Cepos-økonom: Hver december gentager historierne om julehjælp sig. Men de kan sende socialpolitikken på afveje

Skubber socialpolitikken i en forkert retning 

I det relative mål handler fattigdom ikke om manglende penge til mad eller husly – men alene om afstanden til medianindkomsten.

Det betyder også, at prisniveauet fuldstændig ignoreres. Derfor falder den relative børnefattigdom fra 53.801 børn i 2021 til 47.159 i 2022 – i et år med næsten otte procent inflation, hvor alle blev mærkbart fattigere. Det hænger naturligvis ikke sammen.

Men på trods af disse åbenlyse mangler bliver begrebet ved med at dukke op i debatten.

I år er det eksempelvis koblet til fortællingen om, at "fattigdomstallene viser, at mange mennesker allerede lever på et minimum".

En socialpolitik, der reelt skal hjælpe udsatte familier, bør styrke gevinsten ved at arbejde – ikke udhule den.

Niklas Praefke
Seniorøkonom, Cepos

Men det er en misforståelse af, hvad relativ fattigdom faktisk måler. For relativ fattigdom siger intet om levevilkår, priser, udgifter, eller hvad familier konkret har råd til i hverdagen.

Og netop derfor er det vigtigt at holde fast i, hvad økonomisk fattigdom egentlig handler om: De reelle levevilkår og de grundlæggende ting, man skal kunne betale – mad, husleje, tøj og andre basale fornødenheder. Intet af dette indgår i det relative mål.

Når man fokuserer snævert på indkomstforskelle, mister man samtidig blikket for den væsentlige succeshistorie i dansk socialpolitik: At økonomisk vækst gennem mange år har løftet levestandarden for hele befolkningen også for familierne i bunden. Ikke mindst børnene, som i stort tal er blevet løftet ud af reel fattigdom.

Fokus på den relative fattigdom er ikke bare upræcist – det risikerer også at skubbe socialpolitikken i en forkert retning.

Mor og far må arbejde

Socialpolitikken står ofte i et reelt valg mellem højere ydelser og højere beskæftigelse. Nogle argumenterer for højere ydelser, men det reducerer incitamentet til at arbejde.

I Cepos har vi tidligere udgivet en analyse, der viser, at børn af lavindkomstforældre på overførsler langt oftere selv ender i lavindkomst som voksne end børn af lavindkomstforældre i job. At forældrene er i beskæftigelse, er centralt for at bryde den sociale arv.

43 procent af børn fra hjem med lav indkomst, hvor forældrene hovedsageligt får deres indkomst fra overførsler, ender således selv i samme indkomstgruppe som voksen.

For børn af forældre med lav indkomst, som hovedsageligt får deres indkomst fra job, ender kun 27 procent blandt de 20 procent lavest lønnede. Overrepræsentationen i lavindkomstgruppen reduceres altså meget markant, hvis forældrene er i beskæftigelse.

Undersøgelsen indikerer, at forældrenes beskæftigelsessituation i høj grad er med til at bestemme, om børnene lander i lavindkomstgruppen. Det har værdi at se sine forældre stå op hver morgen, gå på arbejde og tjene deres egne penge.

Det taler for en socialpolitik, der har fokus på selvforsørgelse – også for børnenes skyld.

Desværre er status efter kontanthjælpsreformen og skatteaftalen, at enlige forsørgere i praksis har meget svage økonomiske incitamenter til at tage et lavtlønsjob.

En enlig forsørger på kontanthjælp får i dag omkring 85 procent af indkomsten ved et lavtlønsjob – altså betydeligt over de 80 procent, som Finansministeriet selv betegner som et svagt incitament til beskæftigelse.

Konkret viser vores beregninger, at en enlig med to børn på forhøjet sats vil kunne få udbetalt 23.300 kroner i samlede overførsler efter skat i 2026.

Det står i skarp kontrast til ambitionen om, at børn skal se deres forældre gå på arbejde, som ellers fremhæves i skattereformen, hvor regeringen skriver: "Regeringen ønsker at vise alle børn, at det at gå på arbejde er det normale".

Fodfæste på arbejdsmarkedet

Når forskellen mellem kontanthjælp og job er så lille, risikerer vi i stedet at skabe lavindkomstfælder, hvor enlige forsørgere fastholdes i passiv forsørgelse, simpelthen fordi gevinsten ved at arbejde er for lav.

Samtidig har mange enlige forsørgere i beskæftigelse fortsat effektive marginalskatter på omkring 57 procent – højere end for en topskatteyder.

Det betyder, at hvis en enlig forsørger på deltid for eksempel vil tage en ekstra vagt som sosu-assistent eller sygeplejerske, så mister hun 57 kroner ud af hver tjente 100 kroner på grund af skat og modregning af blandt andet boligstøtte. Kun 43 kroner får hun lov at beholde.

Det har værdi at se sine forældre stå op hver morgen, gå på arbejde og tjene deres egne penge.

Niklas Praefke
Seniorøkonom, Cepos

En socialpolitik, der reelt skal hjælpe udsatte familier, bør styrke gevinsten ved at arbejde – ikke udhule den.

Desværre går intentioner og handlinger ikke hånd i hånd i den nuværende socialpolitik.

På papiret ønsker man, at flere udsatte familier skal have fodfæste på arbejdsmarkedet – i praksis indrettes ydelser og skatter, så forskellen mellem kontanthjælp og job bliver for lille og forhindringerne for at tage ekstra arbejde for store.

Hvis socialpolitikken skal bevæge sig i en retning, der reelt hjælper, kræver det et klart fokus på selvforsørgelse og stærkere økonomiske incitamenter og mindre afhængighed af overførsler.

Det er vejen til at løfte familierne varigt, bryde negativ social arv og sikre, at børnene vokser op i hjem, hvor arbejde er det normale – ikke undtagelsen.