For Lige Vilkår: Kun de ressourcestærke forældre kommer igennem til systemet

Af Pernille Baungaard
Medstifter af For Lige Vilkår

I sidste uge bragte Danske Kommuner et interview med Helle Linnet, som er formand for socialcheferne.

Interviewet blev delt flittigt på sociale medier blandt mennesker med kendskab til forholdene i familier med børn med handicap, men det fortjener mere opmærksomhed end det.

For skulle en udenforstående læse interviewet, ville vedkommende blive efterladt med tre billeder af familier med handicap: 

• Familierne forsøger at få skiftet en gammel kørestol ud, før den er slidt op – blot for at få den sidste nye model.
• Dem, der er gode til at stille krav, løber med ressourcerne på bekostning af de ”tavse grupper”.
• Når så mange af kommunernes afgørelser omgøres i ankestyrelsen, er det lovgivningen – ikke forvaltning af lovgivningen – den er gal med. 

De tre punkter vil jeg gerne give alle udenforstående – og Helle Linnet – et mere nuanceret billede af.

Dem, der orker, trænger igennem
”Vi sidder lige nu og skriver på en klage over afslag på udskiftning af el-stol. Min søns stol er en genbrugsstol, som han har måtte tilpasse sig til. Den går konstant i stykker. Sidst gik den i stå under skolens brandøvelse. Derudover er den for høj til skolens borde, så kommunen foreslår bl.a., at hans hjælper blot følger bagefter ham med en almindelig stol hele tiden.”

Hvis man gav familierne hjælp up front – uden opslidende forløb via Ankestyrelsen – så ville man reducere arbejdsbyrden i det offentlige betragteligt og dermed frigive tid og ressourcer til de tavse.

Pernille Baungaard
Medstifter, For Lige Vilkår

Sådan skriver et medlem af For Lige Vilkår om erfaringerne med at søge om en kørestol til sin søn på 11 år.

Man kan være enig eller uenig i, om ovenstående er ok i et velfærdssamfund. Men man kan ikke være uenig i, at stolen nok er slidt op – men det udløser altså ikke nyeste model kørestol. Ej heller en ”ny” genbrugsstol.

Generelt handler kampene med kommunen for de færreste om at få en top-tunet el-kørestol til sit barn.

Kampene med kommunen handler helt grundlæggende om at få hjælp – i en eller anden form.

Men kassen er smækket i, og kommunerne forsøger med alt magt at holde kunderne væk fra butikken – vel at mærke kunder, der ikke har andre steder at gå hen. 

Nogle få trænger alligevel igennem. Dem, der orker.

De færreste føler sig ressourcestærke nok
Vi er for længst holdt op med at betegne seniorer som ”ældrebyrden”. Vi er til gengæld langsomt, men sikkert ved at etablere en ny byrde, nemlig ressourcestærke-byrden.

Det er de forældre, der kan læse lovgivningen, har energi til at blive ved eller økonomi til at hyre jurister.

Men lad mig understrege: De færreste føler sig ressourcestærke i mødet med socialforvaltningen, når det ”møde” har stået på i nogle år. Nogle føler sig stærke i deres familieliv, deres arbejdsliv og sociale liv.

Med i mødet med socialforvaltningen reduceres de fleste af os til mennesker, der kæmper en opslidende og ulige kamp mod det system, der skulle hjælpe.

Og ja, dem der er stærkest og stædigst finder energien til at blive ved.

Men det er på et fundament af frustration og afmagt – ikke styrke. Og så får de børn ofte den hjælp serviceloven tilskriver. Men det er ikke på bekostning af de tavse.

Det er kommunernes manglende proaktivitet - som serviceloven foreskriver - der efterlader de tavse uden mulighed for at få den samme hjælp. 

Jurister træffer afgørelserne
Helle Linnets fremstilling er beskæmmende og bekræfter desværre, at der er to fronter i denne sag – familierne med brug for hjælp - og kommunerne, der kan tildele hjælpen. Og imellem de to er der en tillidskløft af monumentale dimensioner.

Tænk hvis kommunerne så familiernes styrke som en fordel og anerkendte det som den ressource, det er for samfundet, når man selv er i stand til at varetage barnets og familiens behov.

Hvis man gav familierne hjælp up front – uden opslidende forløb via Ankestyrelsen – så ville man reducere arbejdsbyrden i det offentlige betragteligt og dermed frigive tid og ressourcer til de tavse.

Og her er vi fremme ved punkt tre, hvor Helle Linnet angiver lovgivningen som det store benspænd i kommunernes sagsbehandling.

Hun skriver: ”Når Ankestyrelsen underkender mange af vores afgørelser, så kan det jo være, at det er lovgivningen, der skal ændres. Det nytter jo ikke, at man skal være jurist for at bruge loven, når det i praksis er socialrådgiverne, der sidder med sagen.” 

Fakta: I mange kommuner er det jurister, der træffer afgørelserne, mens det er sagsbehandlere uden socialrådgiverbaggrund, der arbejder i fronten.

Og selv hvis det var socialrådgivere, der traf beslutningerne, så har de bedre forudsætninger end de fleste forældre for at kende serviceloven qua deres uddannelse.