Fl. Chr. Nielsen: Sjælsmarks beboere er ofre for magtens sproglige tyranni

KOMMENTAR: Forældrene på Sjælsmark kaldes "gideltagere", deres oprindelsesland for "hjem". Magtens sprog videreformidles ukritisk af medierne og bliver til vores sprog og virkelighed, skriver Flemming Chr. Nielsen.

Tidligt om morgenen mødte en større gruppe betjente forleden op på Sjælsmark Udrejsecenter. De kom for at hente en kurdisk børnefamilie, der skulle tvangsudsendes til Iran.

Men sådan gik det ikke, for midt under det politiske hanegal forsøgte moderen at tage sit eget liv. Hun blev indlagt, og tvangsudsendelsen er nu foreløbig udsat.

Det er det billede, der tegner sig, for den information, der slippes ud til offentligheden, er yderst begrænset. Nok lever vi i et folkestyre, men dets drejebog skrives af magthaverne. Derfor leder man forgæves efter reportager om, hvad der den morgen foregik på Sjælsmark.

For hvad stiller medierne op, når de ansvarlige holder munden sammensyet?

Bekvemmelighedsjournalister skriver det, som ikke irriterer de sammensyede munde: ”Beboere på udrejsecenter brugte kasteskyts mod politiet … protesten tog en voldsom drejning … der blev antændt flere bål.”

Sådan fremtrylles for læserne den illusion, at her har vi gadens hysterisk opgejlede parlament kontra de kyndige og besindige lovgivere.

Illusionen ligger smukt i forlængelse af integrationsministerens yndlings-genfortælling om dengang, hun ”blev forsøgt overfaldet” og af sine livvagter måtte evakueres fra Sjælsmark. Situationen udviklede sig voldsomt, og uden livvagterne kunne det være endt helt anderledes galt, informerede ministeren.

Hvad det lokale gadeparlament måtte have at sige om overklassens visitter, skrives der sjældent om, men parlamentet udgøres lige nu af blandt andre 125 mindreårige børn og deres forældre. De må ikke selv lave mad. De må ikke have et køleskab. De må ikke få lommepenge. De skal tilbringe deres tid med at glo ind i en væg, indtil selv væggen begynder at tale og fortæller dem, at de er skarn, der har at rejse ”hjem”.

Og bemærk, at også her er sproget en lakaj for magten. Forældrene kaldes ”gidseltagere,” tilmed af den specielt makabre type, der ikke viger tilbage for at tage ”deres egne børn som gidsler”. Lige så illusorisk er det hyggeord, der hedder ”hjem”. I dansk sammenhæng signalerer ”hjem” et sted, hvor radiatorer leverer varme, hvor vand kommer ud af haner, hvor børn sover trygt, og angst og rædsel kun er en film på Netflix.

Men vil man have et indtryk af, hvor lidt der skal til for at fjerne hyggens forhæng, kan man kaste et blik på de af vore landsmænd, der har oplevet blot en brøkdel af den gru, som en flygtning lever med i sit sind og sin sjæl. Og det er endda landsmænd, som sov i bevogtede bastioner og havde præster og psykologer, kanoner og bomber til egen rådighed.

Hvad skete der nemlig, da vore udsendte vendte ”hjem”? Nogle af krigsveteranerne søgte ud i skovene, andre blev fast klientel hos psykiatere, én slog sine forældre ihjel, nogle blev kriminelle, mange begik selvmord.

At være kommet ”hjem” gav ingen mening for dem.

De tvangsudviste i ingenmandsland på Sjælsmark er i lighed med krigsveteraner blevet til døde breve. De nåede aldrig frem. De blev til dynger af bleg håbløshed, men nu og da bladrer alligevel en eller anden i det sammenfoldede papir, og en sjælden gang sker det, at der kommer gode nyheder til en familie, som ellers går til grunde under sin tyngende ulykke.

Jo, selv til dette danske Gulag kan indløbe den meddelelse, at en sag er genoptaget på grund af nye oplysninger. Ganske vist er ”nye oplysninger” også en sproglig omskrivning, som skal udviske, at der er sket en fejl. Et dokument kan være fejloversat. Et overset pas kan være fundet frem, eller en avis kan have fattet interesse for en sag, og netop til det døde brev på Sjælsmark kommer så den budbringer fra livet, at asylsagen kan starte forfra.

Men både hos de døde brevskæbner på Sjælsmark og hos de brevskæbner, der udmærker sig ved at have fået en midlertidig opholdstilladelse, overskygges det sjældne glimt af håb af det infame sprog, der fastholder og lænker den danske opfattelse af ”en fremmed”.

De fremmede er altid en byrde, aldrig en gevinst. De er uintegrerbare. De er frø af ugræs. De undertrykker kvinder. De vil afskaffe grundloven. De voldtager deres døtre. De lever i en kontraverden. De hader vores kultur. De afskyer vore madvaner. De deler religion med terrorister. De klæder sig aparte. De gør derfor et paradigmeskift påkrævet (engang var ordet ukendt af andre end videnskabsmænd; i dag hører det til selv skrivende analfabeters faste vokabular).

Da Integrationsministeriets egne medborgerskabsundersøgelser i 2016 og 2017 brød den officielle byrdeideologi, blev de derfor af ministeren gemt væk i interne skuffer. Tilsvarende blev Efterkommer-rapporten i december 2018 så sprogligt sløret af en uhellig alliance mellem integrations- og undervisningsministeren, at Berlingske, der fik ministrenes falske udlægning som blodig journalistisk luns, siden måtte berigtige og beklage sine artikler.

Det er sprogets tyranni, der behersker os. Tyranniet besætter vore hoveder og vores rygmarv og levner ikke plads til den mest trivielle eftertanke.

Magtens sprog bliver til vores sprog. Det er det sprog, der via medierne former vores virkelighed, akkurat som hypnotisøren gør det i sit markedstelt. Han kan hidse os op til Spyttemænd. Han kan også demontere vores aggressivitet. Valget er hans.

Samme valg har det politiske flertal i vort land. Det er valget imellem at opfatte 125 børn på Sjælsmark som gidsler hos de mest afmægtige gidseltagere, verden har set, eller som 125 børn, hvis smil vi omkostningsfrit kan fremkalde selv her i mørket midt på dagen.

Tema: Vilkårene på Udrejsecenter Sjælsmark

Forrige artikel Benny Damsgaard: Sjælsmark-sagen vidner om K's politiske rejse mod højre Benny Damsgaard: Sjælsmark-sagen vidner om K's politiske rejse mod højre Næste artikel Harun Demirtas efter kritik af Joy Mogensen: Ligestillingskampen er ikke slut endnu Harun Demirtas efter kritik af Joy Mogensen: Ligestillingskampen er ikke slut endnu
Forsøg viser vejen til bedre sagsbehandling, men det koster

Forsøg viser vejen til bedre sagsbehandling, men det koster

FRIKOMMUNE: Ambitionen om at sikre udsatte borger og familier én samlet handleplan og indgang til kommunen er allerede omsat til lov. Forsøg viser, at omstillingen er ressourcekrævende, men gør en forskel for borgere og medarbejdere.