"Et forbud vil få os til at arbejde i skjul"

Af Sine Plambech
Socialantropolog ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Et perspektiv mangler kontinuerligt i debatten om prostitution – de udenlandske sexarbejderes – hvilket er paradoksalt, eftersom diskussionen i høj grad handler om, hvordan vi hjælper præcis de udenlandske sexarbejdere. Men hvad mener de selv?

I stedet for at skrive endnu et debatindlæg kommer her to interviews med de thailandske sexarbejdere ”Jim” og ”Ann”. Jeg interviewede dem i forbindelse med et mindre antropologisk feltarbejde, jeg foretog i Københavnsområdet specifikt om thailandske sexarbejderes syn på sexkøbsloven. De har begge givet tilladelse til, at interviewet bringes.

Fortsætter uden om forbud
35-årige Jim, thailandsk trans- og homoseksuel, bor og arbejder i København NV. Han fortæller, at han havde en god uddannelse og et godt job i Thailand, hvor sexarbejde ikke lå i kortene. Jim kom til Danmark, da han blev gift med en dansk mand. De er nu skilt, men da hans mor blev syg, var han nødt til at tjene penge til hendes medicin og hospital, som han kunne sende tilbage til Thailand.

Hvad tænker du om kriminalisering af sexkøb?

”Jeg har tænkt på, hvordan det påvirker thailændere, især dem, der arbejder på den her måde. Der er jo mange thailændere, der har åbnet deres egen klinik, betaler husleje og alle mulige ting. De tjener penge selv og modtager ikke penge fra kommunen. De hjælper hinanden mod de kriminelle – flere er jo blevet voldtaget. Når vi er flere sammen, er det bedre”.

Staten tjener jo penge på os, og de tjener mange penge. Loven vil ikke være til deres fordel, i og med at der slet ikke nogen, som oplyser om skatter. I dag betaler jeg skat.... Hvis loven bliver vedtaget, rejser vi ikke hjem til Thailand, vi har ret til at bo her. Vi vil i stedet gøre som i Sverige. Der ringer kunderne og bestiller pizza, og så får de en pige.

Ann
Thailandsk sexarbejder, Vesterbro

Hvad tænker du på at gøre, hvis et forbud bliver vedtaget?

”Jeg ville ikke blive særlig glad. Jeg arbejder på den her måde i min private lejlighed, jeg betaler for annoncer i Ekstra Bladet, jeg betaler skat og betaler alle regninger selv. Nogle mænd, som kommer her, har fantasier om at dyrke sex på den her måde. Jeg respekterer dem, til gengæld skal de også respektere mig. Vi gør det privat. Hvis vi mødes på gaden, er vi ukendte. Hvis loven kommer, vil jeg ikke annoncere eller fortælle, at jeg stadig arbejder på den her måde, fordi jeg ikke vil i fængsel og heller ikke mine kunder. Hvis loven ikke kommer, ville det være dejligt, så jeg kan blive ved med at have det her liv. Men jeg vil da gerne have et endnu bedre liv i Danmark, for eksempel ved at have et andet arbejde, og så ville jeg fortsætte med sexarbejdet ved siden af.”

Mindsker ikke problemet
Vil loven hjælpe dem, som er tvunget til at sælge sex?

”Nej, i stedet skal man jo gå direkte til det problem. Hvis jeg nu spørger dig tilbage, hvad er grunden til at stoppe mig eller de andre på klinik? Det mindsker ikke problemet (med tvang.red.), det hjælper ikke. Det fortsætter, bare på en anden måde. Jeg vil ikke sige det med 100 procents sikkerhed, at der ikke er nogen, der bliver tvunget, men jeg har aldrig mødt eller snakket med nogen, som har været udsat for det, da de er alle på klinik. Jeg besøger dem, de er jo mine veninder, og der er ingen, der er blevet tvunget. Jo, der er nogle, der ikke har visum eller kun har turistvisum og ikke arbejdstilladelse, det ved jeg, men de er ikke tvunget."

Mange diskuterer, at det er skadeligt at sælge sex, og at loven vil hjælpe dem. Hvad mener du om det?

”Der er nogen, der sidder på klinikken hele dagen, ugen igennem og sover der. De kan godt føle sig pressede efterhånden. Men mennesker er jo forskellige. Jeg vil helst leve sådan, at jeg ikke arbejder hver dag. Jeg vil gerne arbejde i min lejlighed, se fjernsyn, ud at købe ind, snakke med veninder, snakke om mit liv og samtidigt gerne tjene penge til at betale regninger. Jeg tænker ikke på at blive rig, men vil gerne overleve her i Danmark. Jeg sender penge og gaver hjem, og jeg har bygget huse og betalt for uddannelser til mine søskendes børn.”

Svenskere tager til Danmark
Møder du nogle thailændere fra Sverige?

