Enhedslisten: ”Børnefattigdom” burde stå bøjet i neon foran statsministerens kontor

Børnefattigdom er virkelighed i Danmark.

Tusindvis af børn lever i familier, hvor der ikke er råd til basale fornødenheder som receptpligtig medicin, forsikringer, skolesager eller vintertøj – eller at fejre jul.

Det er ikke opdigtet, konstrueret eller et spørgsmål om at være forkælet, som især den politiske højrefløj forsøger at gøre det til. Det er virkelighed, og at løse det er et absolut minimum, hvis man på nogen måde vil gøre sig forhåbninger om at kalde sig ”børnenes statsminister”.

Højrefløjen har længe benægtet, at problemerne overhovedet eksisterer. Det er der intet nyt i.

Fattigdom er også en relativ størrelse

Men det bekymrer os i Enhedslisten voldsomt meget, at statsministeren siden valget er slået ind på en redefinition af begrebet ”fattigdom” som kun kan anskues som en måde at gøre problemets omfang – og dermed hendes opgave – mindre.

Statsministeren sagde efter sidste valg, at hun ikke ser det som fattigdom, hvis man ikke har den nyeste iPhone. Det er jo åbenlyst. Fraværet af en bestemt telefon er ikke i sig selv fattigdom. Men det var jo heller ikke, hvad Mette Frederiksen forsøgte at sige. Hun forsøgte tværtimod at sige, at fattigdom er en absolut og ikke en relativ størrelse.

Men jo, fattigdom er også relativ. De børn, der vokser op i fattigdom i Danmark, mangler faktisk basale fornødenheder. Det kan være skoleudstyr til de større børn, penge til receptpligtig medicin eller vintertøj. Men de lever også i den form for fattigdom, som holder dem ude af fællesskaber.

Når børn ikke har penge til de ting, der er adgangsgivende til fællesskabet, lever de i relativ fattigdom, og det er yderst relevant at tage højde for, hvis man vil være deres statsminister.

Jakob Sølvhøj og Pernille Skipper (EL)
Hhv. børne- og socialordfører

Det betyder ikke, at man er fattig, hvis man ikke har den nyeste iPhone, men det kan være udtryk for fattigdom, hvis der ikke er råd til en gave og dermed deltagelse i børnefødselsdagen. Eller hvis der ikke er penge til medlemskab af fodboldklubben, som alle de andre er med i. Eller hvis man ikke kan være med på det chatforum, hvor alle vennerne er.

Ulige adgang til fællesskabet

For 50-60 år siden var man ikke nødvendigvis fattig, hvis der kun var penge til en enkelt blyant og et enkelt kladdehæfte hvert skoleår. Det ville man selvfølgelig være i dag, hvor både computere og internet er en forudsætning for at kunne følge med.

Når børn ikke har penge til de ting, der er adgangsgivende til fællesskabet, lever de i relativ fattigdom, og det er yderst relevant at tage højde for, hvis man vil være deres statsminister.

Regeringen vil samtidig gerne presse især kvinder med ikkevestlig baggrund ud i underbetalte kontanthjælpsjob. Som om deres arbejdsløshed handler om kultur. Men det gør det yderst sjældent.

Efterspørgsel fremfor stramme kommunale regler

Omkring tre fjerdedele af alle på kontanthjælp er slet ikke parat til hverken uddannelse eller job, selv hvis de fik det tilbudt. Det kan være på grund af psykiske problemer, handicap, sygdom eller sociale problemer. De mennesker får det ikke bedre af også at skulle bekymre sig om deres børns trivsel og muligheder for at deltage i fællesskaber sammen med andre børn.

Rigtig mange er måske klar, men ingen arbejdsgiver vil ansætte dem.

Lige nu er Danmark i en rigtig god økonomisk situation, og mange arbejdsgivere søger efter lys og lygte efter flere ansatte. Det har betydet, at eksempelvis ufaglærte med ikkevestlig baggrund får job som aldrig før. Og de kommer i arbejde, fordi der er efterspørgsel efter dem – ikke fordi der er kommet strammere regler for kontanthjælpen.

Statsministeren kan ikke komme udenom løftet om at gøre noget ved børnefattigdommen.

Jakob Sølvhøj og Pernille Skipper (EL)
Hhv. børne- og socialordfører

Børnene har ingen statsminister

Der er mange ting, der skal gøres bedre for børn. Minimumsnormeringer er stadig ikke implementeret. Folkeskolen skal blive bedre. Børn med handicap og anbragte børn savner rettigheder. Klimakrisen rammer især fremtidens generationer.

Men statsministeren kan ikke komme udenom løftet om at gøre noget ved børnefattigdommen. Og det kan hun ikke gøre ved at presse deres forældre ud i et arbejde, som ikke er der, og det kan hun ikke gøre ved at redefinere fattigdomsbegrebet.

Alle børn skal vokse op med lige muligheder, med råd til basale fornødenheder og ikke mindst med adgang til de fællesskaber, der gør en barndom bekymringsfri og sjov. Før det er virkelighed, har børnene ikke en statsminister.