Familiecenter: Frederiksens forslag om flere tvangsanbrigelser er en fejlslutning

KRONIK: Regeringen vil have flere og tidligere tvangsanbringelser. Det vil koste trivsel og livsmuligheder for et stort antal børn, skriver souschef Nikolaj Nissen fra Center for Unge og Familier.

Statsminister Mette Frederiksen (S) varslede i nytårstalen, at regeringen vil komme med konkrete initiativer til flere og tidligere tvangsanbringelser. Idéen er en fejlslutning, skriver centerchef.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Nikolaj Nissen
Souschef, Center for Unge og Familier

Som flere af os har fulgt med i, varslede statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale, at Socialdemokratiet snarest vil komme med konkrete initiativer til, hvordan partiet vil komme i mål med sin idé: flere og tidligere (tvangs)anbringelser.

Vi ser for ofte, at lovændringer og tiltag bliver til på baggrund af enkeltsager for at vise politisk vilje og mod. Mette Frederiksen har tilsyneladende holdt møde med grupper af nuværende og tidligere anbragte børn, og det ser ud til, at hun blandt andet på den baggrund nu handler.

Vi mener, idéen er en fejlslutning, der kan koste trivsel og livsmuligheder for et stort antal børn og familier.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

For der er ikke evidens for at øge antallet af anbringelser. Tværtimod findes der evidens for – i den eneste valide danske undersøgelse på området: SFI's rapport 'Sammenbrud i anbringelser af unge: Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag' – at anbragte børn klarer sig dårligere som voksne end de voksne, der som børn havde samme udfordringer, men ikke blev anbragt.

Alligevel er antallet af børn, der bliver fjernet fra hjemmet uden forældrenes vilje, steget fra 1.200 børn i 2007 til 2.700 i 2018. Tallet vil formentlig nu stige drastisk, hvis Socialdemokratiets forslag realiseres.

Der hersker desværre stadig i mange sociale indsatser levn fra et gammelt paradigme, der ikke hjælper de udsatte børn og familier.
Nikolaj Nissen
Souschef, Center for Unge og Familier

Hvorfor er vi havnet her, hvor flere og tidligere anbringelser hives op af redskabskassen som den eneste mulighed? Når værktøjet som en hammer uden skaft ikke virker?

Kommunerne bruger ikke værktøjer
Problemet med børn, der kommer i klemme i haltende familier, er reelt og komplekst. Men vi skal væk fra fokus på symptombehandling og i stedet fokusere på at kvalitetssikre det socialarbejde, som vi udfører i kommunerne.

Som alternativ til anbringelser findes der en lang række evidensbaserede værktøjer, som vi ved virker. Men det kommunale system har generelt ikke mod, vilje og kultur til at tage dem i brug.

Socialstyrelsen udarbejdede i 2014 til 2015 et seriøst metodeudbredelsesprogram, hvis formål var at arbejde med dokumenterede metoder for sårbare børn og unge, som har vist positiv effekt.

Metoderne skulle anvendes i mange af landets kommuner og have til formål at øge trivslen blandt børn og deres familier samt sikre faglig udvikling mod en mere systematisk, effektiv og vidensbaseret faglighed. Metodeudbredelsesprogrammet var finansieret af en bevilling på finansloven.

Flere af de evidensbaserede metoder i programmet faldt dog til jorden som et køleskab under en flytning. Og den hårde landing skyldtes formentlig ikke metodernes manglende kvalitet eller udeblevne resultater.

Kulturen står i vejen
I stedet kan man stille sig spørgsmålet: Kan de evidensbaserede metoders manglende udbredelse skyldes, at vi som fagprofessionelle generelt set er for autonome og ser os fagligt stærke nok til ikke at lade os "styre" af nogle meget konkrete styringsredskaber?

Praksis, der er bakket op blandt andet af erfaringerne med at søsætte metodeudbredelsesprogrammet, viser, at der inden for det socialpraktiske område helt generelt er en kultur, der gør det vanskeligt at arbejde så struktureret og metodisk, som det kræver for at kunne bruge de værktøjer, der beviseligt virker for en af samfundets mest udsatte grupper: de komplicerede familier på randen af et sammenbrud, hvor børnene selvsagt er de mest belastede.

Der hersker desværre stadig i mange sociale indsatser levn fra et gammelt paradigme, der ikke hjælper de udsatte børn og familier. Snarere tværtimod. En modus operandi, en kultur i det sociale arbejde med de komplicerede familier, hvor holdningen er, at vi ikke kan måle socialt arbejde.

"Vi kan ikke kigge i en manual for at finde ud af, hvordan vi skal forholde os til andre mennesker" er i diverse versioner den sætning, som man ofte møder, uanset hvor man befinder sig i den socialfaglige verden.

Det skorter sjældent på gode hensigter, intentioner og iver, men det bliver meget ofte et spørgsmål om mavefornemmelser og tilfældige løsninger. Den konkrete indsats bliver derfor alt for ofte tilfældig, løs og uden konsistens.

