Dansk Blindesamfund til KL: I kan ikke løfte indsatsen for synshandicappede

Lige så meget som jeg glæder mig over, at bøgen er sprunget ud, lige så træt bliver jeg, når forårets komme også varsler den årlige stammedans om kommunernes alt for store udgifter til mennesker med handicap.
 
I år mener Kommunernes Landsforening, at serviceniveauet er blevet alt for højt på grund af alle de rettigheder, som politikerne på Christiansborg pålægger kommunerne at leve op til. Jeg er oprigtigt nysgerrig efter at vide, hvilke rettigheder der mere præcist er tale om.
 
Når jeg kigger rundt på mit eget handicapområde, er der ingen rettigheder – hverken til rehabilitering, når man mister synet sent i livet, til at få en uddannelse eller til de hjælpemidler, der skal gøre synshandicappede i stand til at varetage et job på lige fod med andre.

Det er ikke underligt, at kommunerne ikke ved, hvad de skal stille op, når et blindfødt barn skal have den rette støtte

Ask Løvbjerg Abildgaard
Formand, Dansk Blindesamfund

 
I stedet er det op til et kommunalt skøn at vurdere, om borgeren har brug for en blindestok, en farvetester eller et komplekst IT-hjælpemiddel for at blive kompenseret for synshandicappet.
 
Det er på ingen måde en defineret ret for borgeren, at kommunen skal følge den udredning og anbefalinger til indsatser, som for eksempel en synskonsulent fra et kommunikationscenter har vurderet vil kunne bringe den enkelte borger videre i livet. Det er også baggrunden for, at vi ser så forskellig behandling af synshandicappede i landets kommuner.

Få lever med synshandicap

Jeg forstår godt, at der mange steder bliver truffet forkerte, kortsigtede og uhensigtsmæssige beslutninger, når mennesker med synshandicap opsøger systemet om hjælp.
 
Den nyeste forskning fra Aarhus Universitetshospital viser, at vi er ganske få, som lever med et synshandicap. Vi skal til at tælle i promiller, når det drejer sig om antallet af blinde og svagsynede. Der er på landsplan for eksempel kun cirka 50 punktskriftlæsende børn i grundskole-systemet.
 
Det er derfor ikke underligt, at kommunerne ikke ved, hvad de skal stille op, når et blindfødt barn skal have den rette støtte i både dag- og skoletilbud for at få et ordentligt børneliv, ligesom de seende kammerater.

Den enkelte kommune vil ikke blive i stand til at løfte indsatsen overfor synshandicappede i alle aldre, heller ikke hvis der tilføres ekstra økonomiske midler

Ask Løvbjerg Abildgaard
Formand, Dansk Blindesamfund

 
Det er i de færreste kommuner, der bor et blindt barn. Igennem de seneste 30 år er uddannelsesniveauet for blinde og stærkt svagsynede faldet, og beskæftigelsesgraden har ligget på et konstant lavt niveau.
 
Måske er årsagen i virkeligheden manglen på rettigheder, som kunne sikre, at barnet får den rette og relevante støtte til at lære at begå sig i en seende verden og få grundskolens afgangseksamen, som alt for mange kommuner/skoler undlader at tilrettelægge, så man som synshandicappet også kan gå til eksamen i for eksempel fysik.

Regeringen må skabe sammenhæng

Heller ikke når man mister synet sent i livet, er der rettigheder, der sikrer, at man fortsat kan klare sig selv og leve et aktivt og velkendt liv. Snarere er jeg overbevist om, at alt for mange ældre med synshandicap oplever øget isolation og ensomhed – måske endda også flere faldulykker og dermed behov for yderligere hjemmepleje – alene fordi det ikke er en ret at blive rehabiliteret i et synsfagligt miljø.