Dagens overblik: Folketinget afsætter 215 millioner til socialt udsatte

NYHEDSOVERBLIK: Et enigt Folketing sætter 215 millioner kroner af til udsatte og sårbare grupper. Antallet af underretninger falder, og Donald Trump lufter alternative tanker om coronabehandling. Få overblik over dagens nyheder her.

Godmorgen og velkommen til Altingets daglige nyhedsoverblik.

Vi indleder i Social- og Indenrigsministeriet, hvor alle Folketingets partier lørdag morgen satte 215 millioner kroner af til sårbare og udsatte grupper.

Pengene skal sikre, at socialt udsatte og mennesker med handicap kommer bedst muligt igennem coronakrisen.

Det skriver ministeriet på sin hjemmeside.

Med aftalen sikrer politikerne blandt andet 131 millioner kroner til børn og unge, der er pårørende til alkohol- eller stofmisbrugere.

Derudover skal aftalen også bekæmpe ensomhed blandt mennesker med handicap og styrke indsatsen for hjemløse og voldsofre.

Markant fald i underretninger
Ifølge DR Nyheder har coronakrisen medført et markant fald i antallet af underretninger.

På tværs af landet bliver kommunerne således i mindre grad gjort opmærksom på vold og omsorgssvigt af børn.

Ifølge mediet er der tale om et fald i antallet af underretninger på 42 procent, hvis man sammenligner med samme periode i 2019. 

Læs hele historien, hvor flere kommuner forklarer, at faldet især skyldes, at børnene ikke har den normale kontakt med lærere og pædagoger under krisen.

Afgørende dage i marts
På forsiden af Politiken kan man læse, at de europæiske lande, som reagerede tidligt på coronavirussen og lukkede ned, har oplevet en lav dødelighed.

Det gælder ikke for dem, der reagerede sent.

Politiken fremhæver England, der først lukkede landet ned 23. marts – 10 dage efter Danmark.

Få uger efter oplevede England den højest målte overdødelighed for en europæisk nation, skriver avisen på baggrund af tal fra Euro-Momo.

Hele historien kan læses online her.

Belgien er hårdt ramt
Det land i verden, som totalt set er hårdest ramt på dødsfald, er imidlertid Belgien.

6.500 belgiere er indtil videre omkommet på grund af corona, og måler man på landets befolkningstal, giver det ifølge Johns Hopkins University 57 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Det tal findes ikke højere andet sted i statistikkerne.

I Danmark ligger vi eksempelvis blot på 6,8 dødsfald per 100.000 indbyggere.

Men hvorfor ser virkeligheden sådan ud i Belgien?

Det forsøger Altingets EU-podcast Parlamentet lockdown at svare på.

Lyt med her, hvor Thomas Lauritzen og EU-redaktør Rikke Albrechtsen fra en kælder i Bruxelles dykker ned i Belgiens coronatal. 

Trump med bizart pressemøde
Vi bliver uden for Danmarks grænser, men rykker over Atlanten.

Her har præsident Donald Trump luftet nogle temmelige alternative overvejelser om behandlingen af coronavirussen.

På et pressemøde fredag brainstormede præsidenten således for åben mikrofon, og vendte blandt andet en ide om at skyde desinfektionsmidler ind i kroppen for at nedkæmpe virussen.

The Guardian har lagt en kort video ud, der viser den bemærkelsesværdige seance. Se den her.

Ifølge DR.dk har Donald Trump efterfølgende påpeget, at kommentarerne om coronabehandling var ment sarkastisk. 

Navne
Danske Jeppe Tranholm-Mikkelsen er genudnævnt som generalsekretær i Det Europæiske Råd. Dermed fastholder han den vigtigste internationale post, som p.t. er besat af en dansk embedsmand,

Tidligere næstformand Jesper Olsen er ny formand for Transparency International Danmark. Han overtager posten fra Natascha Linn Felix.

Overblikket over de aktuelle danske tal:

Forrige artikel Folketinget på vej mod genåbning Folketinget på vej mod genåbning Næste artikel Frederiksen lover langsigtet plan for genåbning Frederiksen lover langsigtet plan for genåbning