Læs også

Regeringen overvejer at gøre det sværere at afbryde anbringelser

Politisk vilje og mod mangler
I stedet for Socialstyrelsens metodeudbredelsesprogram kigger man nu internt i kommunerne for at finde eksempler på best practice, der virker.

Man er på den måde kommet op med et udviklings- og investeringsprogram, herunder blandt andet en forskningsrapport, hvor man har fundet 11 elementer, der skal være til stede i et best practice-program.

Det fremhæves her, at de indsatser, der bedst kan skabe trivsel for de mest udfordrede familier og belastede børn, kræver en udpræget struktureret, højprofessionel praksis, hvor netop tydelige mål, monitorering og opfølgning i forhold til disse mål er essentielle for at opnå den ønskede effekt.

Mange steder er det dog stadig op til de enkelte indsatser at "konstruere" den konkrete indsats, ud fra hvad de enkelte fagprofessionelle tænker, der er det mest rigtige i forhold til den målgruppe, som de arbejder med.

Belastede børn i udsatte familier taler til alles hjerter. Medierne griber traumatiske enkeltsager og forstørrer dem, fordi det er godt stof. De oprigtigt forfærdelige sager er samtidig en latent katastrofe for de ansvarlige politikere. Også derfor mangler der politisk lederskab til at pege på andre og nye veje end de prøvede.

Evidens taler for at arbejde intensivt
Hvad nu hvis barnet eller den unge kan blive boende hjemme i stedet for at blive anbragt? Hvis barnet og forældrene kan få en specialiseret døgnbehandling inden for de vante vægge og her få den støtte, der skal til for skabe den nødvendige forandring?

En specialiseret døgnbehandling i eget hjem, der døgnet rundt og alle dage rækker for at fange alle livsområder og interesser hos den unge der, hvor den unge færdes og lever?

Evidensen taler entydigt for sådanne metoder, hvor man arbejder intensivt og struktureret med at kortlægge og opfylde mål for familien og børnene, der kan føre til varige livsforbedringer.

Men det kræver: tæt, tæt kontakt, en faglig leder, der hele tiden sidder på kanten af stolen og er parat til at guide den ansvarlige fagperson i forhold til de dynamikker og udfordringer, der har bragt familien og dermed barnet ud af kurs: struktur, detalje og handling nu.

En professionel fagperson skal sammen med forældre og nøglepersoner udvikle konkrete mål for familiens dynamik og trivsel. Successen ligger i detaljen: for få eller for mange regler, hvordan bliver de videregivet?

Hvordan er forholdet mellem far og mor? Hvordan samarbejder forældrene med netværket omkring barnet – hiver alle i samme retning? Hvilke dynamikker påvirker forældrenes liv?

Hele familiens dynamik må under lup
Som udgangspunkt er det forældrene eller den unges nøglepersoner, der er de primære motorer for en positiv forandring. Men et enkeltsiddet fokus på mor eller på barnet rækker ikke. I stedet må man inddrage alle de mennesker, der kan have part i familiens og barnets trivsel.

Ofte er der tale om familiedynamiske problemstillinger, som kræver, at hele familien bakker op om den aftalte behandling, og at man i hele familien ændrer på en lang række parametre for at rykke på dynamikkerne.

Hvis en varig kursændring skal lykkes, er det nødvendigt med en faglig medarbejder, der sidder helt ude på kanten af stolen og er parat til med det samme at støtte forældrene, uanset hvornår på døgnet behovet er der.

Indsatsen skal konstant holdes op på, om målene er realistiske og kan nås inden for en uge, samt at man ikke har fokus på alle mulige andre temaer i familien. Det afgørende er at være helt tæt på familierne, så man blandt andet kan få løst selv små problemer sammen med familien hurtigt.

Skal være konstant og tilstedeværende vilje
For at skabe varige ændringer i de mest udsatte familier kræves der endeligt en faglig leder, der hele tiden holder medarbejderne fast i det spor, der er lagt for behandlingen. Et tillidsfuldt og professionelt samarbejde mellem leder og fagperson bliver derfor afgørende.

Lederen skal være helt tæt på den enkelte sag hele tiden. Den faglige leder må kunne sige til sin medarbejder: "Du skal ud i aften klokken 18, fordi der er brug for det i familien."

Der skal med andre ord være en konstant og tilstedeværende vilje til gå all in for de her familier.

Som det er nu, bliver mange af de mest udsatte børn og familier udsat for den mindst strømlinede og mindst vidensbaserede metode overhovedet. Der findes børn, hvor anbringelse er det eneste rigtige, men flere og tidligere anbringelser må aldrig blive et mål.

Slet ikke, når der findes bedre – og billigere – metoder, som alle er forankret i veldefineret teori og aktuelt bedste viden, som vi ved kan gøre en langsigtet forskel for børnene, de unge og deres familier på meget kort tid.

Politik har aldrig været vigtigere