Forfatter: Det er ondskabsfuldt at tage modet og håbet fra syge mennesker

DEBAT: De seneste års beskæftigelsesreformer og en vilkårlig kommunal forvaltningspraksis har påført mange syge, forulykkede og traumatiserede mennesker yderligere afmagt. Det leverer en ny bog 24 vidnesbyrd om, skriver Lisbeth Riisager Henriksen.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Cand.mag. og forfatter

Det er et generelt problem, at de seneste års reformer af førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge og en sine steder vilkårlig kommunal forvaltningspraksis har påført mange syge, forulykkede og traumatiserede mennesker yderligere afmagt.

Det kom for eksempel meget tydeligt til udtryk i februar 2018 i et 24 timers-maratonarrangement på Christiansborg – 24 timer for de reformramte.

Her kunne man høre oplæsninger af flere hundrede beretninger fra syge mennesker, som er blevet ramt af disse reformer og af grim forvaltning forskellige steder i beskæftigelsessystemet.

En stærk og sjælden udgivelse
Oplæsningen var arrangeret af de sociale modstandsbevægelser Jobcentrets Ofre, Næstehjælperne og Bekæmp Fattigdom Nu i samarbejde med Alternativet og Enhedslisten.

Den blev live-streamet på Facebook og gjorde et meget stort indtryk på mig.

Nu foreligger der en bog med 24 udvalgte beretninger herfra, De reformramte.

Den er redigeret af Chili Turèll, Susanne Jakobsen og Margit Ernst og udkommet på Forlaget Udenfor i december 2018.

Det er en stærk og sjælden bogudgivelse, fordi den lader de reformramte selv komme til orde.

Den ligner i øvrigt en anden bogudgivelse, Stemmer fra dybet, som er redigeret af Dorte Hummelshøj Jakobsen og udkommet på forlaget Candied Crime i oktober 2018.

Lægefaglige vurderinger fordrejes og ignoreres
Når man læser en række beretninger i streg, så bliver strukturelle mønstre meget tydelige.

Det er et gennemgående træk for alle beretningerne i De reformramte, at de sygdomsramte ikke blot oplever at være udsat for uretfærdig lovgivning.

Nogle af dem har gået ubehandlet med alvorlige traumer eller sygdomme i mange år, før nogen i sundhedssystemet har villet tro på dem, give dem de rette diagnoser og tilbyde dem relevant behandling.

I mange af beretningerne optræder der også magtfulde kommunalt ansatte, der ikke anerkender deres sygdomme og funktionsnedsættelser, men presser dem ud over evne og truer med sanktioner, hvis de ikke lever op til umulige krav.

Eller ansatte fordrejer eller ignorerer lægefaglige dokumenter og vurderinger.

Det er beretninger om socialfaglig inkompetence og om kafkaske tilstande, hvor behandlingen fremstår meningsløs og umyndiggørende, og hvor der ikke er nogen retssikkerhed overhovedet.

En labyrint uden udgang
Det er tilstande, som folk sammenligner med juridiske processer, hvor de bliver dømt af myndigheder uden at kunne få at vide, hvad sagen handler om, eller hvad der er dens præmisser.

Labyrinter uden udgang i den anden ende er et dækkende billede af tilstanden. Eller billedet af et ludospil, hvor kommunens folk har magt til at sende dem "tilbage til start", som var de ludo-brikker. Det er meget alvorlig kritik.

De beskriver et social- og beskæftigelsessystem, som i mange tilfælde direkte modarbejder deres behandling i sundhedssystemet.

Vidner om mennesker, der er kommet til systemet på grund af invaliderende sygdomme eller andre livsomstændigheder, men som i systemet bliver påført yderligere erfaringer af afmagt, uvished, utryghed, social deroute, stress- og belastningstilstande, depression, angst og PTSD.

