Debat

Dansk Blindesamfund: Kvaliteten på handicapområdet er et postnummerlotteri

Hvis postnummeret ikke skal afgøre kvaliteten på handicapområdet, kræver det et brud med kommunernes enevælde. Her bør etableringen af et nationalt videnscenter og fem regionale synscentre sikre synshandicappede kvalitet i behandlingen – uanset hvilken kommune de bor i, skriver Ask Løvbjerg Abildgaard og Diana Stentoft.

Det vil være naturligt at udvikle stærke synsfaglige miljøer forankret i regionerne, hvor man i forvejen har erfaring med håndtering af specialer i sundhedsvæsenet, skriver Ask Løvbjerg Abildgaard og Diana Stentoft. 
Det vil være naturligt at udvikle stærke synsfaglige miljøer forankret i regionerne, hvor man i forvejen har erfaring med håndtering af specialer i sundhedsvæsenet, skriver Ask Løvbjerg Abildgaard og Diana Stentoft.  Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Blinde og svagsynede kan og vil indgå som samfundsborgere på lige fod med alle andre, men det kræver et endeligt opgør med postnummerlotteriet og afspecialiseringen af synsområdet.

Det opgør har vi fortsat en forventning om, når evalueringen af det specialiserede socialområde kommer senere på året, også selvom regeringen i første omgang har serveret handicapområdet som et tag-selv-bord af besparelsesmuligheder i den netop indgåede økonomiaftale med KL.

I Dansk Blindesamfund ønsker vi en fremtidig struktur, hvor der sættes ensartede nationale kvalitetsstandarder for alle de indsatser, man som blind, svagsynet eller borger med et andet handicap modtager uanset kommune.

Der er behov for en struktur, hvor der er økonomiske incitamenter til at styrke frem for at skære i kvaliteten, og hvor det er et krav, at borgere udredes i et synsfagligt miljø, og at synsfaglige udredninger får en central plads i sagsbehandlingen.

Behov for vidensenhed og livslang indsats
Vi ønsker et system, hvor der ydes en koordineret indsats for den enkelte borger på tværs af sektorer og paragraffer, så man som handicappet borger ikke selv skal løfte den store koordineringsopgave.

En forudsætning for kvalitet er, at synsrehabiliterende indsatser fremover bliver funderet i synsfaglig kompetence og et solidt vidensgrundlag.

Definitioner af kvalitet og indhold skal foretages på nationalt niveau og ikke i 98 kommuner med forskellige strukturer og økonomiske rammer.

Ask Løvbjerg Abildgaard og Diana Stentoft, hhv. formand og næstformand, Dansk Blindesamfund

Ligesom på sundhedsområdet er der behov for at skabe rammer for viden og udvikling på nationalt niveau.

Der er behov for en objektivt finansieret national vidensenhed, der sikrer alle regioner adgang til opdateret viden og tilbud, blandt andet i forhold til specialrådgivning og kompetenceudvikling med videre.

Som synshandicappet har man behov for synsrehabilitering gennem hele tilværelsen og indenfor en række fagligt set meget forskellige områder. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at definere overordnede kvalitetskriterier eller som tilfældet er i dag, gode intentioner.

I stedet må der opstilles specifikke kriterier for kvalitet i hver tilbudsform og defineres relevant indhold i hvert tilbud. Definitioner af kvalitet og indhold skal foretages på nationalt niveau og ikke i 98 kommuner med forskellige strukturer og økonomiske rammer.

Det vil være helt naturligt at opbygge og udvikle stærke synsfaglige miljøer forankret i regionerne, hvor befolkningsgrundlaget er tilstrækkeligt, og hvor man i forvejen har erfaring med håndtering af specialer i sundhedsvæsenet.

Den kommunale nærhed i de varige serviceydelser som hjemmehjælp og hjemmepleje er fortsat vigtig, og kommunerne skal ligeledes have mulighed for at være leverandører af rehabiliteringsydelser i det omfang, de lever op til de nationale kvalitetskriterier, som er knyttet til indsatsen.

Specialeplanlægning og kvalitetsstandarder
I Dansk Blindesamfund mener vi, at planlægningen af specialet på synsområdet bør ske i et samspil mellem en national vidensenhed, fem regionale synscentre, repræsentanter fra kommunale og private leverandører samt repræsentanter fra brugerorganisationerne.

I Dansk Blindesamfund er vi helt bevidst om, at realiseringen af den model, vi har skitseret, vil kræve både et økonomisk og strukturelt brud med kommunernes enevælde på handicapområdet.

Ask Løvbjerg Abildgaard og Diana Stentoft, hhv. formand og næstformand, Dansk Blindesamfund

Specialeplanlægningen og fastsættelsen af kvalitetsstandarder skal favne alle synsfaglige indsatser fra det let specialiserede til det højt specialiserede. 

På denne måde sikres det, at det er kvaliteten, der er pejlemærket og samtidig – en gang for alle – få gjort op med det store postnummerlotteri.  

I Dansk Blindesamfund er vi helt bevidst om, at realiseringen af den model, vi har skitseret ovenfor, vil kræve både et økonomisk og strukturelt brud med kommunernes enevælde på handicapområdet.

Vi mener, at det er nødvendigt efter 15 år, hvor kommunerne gang på gang har vist, at de ikke har hverken vilje, kompetence eller økonomi til at bringe kvalitet ind i de beslutninger og indsatser, der for den enkelte borger med handicap er helt afgørende for oplevelsen af livskvalitet og ligeværd.

Det er med andre ord fortsat helt afgørende, at regeringen lever op til de seneste års gentagende udmeldinger om, at kvalitet og retssikkerhed skal prioriteres på handicapområdet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion