Kommentar af 
Johanne Dalgaard

Er de sadistiske jobcentre resultatet af den evige politiske leflen for middelklassen?

Os middelklasseborgere har intet kendskab til de regimer, som udsatte borgere underkastes på landets jobcentre. Vi er slet ikke målgruppen for systemet – til gengæld er vi målgruppen for langt de fleste partier i Folketinget, skriver Johanne Dalgaard.

Det har ikke skortet på gruopvækkende fortællinger om jobcentrene i offentligheden. Den seneste uge alene har området kastet to separate rædselshistorier af sig i medierne, skriver Johanne Dalgaard.
Det har ikke skortet på gruopvækkende fortællinger om jobcentrene i offentligheden. Den seneste uge alene har området kastet to separate rædselshistorier af sig i medierne, skriver Johanne Dalgaard. Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Johanne Dalgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg kender, så vidt jeg ved, ikke nogen, der aktuelt er på kontanthjælp. De fleste i min omgangskreds har ret begrænset erfaring med at være i berøring med ledighedssystemerne i det hele taget – og i det omfang de har det, drejer det sig om dagpengesystemet.

Selv var jeg på dimittendsats i otte måneder efter endt uddannelse, før jeg begyndte at finde reelt fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg blev ved første møde i jobcentret prompte visiteret til en "anden aktør" med speciale i akademikere.

Det var ikke nogen opløftende oplevelse at blive talt ned til af såkaldte jobkonsulenter med nul indsigt i ens faglighed, eller at gå til Linkedin-kursus under sloganet: "It does not matter what you know – what matters is how clearly other people can see what you know".

Man kunne godt få impulsen til med høj og skarp stemme at frabede sig at blive talt til på den måde. Man kunne også med rette stille spørgsmålstegn ved, om alle disse aktiviteter havde nogen form for effekt på mine og mine med-lediges muligheder for at få et job. Det havde de ikke. Men på den anden side var det heller ikke værre, og det fik en ende.

Middelklassen er den primære målgruppe for de fleste partier i Folketinget. Og måske er det forhold en central del af forklaringen på, at systemet får lov til at sejle videre under et falsk velfærdsflag

Johanne Dalgaard

Visiteringen til anden aktør betyder, at jeg kun har sat mine ben to gange på det lokale kommunale jobcenter. Og jeg har på fornemmelsen, at mit erfaringsrum på området afspejler mange danske middelklasseborgeres erfaringsrum.

Vi har ikke reelt førstehåndskendskab – ofte ikke engang andenhåndskendskab – til jobcentrene og deres praksisser. Vi har ikke førstehåndskendskab til de regimer, som udsatte borgere underkastes med henblik på at presse den sidste dråbe nytteværdi ud af dem.

Ingen af os har oplevet at blive beordret til at redegøre for forholdet til vores tidligere ægtefælle under trussel om at miste forsørgelsesgrundlaget, fordi kommunens spioner har observeret vedkommendes bil foran vores bolig. Det er heller ikke os, der slides op og falder døde om under såkaldte "ressourceforløb", der havde til formål at "afklare vores arbejdsevne".

Sådan noget sker i reglen ikke for middelklassedanskere. Middelklassen er slet ikke målgruppen for systemet. Middelklassen er til gengæld den primære målgruppe for langt de fleste partier i Folketinget. Og måske er netop det forhold en central del af forklaringen på, at systemet får lov til at sejle videre år efter år under et falsk velfærdsflag – selvom alle kan se, at det er mere sadistisk end omsorgsfuldt.

Det er ellers ikke, fordi det skorter på gruopvækkende fortællinger om jobcentrene i offentligheden. Den seneste uge alene har området kastet to separate rædselshistorier af sig i medierne.

Vi kan konstatere, at der i det danske beskæftigelsessystem er praksis for at lade en kunstig intelligens chikanere udsatte borgere

Johanne Dalgaard

Der var historien om 28-årige Rasmus, der først blev sygemeldt med stress og senere fik diagnoserne ADD og Aspergers syndrom, hvorpå han af Jobcenter Randers blev udsat for en veritabel klapjagt. Jobcentret tilsidesatte skødesløst lægefaglige vurderinger og tvang Rasmus gennem det ene meningsløse praktikforløb efter det andet, indtil han – som forudsagt af en læge – udviklede Posttraumatisk Stress-Syndrom (PTSD).

Historien er oprørende, men den er også genkendelig. Ubarmhjertigheden og blindheden over for borgeren. Foragten for de lægefaglige vurderinger. Tilsidesættelsen af dem, der kun kan være økonomisk motiveret. Den hæmningsløse jagt på det sagnomspundne fænomen "arbejdsevne" hos et menneske, der tydeligvis er nødstedt og har brug for hjælp. De kommunale mellemledere, der afviser at have forårsaget Rasmus' læge-forudsagte PTSD og i øvrigt – trommehvirvel – bare har "fulgt retningslinjerne".

Alle er de velkendte plotpunkter, hvis man ofte læser med på historierne om kontanthjælpssystemet. Og alle peger de på, at der er noget fundamentalt i vejen med jobcentrene og deres aktiveringsindsats, der årligt koster fælleskassen 7,4 milliarder kroner (2018-tal).

Læs også

Og så var der også historien om et it-system, der på jobcentrenes vegne automatisk nedsætter borgeres ydelser på et ulovligt grundlag. Her kunne Rune Kastrup Madsen fra Dragør berette om et system, der gennem halvandet år blev ved med at sende ham ulovlige varselsbreve om nedsættelse af hans ydelse. Systemet undlod faktisk kun at nedsætte ydelsen, fordi han hver gang greb telefonen og ringede til sin sagsbehandler.

Den foreløbige afdækning fra DR's Jesper Tynell viser, at systemets indretning i mange tilfælde har ført til ulovlige ydelsesnedsættelser for syge borgere, der af den ene eller anden grund ikke har magtet at reagere på varselsbrevene. Det fulde omfang kender vi ikke endnu, men vi kan konstatere, at der i det danske beskæftigelsessystem i 2022 er praksis for at lade en kunstig intelligens chikanere udsatte borgere uden obligatorisk menneskeligt tilsyn. 

På et velfærdsområde, der i forvejen synes at være præget alt for lidt af menneskelig omtanke og alt for meget af snæver systemtænkning, tegner der sig her nogle helt nye og ildevarslende problemstillinger i horisonten.

Det indgår i den samfundskontrakt, som velfærdsstaten er baseret på, at man kan udlicitere omsorg for udsatte mennesker fra den enkelte til fællesskabet. Men hvor mange ville skrive under på, at omsorgen lige så godt kan varetages af en computer?

"Værdighed" nævnes altid som et centralt princip, når de politiske lag taler om digitaliseringen af den offentlige sektor. Indtil videre er der ikke meget, der tyder på, at princippet omsættes til nogen konkret praksis.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johanne Dalgaard

Freelanceskribent, specialkonsulent
cand.scient.pol (Københavns Uni.)