Direktør: Har den institutionaliserede velfærdstænkning mon ramt muren?

KRONIK: Vi skal i højere grad end nu møde borgerne med tillid til, at de kan og vil handle til deres eget bedste i stedet for at hænge fast i institutionaliserede tankestrømme, skriver Esben L. Kullberg.

Af Esben L. Kullberg
Sekretariatchef for Helvegs fond og direktør hos Foreningsfællesskabet Ligeværd

På Altinget 20. december beskrev Knud Aarup med reference til Peters Jul, hvordan vi hen over julen får tydeliggjort fattigdom gennem julens godgørenhedspraksis. Følelsen af at gøre godt gør godt, kunne man sige.

At hjælpe hinanden skal man bestemt ikke nedgøre. Ej heller det livsbekræftende i at være medmenneske.

Men som jeg fornemmer hos Knud Aarup, er der malurt i julesnapsen. Den sociale godgørenhed bliver lidt blakket, når den henvises til den søde juletids provins.

Ligesom den gennemgribende forskel, vi kan gøre for andre, mindskes til det næsten usynlige, hvis vi gør det til en højtidshandling. 

"Hattedame-omsorg"
Knud Aarup har før været ude i det ærinde at udfordre vores indsatser og tænkning på socialområdet. Og han har flere gange stillet sig kritisk undrende over for, at vi som samfund – trods både indsatser og forskning – fortsat har en stor gruppe af udsatte borgere.

Mennesker, for hvem det ikke lykkes at ændre deres livsvilkår og som endog ser ud til at videregive sociale og uddannelses- og sundhedsmæssige udfordringer til deres børn. Jeg deler til fulde både frustration og undren.

Den julegodgørenhed, som jeg fornemmer Knud Aarup er lidt kritisk over for, kan i nogen grad ligne den "hattedame-omsorg", som vores velfærdstænkning efter K.K. Steinckes socialreform i 30’erne har været en reaktion imod.

Med opbygningen af vores velfærdssamfund har vi også udviklet en samfundstænkning, som udkrystalliseres i sætninger som ”Et samfund skal kendes på den måde, det tager sig af dets svageste”.

Den holdning er der mange i vores samfund, der abonnerer på – inklusive mig selv. 

Vores samfundsmæssige hjælpeløshed
Men med årtiers ret resultatløse arbejde for samfundets allermest sårbare og udsatte kan det ikke undgås at føles, som om denne sætning er blevet en boomerang, der rammer os i nakken.

For lige så meget sætningen er tænkt som en bekræftelse af vores institutionaliserede støtte- og hjælpeforanstaltninger, lige så meget bliver den et udtryk for vores samfundsmæssige hjælpeløshed, når det drejer sig om at ændre radikalt på livsforudsætningerne for netop ’samfundets svageste’.

Vi har som samfund gennem årtier arbejdet med og udviklet på den institutionaliserede velfærdstænkning. Og den har i min optik ført til meget store sociale landvindinger.

Men alle fortræffelighederne til trods er den ikke lykkedes med at få alle med. Og rigtig mange bekymrende tegn tyder på, at vi må omkalfatre hele vores velfærdstænkning og udfordre vores egen institutionaliserede velfærdslogik.

Evidens har været det store ord
Den institutionaliserede velfærdslogik har det med at tænke i økonomi, i ydelser og i forudfattede forståelser af, hvad der hjælper mennesker.

Vi har kataloger, love og lokalpolitiske beslutninger, der anviser ydelser, serviceniveauer, ret, pligt og sanktionssammenhænge. 

Den institutionaliserede tænkning lever også i vores forestilling om, at videnskaben og forskningen har buddene på, hvad der bringer mennesker ud af fattigdom, ulighed og dysfunktionelle familiemønstre.

Vi vil så gerne måle effekter for at være sikre på, at indsatserne kaster af sig. Evidens, der har været det store ord i socialt arbejde gennem de seneste mange år, skal være med til sikre, at de modeller og systemer, vi udvikler og opbygger, kan tjene sig ind.

Mathed og frustreret undren
Jeg skal ikke forsøge at sætte mig over forskningen.

Men det er svært ikke at blive ramt af en mathed og frustreret undren over, at vi som samfund gennem årtiers socialt arbejde og forskning ikke synes at have knækket kurven for de mest udsatte i vores samfund.

