Ligestilling mellem psykiatri og somatik mangler

Af Marianne Kryger
Formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark (BUP-DK) og klinikchef, Aalborg Universitetshospital

Vi hører ofte, at psykiske og somatiske sygdomme skal ligestilles. I praksis kniber det imidlertid gevaldigt med at leve op til den ambition.

I Sundhedsloven står der for eksempel, at børn over 15 selv kan give samtykke til behandling – blot forældrene informeres og inddrages. For børn under 15 – og unge mellem 15 og 18, som, man skønner, ikke vil kunne forstå konsekvenserne af deres beslutninger – er det derimod forældrene, der skal give samtykke. Barnet skal dog inddrages i det omfang, dets forståelsesniveau gør det muligt.

Reglerne bygger således på den vurdering, at unge fra deres 15 år normalt vil være i stand til at beslutte, om de vil give samtykke til en behandling. Er barnet under 15, er det forældrene, der skal sige ja eller nej.

Er den 12, 13 eller 14-årige, der har taget en overdosis Panodil – og giver udtryk for, at hun har lyst til at gøre det igen – virkelig så moden, at hun forstår konsekvenserne af sin handling?

Marianne Kryger
Formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark

Forstår børn og unge konsekvenserne?
Langt de fleste forældre vil gøre alt for at støtte og hjælpe deres børn, også når børnene bliver syge.

Sundhedsvæsenet har normalt heller ingen problemer med at håndtere dette forældreansvar – når det vel at mærke drejer sig om de somatiske sygdomme. Og i de få tilfælde, hvor forældrene ikke er i stand til at løfte deres ansvar, gør serviceloven det muligt for kommunen at træde ind.

Når det gælder børne- og ungdomspsykiatrien er det imidlertid en ganske anden sag.

Psykiatriloven – lov om anvendelse af tvang – er under revision. I den forbindelse er der blandt andet fokus på reglerne for børn og unge. Fra flere sider er der ønske om at ændre på retstillingen mellem barn og forældre, så forældrene fratages deres forældreansvar. Der er også stillet forslag om, at der i højere grad skal foretages modenhedsvurderinger for at afklare, om barnet eller den unge vurderes at være så moden, at han eller hun kan give samtykke til en behandling.

Det vil efter BUP-DK’s vurdering være forkert at åbne op for modenhedsvurderinger – i det omfang, som lovforslaget lægger op til. Det ville jo betyde, at den unge, som der står i sundhedsloven: ”skal være i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen”.

Er den 12, 13 eller 14-årige, der har taget en overdosis Panodil – og giver udtryk for, at hun har lyst til at gøre det igen – virkelig så moden, at hun forstår konsekvenserne af sin handling? Er den spiseforstyrrede unge pige, der er livstruende tynd, virkelig i stand til at forstå konsekvenserne af at afslå behandling og føde?

Forældrene skal inddrages
Hvorfor er det ikke forældrene, der – efter samtale og rådgivning om behandlingsforslag fra kompetente børne- og ungdomspsykiatere – kan give samtykke til en behandling, der har til formål at hjælpe deres barn igennem en psykisk sygdom; en sygdom så alvorlig, at den kræver indlæggelse?

I børne- og ungdomspsykiatrien vil vi gerne inddrage forældrene i behandlingen af deres egne børn. Meget gerne endda! Faktisk mener vi ikke, at vi kan behandle børn og unge uden forældrenes aktive medvirken. I nogle tilfælde er vi ligefrem nødt til først at arbejde med forældrene for at sikre, at de er i stand til at skabe gode rammer for deres børns udvikling. Så vigtige er forældrenes medvirken for et godt resultat.

Hvor er den tanke (vrangforestilling?) opstået, at fastholdelse af et barn er tvang, når det sker i børne- og ungdomspsykiatrien – mens det er omsorg, når det samme foregår i somatikken? I somatikken er børn og unge ofte så bange for en undersøgelse, at de går i baglås og siger nej. Hvad sker der så? Bliver de ikke opereret eller undersøgt yderligere for meningitis? Jo da, typisk ender det med, at de bliver bedøvet - og derefter behandlet. Det kan man da kalde den ultimative form for tvang.

Man kunne få den tanke, at ønsket om øget brug af psykiatrilovens bestemmelser på børneområdet skyldes en fordom om, at forældre til børn med psykiske lidelser ikke er helt så kompetente og ansvarlige, som de burde være. Måske er det ligefrem deres egen skyld, at deres børn er blevet syge?

Hos BUP-DK mener vi, at reglerne om patientens informerede samtykke også fremover bør hvile på de generelle regler i sundhedsloven. Lovens ord om ansvarlighed og samarbejde mellem forældremyndighed og behandlere skal gælde for alle børn, der har brug for sundhedsvæsenets ydelser – også i børne- og ungdomspsykiatrien.