Sammenligninger med psykisk vold
Således sammenlignes beskæftigelsesforvaltningen i beretning nummer fem (anonym) med psykisk vold:

"Det minder om det samme, som jeg blev udsat for i mit psykisk voldelige ægteskab. Min krop og mit sind reagerer på det på samme måde. Jeg får svedeture, lider af søvnløshed, jeg er meget grådlabil, bliver vred, isolerer mig, har manglende energi og manglende lyst til livet."

Og i beretning nummer 21 (anonym) reflekteres der over systemstrukturen bag denne psykiske vold:

"Sagsbehandlernes behandling er som et overgreb, hvor man bliver trængt op i en krog. Man isoleres fra andre og får selv tildelt skyld for sin situation. Man bliver truet på sin økonomiske overlevelse, talt ned til og hjernevasket (…). De har fuldstændig magt over vores fremtid. Og det er struktureret, så de kan pege på en anden person eller en forvaltning eller en organisatorisk enhed, hvis man konfronterer dem med utilfredshed. (…) Jeg forstår godt, når folk bryder helt sammen."

Uvished om fremtiden
Det er som en snebold, der ruller og ruller, efterhånden som den allestedsnærværende ventetid i systemets labyrinter og meningsløse indretning går.

Det er år ud og år ind med uvished om fremtiden – i nogle tilfælde op til flere årtier.

Således reflekterer beretning nummer 19 (Christian Danvill) over tidsperspektivet for arbejdsprøvninger og sagsbehandling efter at have været på kontanthjælp i hele 27 år:

"… tiden klinger ud og bliver en uerstattelig pris på den yderste dag. (…) en tredjedel af mit liv er nu brugt på at udrede mig. (…) Fastlåst i usynlige lænker. Fanget på ubestemt tid. Og reflekterende over den forbrydelse, jeg åbenbart har begået ved at blive syg i Danmark. Så er det uundgåeligt at sammenligne med den hårdeste fængselsstraf, man eksekverer i Danmark."

Afmagt og håbløshed
Endelig er der beretninger om mennesker, der simpelthen har givet op og har taget deres liv.

Derom handler blandt andre beretning nummer ti (Kirsten Poulsen om sin afdøde brors historie).

Og så er der beretninger, der som nummer 16 (anonym) fortæller om mislykkede selvmordsforsøg, eller som i nummer 14 (Jørgen A. Madsen) overvejer selvmord.

Bogens beretninger vidner om nedstigning i afmagtens og håbløshedens land.

Den afmagt og håbløshed gør kun folk mere syge og nedbryder den arbejdsevne, de eventuelt måtte have haft lidt af i behold, da de første gang kom ind i systemet. Og den går også ud over børnene.

Beretning nummer et (anonym) har en meget tydelig fordømmelse af denne praksis:

"Det er meget ondskabsfuldt at tage modet og håbet fra et menneske, ikke mindst når det gælder mennesker, der er syge."

Det sidste tages fra dem
Ja, det er ondskabsfuldt!

Tager man modet og håbet fra syge mennesker, så tager man det allersidste fra dem. Og det er nærmest en overskrift for hele den kritik, som mange andre, herunder også jeg selv, igennem årene har givet af reformpolitikken og den manglende retssikkerhed og værdighed i dele af beskæftigelses- og socialforvaltningen siden vedtagelsen af reformen af førtidspension og fleksjob i 2012 med daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i spidsen.

Man har kunnet finde utallige andre eksempler i pressen og i Facebook-grupper på lignende uværdig behandling af mennesker som dem, der er bragt i nærværende bog, og som jeg har fremhævet her.

Kritikken kan ikke afvises
Derfor mener jeg ikke, at forligskredsen kan fortsætte med i det store hele at afvise kritikken af reformpolitikken og af forvaltningen af den ved at tale om undtagelser.

Tusindvis og atter tusindvis af mennesker kan ikke alle sammen helt undtagelsesvist være blevet udsat for dårlig behandling, som ikke var i overensstemmelse med de politiske intentioner bag lovgivningen.

Når lignende behandling gives til tusindvis af mennesker, så skyldes det, at den er sat i system. Derfor er det et politisk ansvar at ændre selve systemet.

Lovgivningen skal ændres grundlæggende
Bogen kommer i sit forord, som er skrevet af Susanne Jakobsen, Marianne Rasmussen og Torsten Gejl (ALT), med en direkte appel til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og forligskredsene bag de nævnte reformer om lovændringer, som kan give syge og udsatte mennesker den hjælp, de faktisk har brug for, og så de kan leve værdige liv og blive sat frie.

I særlig grad appelleres der til at ændre lovgivningen om førtidspension og fleksjob grundlæggende, når beskæftigelsesministeren og forligskredsen bag denne reform efter sigende snart vil evaluere den – noget, de i øvrigt mange gange har udmeldt og så alligevel udskudt at gøre.

Det er ændringer, som vi allerede har ventet mange år på nu – jeg har selv foreslået 14 grundlæggende ændringer.

Vil ikke blive glemt
Jeg tilslutter mig opfordringen fra forordets sidste side:

"Vi håber, at forligskredsen præsenterer forbedringerne af førtidspensions- og fleksjobreformen før et kommende valg, så vi alle sammen har mulighed for at bedømme resultaterne, før vi skal til stemmeurnerne. Og hvis forligskredsen forpasser muligheden for at vise forbedringer af reformen før et valg, vil det blive tolket som en hån mod de tusinder af danskere, der tæller deres dage i sygdom, armod og elendighed. Det vil ikke blive glemt."

Forrige artikel Ole Birk Olesen: Det er tid til et endeligt opgør med parallelsamfund Ole Birk Olesen: Det er tid til et endeligt opgør med parallelsamfund Næste artikel Radikal: Mennesker med handicap bliver igen reformens tabere Radikal: Mennesker med handicap bliver igen reformens tabere
  • Anmeld

    Kim Nielsen · Cand jur

    Lisbeth Risage Henriksen

    Kære Lisbeth Henriksen

    Det har været opløftende og prisværdigt at læse dine berettigede kritik på den kedelige udvikling, fra at se se den enkelte sociale problem, som en fælles problem for samfundet og enkelte til at det udelukkende er den enkelte egen skyld.
    Den velfærd mine forældres og bedsteforældres generationer gennem et hårdt og slidsomt arbejdsliv , og ikke undet sig ret mig gav min generation som en af de største gaver, er i gang med at blive udhulet og forringet.
    Der kan være en frygt for vores generation ikke overlader velfærdsstaten til den næste.
    Derfor er det opmuntrende at læse dine indlæg, der både påminder om hvor vigtig velfærdsstaten er for vort samfund og forsøger at påvirke magthaverne til at indse det.
    Du får en varm tak fra min side.

  • Anmeld

    Lena Dahl Møller

    Få nu reformen ændret!

    Det er grov og hjerteskærende læsning det her. Jeg forstår slet ikke at det overhovedet finder sted..? Hvordan kan landets politikere dog se sig selv i spejlet? Der er kritik på kritik af den reform, så hvorfor bliver den så ikke ændret?

    Tak for en fin og livsnødvendig boganmeldelse Lisbeth Riisager Henriksen - for det er vel det den er, når reformen og systemets mishandling af vores svageste, sender dem ud i selvmordstanker og sågar fuldbyrdet selvmord. Det er jo dybt, dybt rystende.

    Også en stor tak til de mange ramte og øvrige som har bidraget til bogens tilblivelse og som har set sig nødsaget til at bidrage med deres personlige og tragiske historier til bogen - i håb om at kunne redde andre.

    Tak for jeres opråb!

  • Anmeld

    Jane Pihlmann · Ressourceforløb på 5. år

    Indfør nu en forvaltningsdomstol

    Tak til Lisbeth Riisager Henriksen for endnu en virkelighedsoplysende debatartikel om det magtfuldkomne beskæftigelsessystem, som forværrer og dermed smadrer tusindvis af kronisk handicappede og syge medborgeres liv på alle områder; helbredsmæssigt, socialt og økonomisk med dets systematiske ulovlige sagsbehandling.