Det er svært ikke at få den tanke, at den institutionaliserede velfærdstænkning har ramt muren.

At vi på trods af et kæmpemæssigt forskningsarbejde ikke længere kan opstille principielle, forud definerede systemindsatser.

Der er så meget, der tyder på, at vi ikke kan hjælpe enkeltindivider gennem institutionaliseret tænkning.

Det betyder ikke, at institutionerne skal afskaffes, og vi skal tilbage til ’hattedamer’ og græsrodsvelfærd. Det betyder, at vi skal invitere nye måder at tænke på ind i vores samfundsbaserede velfærdsindsatser. Vi må på en måde systematisere det individualiserede.

Det betyder, at vi – lidt banalt sagt – skal sætte borgeren først. På den radikale systematiserede måde altså. Det betyder, at udgangspunktet må være, hvad borgeren kan og vil, og ikke hvad systemet tilsiger.

Det forudsætter både politisk og institutionel risikovillighed. Det kræver, at vi genetablerer en slags institutionel tillid. 

Borgerbudgetmodel
I Aarhus har projektet ”Landtidsledige tager teten” peget på potentialet i at give handlings- og beslutningskompetencen tilbage til den enkelte borger.

Projektet bygger på en borgerbudgetmodel, hvor den enkelte langtidsledige får tildelt 50.000 kroner til selvvalgte indsatser, der skal bringe vedkommende tættere på arbejdsmarkedet − uden betingelser i øvrigt i forhold til, hvad præcis pengene skal gå til.

Projektet har for mig være med til at pege på to ting.

Dels hvilke positive forandringer det kan give at give selvbestemmelse og handlemuligheder til borgeren, dels den institutionelle velfærds begrænsninger.

Flere af de borgere, der fik mulighed for at råde over de 50.000 kroner, brugte dem på et kørekort.

En simpel indsats, fordi det hjalp dem tættere på et job, og fordi man i Aarhus har besluttet, at man ikke giver støtte til, at langtidsledige kan erhverve sig et kørekort? En ejendommelig beslutning i lyset af, at det faktisk kan hjælpe nogle.

Banalt, men radikalt
Når man til daglig har med mennesker at gøre, der har forskellige mellemværender med de offentlige velfærdssystemer, så er den slags fortællinger desværre alt for bekendte.

Systemer, der ved bedre, eller sociale støtteforanstaltninger, der begrænser og svækker den enkelte i at skabe forandring.

Vores velfærdsindsatser skal på en meget gennemgribende måde genskabes på en forestilling om, at det, der skaber positiv forandring i menneskers liv, først og fremmest er troen på, evnen til og muligheden for at skabe personlig forandring.

Det lyder måske som banale formuleringer, men det er radikalt.

Og det kan være både politisk og institutionelt angstprovokerende. Men det, vores seneste tiårs velfærdsindsatser har vist, er, at uanset offentlig økonomi, uanset omfanget af ydelseskatalogerne, så kan staten ikke bibringe borgerne værdighed, handlekraft og tro på egne muligheder.

Men med den rette tilgang kan den understøtte det.

Medmindre vi møder borgerne med tillid til, at de kan og vil handle til deres eget bedste, også selvom det i nogen grad er forskelligt fra vores samfundsmæssige institutionaliserede forforståelser, så tror jeg ikke, vi for alvor får styrket de personlige forandringspotentialer, der lever i alle mennesker, og som er helt afgørende for at skabe en vej ud af sårbare livssituationer. 

Forrige artikel Astrid Krag: Socialpolitik er en investering – ikke en udgift Astrid Krag: Socialpolitik er en investering – ikke en udgift Næste artikel KL: Vi har masser af socialpolitisk vilje, men pengene mangler KL: Vi har masser af socialpolitisk vilje, men pengene mangler
Partier vil styrke retssikkerheden på socialområdet med ny fond

Partier vil styrke retssikkerheden på socialområdet med ny fond

IDÉ: DF og EL vil oprette en ny retssikkerhedsfond, som kommunerne skal betale til, hvis de fejlagtigt giver afslag på ydelser, som borgere med handicap har ret til. Også R og SF ser positivt på forslaget. Fonden skal nedbringe antallet af fejl i klagesager på socialområdet.