CP Danmark: Et mindre beløb kan løse stort problem for folk med handicap

En lavine af revisitationer
Indtil en landsretsdom i 2015 blev der bevilget hjælp døgnet rundt – også hjælp til at overvåge barnet, når det sover, ser fjernsyn eller har andre passive perioder.

Den mulighed er livsvigtig, fordi barnets funktionsnedsættelse indebærer, at der pludseligt og akut kan være behov for indgriben.

Men landsretsdommen slår fast, at serviceloven (§ 95, stk. 3) ikke indeholder hjemmel til, at kommunerne kan bevilge hjælp til overvågning.

Siden har vi oplevet en lavine af revisitationer, hvor kommunerne reducerer antallet af hjælpetimer dramatisk, med henvisning til at der ikke længere kan gives timer til overvågning.

Tilsvarende i nye sager, hvor kommunerne ikke kan bevilge timer til overvågning. Konsekvensen er, at hjælpeniveauet reduceres fra måske 70-90 timer om ugen til 30-40 timer om ugen.

Botilbud af kvaliteter er få
I den virkelige verden betyder det, at forældrene bringes i den helt uanstændige situation, at de enten kan vælge selv at passe barnet og være vågne i de mange timer, barnet har behov for overvågning, eller de kan kaste håndklædet i ringen og lade barnet blive anbragt på en døgninstitution.

Det er det valg, de nuværende regler sætter familierne i.

Og for at gøre ondt værre, så er realiteten den, at de botilbud, der kan tilbyde overvågning i en kvalitet, som er brugbar for målgruppen, er få. Det er ikke tilstrækkeligt med en vågen nattevagt, som kan tilkaldes.

Ofte vil behovet være, at overvågningen befinder sig i samme rum som den overvågede. Det er der få botilbud, der kan tilbyde.

Konsekvensen er, at forældrene ikke kan være trygge ved det tilbud, barnet tilbydes, at der kan være rigtig langt til de tilbud, som rent faktisk kan tilbyde overvågning, ligesom ventetid til de få relevante botilbud kan være et problem.

Borgere med hjælpebehov er ikke gratis
Skiftende socialministre og et stort antal handicapordførere har på et utal af samråd givet udtryk for stor forståelse for problemstillingen og udtrykt ønske om at finde en løsning.

Men indtil nu er alle initiativer strandet på økonomien.

En Deloitte-rapport fra 2017 giver – efter min opfattelse – et helt misvisende billede af omkostningen ved at lovliggøre praksis fra før landsretsdommen i 2015.

Borgere med et så omfattende hjælpebehov bliver jo ikke – som rapporten antager – gratis, blot fordi kommunen ikke længere kan yde hjælp efter § 95, stk. 3.

Kommunerne vil typisk være forpligtet til at finde andre løsninger og hjælpeforanstaltninger. Det kan for eksempel være tilbud om døgnophold i botilbud, aflastning og andre mere eller mindre kreative løsninger.

Udgifter går til overvågning
75 procent af kommunerne siger ifølge Ankestyrelses praksisundersøgelse fra februar 2019, at de dækker omkostningen til overvågning på anden vis.

75 procent af kommunernes udgift til overvågning afholdes med andre ord fortsat over serviceloven – nu blot efter andre paragraffer.

Den samlede meromkostning ved at genindføre overvågning efter § 95, stk. 3 kan med andre ord ikke være 80-90 millioner kroner som anført i Deloitte-rapporten.

Den reelle merudgift ved at genindføre ”den gamle” hjemmel til overvågning efter § 95, stk. 3 vil således formentlig kun være et eller andet sted mellem 20 og 30 millioner kroner.

Kære Folketing, prioriter nu de penge på den finanslov, I skal forhandle de kommende uger. Det er i det store regnestykke småpenge, men konsekvenserne for de familier, der rammes, er enorm.

Så hjælp dem nu.