Centerleder: Vi skal turde se årsagerne til selvmord i øjnene

Af Rachel Santini
Centerleder for Kildehøjs Videnscenter for spiseforstyrrelse (KIVI) og forhenværende hospitalsdirektør

Selvmord kan forebygges langt bedre, end det er tilfældet. Det er sikkert og vist.

Gode og fine intentioner, masser af ord, studier, arbejds- og forskergrupper har været nedsat gennem de senere år, og ph.d.-grader er det også blevet til.

Selv har jeg siddet i sådanne grupper med dygtige forskere og ildsjæle. Men det hjælper ligesom ikke så meget, når allerede kendte medforårsagende faktorer til den alt for høje selvmordsrate ikke ændres, eller ligefrem skjules, når det bliver for politisk-økonomisk ubekvemt, eller det peger på sundhedsfaglige fejl, hvor kollegiale hensyn tæller højere end læring af fejlene.

Lær af Josefine-sagen
Går man ud i virkeligheden, så bliver det ikke svært at forstå, at gamle mennesker ikke har livslyst.

Gamle mænd har, som bekendt, specielt høj rate af selvmord. Her handler det ikke om mere viden, men derimod om vilje og prioritering samt en smule penge, der kan øge livslysten den sidste del af livet.

Kerneårsagsanalyser, masser af udvalg og arbejdsgrupper og penge hjælper ikke, når ubekvem viden hemmeligholdes.

Rachel Santini
Centerleder, Kildehøjs Videnscenter for spiseforstyrrelse

Det vil sige penge, ikke i første række til flere projekter, men direkte ud til brugerne og dem, der hjælper og arbejder med de ældre. Så kommer der effekt.

Derudover kunne vi jo også lære af Josefine-sagen (2014). En ung pige, som kunne have været reddet, ligesom mange andre unge piger med selvmordsforsøg eller fuldførte selvmord.

Josefine tilhørte den gruppe af unge piger, som lider af spiseforstyrrelsen bulimi. En allerede kendt speciel sårbar psykiatrisk patientgruppe med hyppige selvmordsforsøg og også fuldbyrdede selvmord.

Her gik alt, hvad der kunne gå galt – galt! De ansvarlige besluttede at foretage en ”kerneårsagsanalyse”, så vi alle angiveligt i fremtiden kunne lære af det. Fint med eksemplariske, om end dyrt købte læreprocesser, men hvad skete?

Rapporten blev hemmeligstemplet, så vi lærte mindst muligt og de ubekvemme sandheder blev skjult, selv for forældrene, der ønskede aktindsigt. Voila.

Kollegiale hensyn vægter højere
Kerneårsagsanalyser, masser af udvalg og arbejdsgrupper og penge hjælper ikke, når ubekvem viden hemmeligholdes.

Når kollegiale hensyn synes at tælle mere end selvmordsforebyggelse og de pårørendes interesser.

Kort sagt, når man ikke tager de praktiske konsekvenser af den viden, vi allerede har. 

For at forebygge selvmord skal der først og fremmest ske en øget åbenhed og en årsagsanalyse med offentliggørelse af de medforårsagende faktorer til selvmordet. Ellers bliver læring umulig og selvmordsforebyggelse en floskel.

Sidst, men ikke mindst, skal der være konsekvenser af de kritisable forhold, for at denne adfærdsændring vil ske. Vi har nemlig allerede viden til, at den kan ske.