    Hele debatartiklens indhold er et uhyggeligt genkendeligt vidnesbyrd fra den grusomme og kyniske virkelighed, som tusindvis af kronisk handicappede og syge medborgere har erfaret på egen krop og sjæl i årevis og for nogle endda i flere årtier.

    Lisbeth skriver, at lægefaglige vurderinger fordrejes og ignoreres. Det er ikke kun de lægefaglige dokumenterede oplysninger i borgernes sager, der fordrejes og ignoreres.

    Offentligt ansatte i både jobcentre og Ankestyrelsen har i årtier sagsbehandlet magtfuldkomment og ulovligt, idét de manipulerer med, lyver om eller direkte ændrer faktuelle oplysninger fra både autoriserede ergoterapeuter, fysioterapeuter, læger/speciallæger og psykologer samt fra socialrådgiveruddannede mennesker, som er ansat i private firmaer, og som også har dokumenteret borgernes varigt nedsatte arbejdsevne socialfagligt.

    De offentlige myndighedspersoner (oftest jurister og andre fagligt inkompetente) i jobcentre og Ankestyrelsen anerkender i strid med lovgivningen systematisk ikke borgernes handicap og sygdomme og som følge deraf deres varigt nedsatte arbejdsevne- og funktionsnedsættelser.

    Myndighedspersonerne i jobcentre og Ankestyrelsen presser systematisk og ulovligt borgerne ud over deres arbejds- og funktionsevnegrænser og sanktionerer dem, hvis de ikke underkaster sig myndighedernes urealistiske krav om at skulle udvikle deres arbejdsevne, selvom det er i årevis har været veldokumenteret, at borgerne ikke mere vil blive i stand til at opnå beskæftigelse i ordinære arbejdstimer, for mange end ikke i et fleksjob.

    Jobcentres og Ankestyrelsens systematiske ulovlige administrative skøn (ultimative krav) om, at det ikke kan udelukkes eller at det er realistisk, at borgernes arbejdsevne kan udvikles, er alt, alt for tit administrative skøn uden fagligt kompetente og kvalificerede begrundelser i borgernes faktuelle sagsoplysninger.

    Et af de citater fra bogen ”De reformramte”, som Lisbeth henviser til i denne debatartikel, beretter i uhyggelig grad konkret om, hvordan den beskrevne virkelighed i jobcentre og Ankestyrelsen erfares af tusindvis af varigt handicappede og syge medborgere:

    "Sagsbehandlernes behandling er som et overgreb, hvor man bliver trængt op i en krog. Man isoleres fra andre og får selv tildelt skyld for sin situation. Man bliver truet på sin økonomiske overlevelse, talt ned til og hjernevasket (…). De har fuldstændig magt over vores fremtid. Og det er struktureret, så de kan pege på en anden person eller en forvaltning eller en organisatorisk enhed, hvis man konfronterer dem med utilfredshed.”

    Hvornår vedtager et politisk flertal på Christiansborg mon en lov om at oprette en forvaltningsdomstol, så offentlige myndigheder kan dømmes erstatningsansvarlige for helt bevidst at påføre tusindvis af vores varigt handicappede og syge medborgere så alvorlig skade helbredsmæssigt, socialt og økonomisk?

    Ifølge dette ½ times interview med advokat Mads Krøger Pramming i Kanal Københavns Mosaik den 16. september 2018 er der intet i Grundloven, der hindrer indførelsen af en forvaltningsdomstol i Danmark.
    https://kanalhovedstaden.dk/program/6178/mosaik_-_retssikkerhed_for_udsatte_borgere/

  • Anmeld

    Johanna Soegaard · menneske

    Tak!

