Danske Handicaporganisationer

Formanden for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Marianne Kryger, rammer helt ved siden af i sit debatindlæg på Altinget 21. november om tvang over for børn og unge i psykiatrien. For vi, der taler for at give børn under 15 år de samme rettigheder som voksne i psykiatrien, lider ikke af vrangforestillinger om, at fastholdelse af børn i somatikken er omsorg, mens fastholdelse af børn i psykiatrien er tvang. Vi har ikke fordomme om, at forældrene til børn og unge, der bliver indlagt i psykiatrien, er inkompetente og uansvarlige. Og vi synes heller ikke, at det er forældrenes skyld, at deres børn er blevet syge.

Når vi i samlet flok mener, at man bør fjerne samtykket fra forældrene, gør vi det af primært to årsager: For det første for at sikre, at børn under 15 år får en retsbeskyttelse i forbindelse med brug af tvang. Og for det andet for at sikre, at det tillidsforhold, der bør være mellem det syge barn og dets forældre, ikke lider et gevaldigt knæk.

Nødvendigt med patientrådgivere
Vi ved fra børn og unge, der har været indlagt, og fra pårørende til børnene, at tvang er noget af det hårdeste ved at være indlagt. Børnene og de unge fortæller, at det er frygteligt grænseoverskridende, og flere af dem bruger ordet ’overgreb’ om det, de har oplevet. De er dog også ofte smerteligt bevidste om, at tvangen kan være et nødvendigt onde. Det vigtigste for dem er, at de kan få lov at tale hændelsen igennem med en uvildig voksen – en patientrådgiver. Eftersamtaler med ansatte fra afdelingen, der lige har været med til at føre en sonde ned i maven på dem eller lægge dem i bælte, er gode, men kan ikke stå alene.

Som det er i dag, har børn ikke altid ret til en patientrådgiver, fordi lovgivningen åbner for, at man kan indhente forældresamtykke til at gennemføre tvang over for børn under 15 år. Det betyder, at den 14-årige pige med spiseforstyrrelse, hvis forældre har givet samtykke til tvangsernæring med sonde, ikke får tilbudt en patientrådgiver – og i øvrigt heller ikke får mulighed for at klage, hvis hun ønsker det.

Forældre skal inddrages
Ved at undlade at indhente forældresamtykke giver man børn de samme rettigheder som unge over 15 og voksne. Det er i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention og Handicapkonventionen, hvor der står, at børns synspunkter skal tillægges passende vægt i henhold til deres alder og modenhed. Dermed siger vi ikke, at forældre skal køres ud på et sidespor, eller at de ikke skal inddrages i deres barns behandling. Vi går alle stærkt ind for, at behandlingen af det syge barn skal ske i tæt samarbejde mellem barn, forældre og fagfolk.

Ved at undlade at indhente samtykke undgår man også at skabe splid mellem barn og forældre. For hvem ville ikke sige ja, hvis man bliver spurgt, om man må gennemføre en tvangshændelse for at redde barnets liv? Resultatet er desværre bare alt for ofte, at børnene mister tilliden til, at deres forældre er på deres side. De føler, de mister en allieret. Forældrene på den anden side føler sig frygteligt klemte mellem deres syge børn og lægevidenskaben. De skal ofte håndtere en tillidskonflikt med barnet samtidig med, at de står midt i den smertelige oplevelse, det er, at se sit barn i eksempelvis bæltefiksering. Ved at lade beslutningen om en tvangshændelse være op til fagfolkene alene, sikrer man, at forældrene kan være børnenes bedste sparringspartnere og interessevaretagere.

Tvang i psykiatrien har sin egen lovgivning som tillæg til sundhedsloven af den grund, at det er så omfattende et indgreb. Netop derfor kan tvang i psykiatrien ikke sidestilles med somatikken og de indgreb, der gennemføres der. Magt og tvang er ulovlig i somatikken, og det er ikke os, der kalder tvangsindgreb dér for omsorg. Tværtimod er vi meget åbne over for, at de tvangslignende indgreb, der gennemføres i somatikken, burde have et grundigt eftersyn.

Ministeren bør følge trop
Danmark har flere gange lagt ryg til international kritik af de forhold, vi byder børn og unge i psykiatrien. Senest fra FN’s Handicapkomité, der mener, at tvang mod børn i psykiatrien helt bør afskaffes. I flere andre henseender, for eksempel på det sociale område, har man igennem en årerække arbejdet seriøst med at sikre børns retsstilling i særlige situationer.

I serviceloven har man for eksempel givet børn helt ned til 12 år selvbestemmelsesret i en række sager. Det ville klæde sundhedsministeren at følge trop og gøre den internationale kritik til skamme ved at sikre børns rettigheder i forbindelse med tvang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00