”Ja, de kommer her til Danmark, for det er jo forbudt i Sverige at arbejde på klinik. Og der kommer også mange svenske kunder. Jeg har fået flere kunder, efter loven er trådt i kraft i Sverige. Jeg kan jo se det på telefonen, når de ringer hjemmefra. Der står +46 og +47, det er dem fra Norge. De ringer og bestiller tid i forvejen. De finder mig på nettet eller på Ekstra Bladets hjemmeside. De skal måske til møde i København, og efter mødet gør vi det. Vi taler aldrig om loven, men de ved jo godt, det er forbudt. Det er jo ikke noget problem, så længe de betaler.”

Hvad vil de andre med en klinik gøre, hvis loven bliver vedtaget?

”De vil få bistandshjælp fra kommunen og udføre sort arbejde. De vil nok højst sandsynligt gøre noget, der er værre. Noget mere usikkert. Sidde på baren og kigge efter nogen, der gerne vil have sex og så tage dem med hjem til sig selv. Det er jo det, dem fra Sverige gør. Hvis man har et sted, hvor man kan banke på, er det mere sikkert. For der kommer jo også kriminelle, de banker hårdt på døren, råber eller vil kun betale 100 kroner. Dem kan jeg ikke lide. Jeg kan heller ikke lide ordet thailandsk prostitutionsmiljø - det lyder, som om vi er en dårlig gruppe i samfundet, dårlige mennesker.”

Bekæmp rufferi
Hvad skal man gøre i stedet for et forbud?

”Altså en hård lov mod dem, som udfører rufferi. Men det må ikke være forbudt for dem, der har lyst til eller gør det selv, ligesom mig eller alle de andre på klinikkerne. Det er jo ligesom danskerne, der arbejder på klinik, dem er der jo også mange af.”

Hvad synes du om A-kasser, pensionsordninger og sygeforsikringer til sexarbejdere?

”Det er op til dem. Det skal man selv have lov at bestemme, om man vil være med i. Jeg tror ikke, at nogen vil stå frem og fortælle, hvad de laver til andre end venner. Jeg ville ikke melde mig ind.”

Staten tjener penge på os
43-årige Ann arbejder på forskellige klinikker på Vesterbro. Ann har været i Danmark i 24 år og arbejdet på klinik i tre år. Hun arbejder forskellige steder, også derhjemme, og andre arbejder også hjemme hos Ann af og til. Hun kender mere end 50, som arbejder på klinik. Ann er fraskilt og har tre børn.

Hvad tænker du på at gøre, hvis et forbud bliver vedtaget?

”Det bliver jo dyrere for kunderne. Altså cirka 200-300 kr. mere, end det plejer at gøre. For vi skal tage taxa til kunden, og vi skal have én med til at passe på os. Det er jo også dyrt at lave ens egen lejlighed om til klinik. Men det bliver mere farligt for os, hvis vi ikke har klinik, da vi bliver nødt til at invitere vores kunder op i vores lejlighed. Escortpigerne kan jo ikke se kunderne. De lytter bare i telefonen, når en mand ringer og bestiller en pige. Selv på hotel, oplever man noget, der er forfærdeligt. Vi åbner jo kun klinikken, hvis der er flere på arbejde, men der har jo også været røveri her.

Hvad tænker du om kriminalisering af sexkøb?

”Staten tjener jo penge på os, og de tjener mange penge. Loven vil ikke være til deres fordel i og med, at der slet ikke nogen, som oplyser om skatter. I dag betaler jeg skat.... Hvis loven bliver vedtaget, rejser vi ikke hjem til Thailand, vi har ret til at bo her. Vi vil i stedet gøre som i Sverige. Der ringer kunderne og bestiller pizza, og så får de en pige... De ringer på et bestemt nummer. De svenske mænd, de kommer jo også her. Og pigerne kommer for at arbejde. De tager toget til Danmark om dagen og tager hjem til Sverige igen bagefter. Men de skal ikke sige, der ikke er nogen, der sælger sex i Sverige... på cafeer og barer, der sidder pigerne og prøver at komme i kontakt med kunder. Der er ikke nogen, der gerne vil stoppe. For det første er det gode og lettjente penge. Mange har jo gæld, mange har forsørgelse derhjemme i Thailand.

Ikke tvunget
Nogle mener, loven vil hjælpe dem, der er tvunget. Hvad mener du om det?

”Thaipiger er ikke tvunget. Men de piger, som står på Halmtorvet, de har bagmænd. Brug dog tid på dem i stedet for os. Østeuropæerne, de har bagmænd, det ved jeg 100 procent. Dem fra Nigeria har ikke bagmænd. Vi har heller ikke bagmænd her. Hvis vi ikke gider arbejde en dag, så gør vi det ikke. Dem, der har det rigtig dårligt, havde det dårligt, før de kom her. Nogle har lånt for mange penge til at tage hertil, og dem skal de jo betale tilbage. Så siger de, at de er blevet lokket og tvunget - sludder og vrøvl! De vidste godt, hvad de skulle her. Danskerne gør alt for meget ud af det. De råber og skriger og siger åh, de er så forfulgte. Hvorfor gør de det? Jeg forstår det ikke. Har de talt med os, one by one, en efter en?”