    Tak til L.R.Henriksen, de forskellige aktörer og bidragydere til "De Reformramte".
    Hvor er det dog på tide at der kommer fokus på ofrene for de offentlige/kommunale systemer.
    På hvordan, instanser og tiltag, der foregiver at skulle hjälpe istedet gör sit for at destruere mennesker og på den organiserede lemfäldighed og retslöshed, som syge og sårbare medborgere og deres familier udsättes for og ödelägges af.
    For mig virker det som om rigtig mange års beslutninger, tiltag/reformer og lovgivning indenfor sygdoms-/beskäftigelses-/revaliderings-/förtidspensions- området ikke har väret med intention om at hjälpe/forbedre noget for de ramte borgere - men om at spare på den korte bane (talgymnastik i budgetter/kassetänkning) og om at fastholde og dyrke illusionen om at det åh så velfungerende Danske Velfärdssamfund tager hånd om alle og at de, der har brug for hjälp fra det offentlige jo nok bare er umulige, dovne og ugidelige.

    Jeg håber virkelig at vores medier -fx vores fälles DR /public service vil göre en indsats for at den umenneskelig behandling af syge og udsatte i Danmark kan blive et tema ved det kommende valg. Det må väre vigtigere for Danmark og danskerne end profilering af en kanals studievärter eller hvor mange gange statsministerkandidater afbryder hinanden.

  • Anmeld

    Charlotte Ulrik · Ptsd ramt tidligere kommunalt ansat familieterapeut

    Jeg ved det passer !!!

    En nærmest præcis til mindste detalje, beskrivelse af egne erfaringer ,hvor jeg som nedslidt behandler med udsatte mennesker gennem en årrække , bukker under og bli'r alvorligt skadet og syg. For derefter i samme regi som min tidligere ansættelse gennem årtier , trækkes igennem processer ,udredninger , undersøgelser , som jeg anser som uforsvarlige ,uetiske og nu efter 4 år konstaterer har påført mén som er årsag til tab af helbred ,livskvalitet og frataget mig muligheden for heling Og chancen for at vælge selv ,
    Arbejdsskade styrelsen har netop givet afslag på anerkendelse af mit arbejdsliv med vold og meget hårdt arbejdsfelt har været årsag til mit sammenbrud der endte i fyring og ressourceforløb , fakta er at jeg nu har brugt de nævnte 4 år på at kæmpe mig til en førtidspension , ALENE , og kun pga min faglige viden og erfaring i systemet , imens jeg så efterfølgende har været mere eller mindre manipuleret rundt i udredninger ,uden vejledning eller tydelig kontekst omkring metode ,tidsramme , eller mulighed for at vælge til fra ,
    Ingen tovholder ,ingen kontrol med psykisk fysisk forsvarlighed omkring en traumatiseret patient efterladt alene ,ingen bisidder ,ingen evaluering , eller lydhørhed nogen steder omkring krav, og forventnings niveau i et alvorligt livstruende tilfælde , trods samtykke erklæring og åbenhed omkring personlige ressourcer og helbredsmæssige store udfordringer
    Ingen hensyn til Jeg er mor og har måtte efterlade to drenge til at vokse op i de år uden en voksen , dette har medført tynde relationer som Vi måske Skal leve med , påført af et system og ikke af livet i almindelighed
    Jeg skammer mig nu over et fag og enhed jeg før var en del af og ville gøre en indsats for i fællesskab ,
    Forståelsen for de mennesker jeg har mødt i arbejdslivet , dem der ville give op og følte sig trampet ned af , er SÅ stor ,
    Det er ikke spildt at have kæmpet for og støttet udsatte mennesker, Det er det hele værd !!
    Valg af job Skal jo være på baggrund af lyst og et drive for at virke , kombineret med ansvar og faglighed
    Nu må der belyses alle vegne. , og forhåbentlig være skarpt fokus på hvor alvorligt det er ,som der blev nævnt i artiklen , at forudsage mén ,skader og uoprettelige vilkår i behandling af skrøbelige mennesker som trygt lader sig lede af foranstaltninger i hjælpeuniform ,

  • Anmeld

    Useless eater · Forhenværende omsorgsgiver

    Håbløshed....

