Debat

Epilepsiforeningen: Der er for mange hængepartier på de danske bosteder

Mange danske bosteder er udfordret af mangel på medarbejdere og dårlig ledelse. Det skal der handles på nu, skriver Lone Nørager Kristensen.

Der burde være en ledelse, der sikrer sig, at folk i det mindst passer deres arbejde. Herudover er det ledelsen, der skal gå forrest og sikre en god kultur, der modvirker forråelse, skriver formand for Epilepsiforeningen.
Der burde være en ledelse, der sikrer sig, at folk i det mindst passer deres arbejde. Herudover er det ledelsen, der skal gå forrest og sikre en god kultur, der modvirker forråelse, skriver formand for Epilepsiforeningen.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Lone Nørager Kristensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Operation X om bosteder sendt på TV 2 har rejst en heftig debat. Og med god grund.

Det gør ondt at se, hvordan mennesker bliver nægtet basal omsorg, empati og relevant pædagogisk støtte af et forrået personale, der tydeligvis ikke er deres ansvar bevidst.

Lone Nørager Kristensen
Formand i Epilepsiforeningen

Det er trist at se hvordan, at de mennesker, som for alvor har brug for omsorg i vores samfund, bliver mere eller mindre overladt til sig selv. Det gør ondt at se, hvordan de bliver nægtet basal omsorg, empati og relevant pædagogisk støtte af et forrået personale, der tydeligvis ikke er deres ansvar bevidst.

Men jeg vil også tillade mig at indskyde, at det ikke er det generelle billede. Der er masser af bosteder i dette land, hvor personalet gør et rigtig stort og samvittighedsfuldt arbejde hver dag, og som aldrig kommer på tv. Men det skal ikke være en undskyldning eller en bortforklaring, for der er tydeligvis også steder, hvor tingene ikke fungerer. De skal vi til livs. 

Læs også

Der er for få ansatte

Men hvordan gør vi så det? Vi beskæftiger os særligt med epilepsi, hvilket også giver et fingerpeg, da 30 procent af alle personer med udviklingshandicap har epilepsi, og 50 procent af alle med et svært udviklingshandicap har epilepsi. Og set fra vores stol er problemet, at der mangler konkret handling på området. Rapporter efter rapporter har talt deres tydelige sprog.

Få nu sikret, at der er den rigtige sundhedsfaglige viden, og en ledelse, der er vågen ved havelågen. Så ville vi være langt.

Lone Nørager Kristensen
Formand i Epilepsiforeningen

Sundhedsstyrelsen og en lang række fagfolk har gennem de senere år arbejdet grundigt med epilepsiområdet. Herunder også i forhold til mennesker med handicap. Her peges der på betydelige udfordringer på botilbudsområdet og især mangel på ledelsesmæssig fokus på sikring af behandlingsplaner samt for lidt sundhedsfagligt personale. Hvordan går det så med det? Vi ved det ikke.

Men at dømme ud fra debatten på en nyligt afholdt konference for et nyt og landsdækkende netværk for sundhedsprofessionelle, der arbejder på bosteder med handicappede, er der ikke er sket noget på det område. Der er stadig for lidt sundhedsfagligt personale. Ofte er der ansat én sygeplejerske eller social- og sundhedsassistent. Resten af personalet er ofte pædagoger og i endnu højere grad ufaglærte og løst tilknyttede vikarer. Det giver problemer. 

Ledelserne skal vågne

Endelig er vi nødt til at spørge os selv om, hvor den daglige ledelse er henne? Der er uden tvivl problemer med at rekruttere personale. Det er sikkert en svær situation at stå i, når man skal drive et bosted. Men der burde stadig være en ledelse, der sikrer sig, at folk i det mindste passer deres arbejde. Herudover er det ledelsen, der skal gå forrest og sikre en god kultur, der modvirker forråelse.  

Hvad skal der så ske? Det er på tide, at man får handlet på alle disse hængepartier, som man allerede har fastslået, og så er det i arbejdstøjet.

Der skal simpelthen til at ske noget på det her område. Vi ved godt, hvor problemerne er. Nu er det konkret handling der mangler. Få nu sikret, at der er den rigtige sundhedsfaglige viden, og en ledelse, der er vågen ved havelågen. Så ville vi være langt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lone Nørager Kristensen

Formand, Epilepsiforeningen









0:000:00