    ....Er hvad man føler omkring det her system; at vide at man tilhører den kommune der er strammest i sin udlægning af 'lov-givningen' er panik-fremkaldende i sig selv. Jeg blev sendt ud i et 'afklarings-forløb' hvor jeg allerede på førstedagen fik forværret min sygdom. Jeg meldte mig syg og fik en vred sagsbehandler i telefonen; hun lød som en mor der skældte sit 5-årige barn ud; så bliver jeg nok nød til at sætte dig på ressource ydelse; blah, blah, blah - FAKTA ER AT JEG KAN IKKE GÅ ELLER SIDDE uden smerter. Men det er de fandme ligeglade med. Og selvmord? Ja, det kommer da op ind imellem, for hvad skal man leve for, når det samfund, man troede man var en del af, smidder en på lossepladsen, så snart man ikke kan YDE! Men hvad skal samfundet YDE MIG??? Ingenting???

  • Anmeld

    Jane Fammé

    Pssst ! Partiet Venstres ældgamle logedrømme

    Det var vist helt tilbage før 2. verdenskrig, at den mest velfunderede inderkreds i venstre, forsøgte at introducere visionen om, at det private erhvervsliv skulle overtage regeringsmagten og alle statslige institutioner. Udfra den tanke, at direktører, godsejere, storbønder og private jurister/advokater, var mere velegnede til at få samfundets hjul til at køre rundt. Der blev gået på listefødder og kun hvisket i krogene. Krigen skabte nok et for stort folkeligt fællesskab og tørst efter et humanistisk demokrati...og verdenssamfundet havde lagt socialdarwinismen i graven, efter naziregimets grufulde og blodige hærgen...drømmen om et erhversledet Danmark var langt ude i fremtiden. I dag er socialdarwinismens genopstået, tilsyneladende ublodigt, har denne ideologi og kyniske menneskesyn, sneget sig ind i folkestyrets højborg. I nydelige klæder og med en diskret hyldest til Ayan Rand-filosofien. "Svøm eller synk - survival of the fittest - lad falde, hvad der ikke kan stå" Denne ultraliberale regering har festet for længe og danset på de nedbøjedes rygge. Engang skrev Jeppe Aakjær: "Du være den fattiges værner, du være den riges ris, da får du ej ordner og stjerner, men bævende læbers pris"

  • Anmeld

    Rene rafn · Maler

    hvorfor skjultes tallene

    Hvor mange arbejdsløse er der i Danmark
    jeg har brug for, der bliver sat fokus på arbejdsløsheds tallene. Jeg har spurgt Troels Lund og Finn sørensen om de samme ting,men de ønsker desværre ikke at svarer. Samtidig har jeg lavet 2 læserbreve ,men pressen i Danmark syntes ikke det er oppe i tiden.
    Der er registeret
    105.000 arbejdsløse
    135.000 på kontanthjælp
    161.000 der ikke får ydelser.
    170.000 unge der ikke er i uddannelse,hvor mange bor hjemme og 10.000 af dem kan ikke få en læreplads.
    Det kan godt være at der er sammen fald i tallene .men der må være mindst 400.000 arbejdsløse.
    Kan det virkelig passe man flytter personer over i en anden kasse også så er arbejdsløsheden løst.
    Finansministeriet har skrevet følgenden.
    I 2017 og 2018 skønnes det offentlige underskud at udgøre henholdsvis 1½ pct. af BNP og ¾ pct. af BNP, og den strukturelle saldo skønnes forbedret fra -0,5 pct. af BNP i 2017 til -0,3 pct. i 2018. Underskuddene holder sig dermed inden for grænserne i budgetloven og i forhold til EU’s regler.
    Betyder det ,at grunden til at der er så mange forskellige kasser er for- at tilpasse arbejdsområdet EU regler .
    Kan du forklarer,det så gør det gerne !!!