Forfatter: Rufferi-forbud gør mere skade end gavn

DEBAT: Forbuddet mod rufferi er et fortidslevn, der kun støttes af meningsløse argumenter. Sådan skriver forfatter Bo Jensen og viser, hvordan realiteten er, at det resulterer i diskrimination og formynderi. Derfor må forbuddet falde, lyder hans konklusion.

Af Bo Jensen,
Cand.comm. og forfatter til Sexarbejdets omfang i Danmark

I kølvandet på Amnestys krav om afkriminalisering af sexarbejde har Amnesty i Danmark meddelt, at de vil kigge nærmere på det danske forbud mod rufferi. 

Liberal Alliance og Konservative svarede, at de gerne vil være med til at lempe eller fjerne et forbud mod rufferi. Det samme har sexarbejdernes organisation, SiO, krævet siden 2007.

Straffelovens bestemmelser om rufferi blev sidst revideret i 2012. 

Straffelovrådet anbefalede, at det skulle gøres lovligt, at flere sexarbejdere i fællesskab kan drive et bordel eller et escort-bureau. Dette forslag afviste Folketinget, sådan at der stadig er et totalforbud mod at drive bordel eller escort-bureau.

Lovgiverne gav efter
Forbuddet mod at holde bordel stammer tilbage fra 1901. Dengang havde man såkaldte tålte bordeller, der fik lov til at eksistere, mod at de underkastede sig politiets kontrol og retningslinier. 

Mange danskere opfattede det som statens blåstempling af prostitution, og der rejstes en folkestemning imod blåstemplingen. 

Lovgiverne gav efter for dette pres i 1901 og udstedte et forbud mod at holde bordel. Og sådan har det været siden.
Der er ingen, der ønsker at vende tilbage til datidens statskontrollerede bordeller, men tiden er løbet fra et forbud. 

Blot et spørgsmål om køb og salg
I vore dage viser forskningen nemlig, at det er tryggere og mere sikkert for sexarbejdere at arbejde sammen, fremfor at de arbejder mutters alene.

Man skal huske på, at bordeller og escort-bureauer er virksomheder, som huser et erhverv, som er fuldt lovligt i Danmark. 

Et bordel er blot erhvervslokaler, hvor der foregår fuldt lovligt køb og salg af en serviceydelse. 

Dette erklærede Højesteret sig enig i, da retten i 2014 frikendte en gruppe telefondamer, som var anklaget for rufferi. I dommen står der: “Telefonpasning på bordel er ikke strafbart”.

Sexarbejderne ønsker at kunne drive bordeller og escort-bureauer, som alle andre selvstændige driver deres firmaer, herunder at kunne ansætte personale. Og det har landets øverste juridiske ekspertise - Straffelovrådet og Højesteret - forståelse for.

Pengene går til pigerne
Men hvorfor er der så nogen, der vil opretholde forbuddet mod rufferi? 

Det skyldes en forestilling om, at der foregår økonomisk udnyttelse af sexarbejderne i branchen. Det kan man se i avisoverskrifter, som påstår, at skumle bagmænd tjener milliarder på købesex. 

Men det passer ikke. Branchens økonomi er fornylig blevet blotlagt, og det viser sig, at sexarbejderne selv får omkring 75 procent af branchens omsætning. Den er forresten på cirka 750 millioner kroner om året. Resten går til husleje, annoncer og drift. 

Nogle bordeller har en såkaldt mutter, som får nogle af pengene. Men hun udfører også et stykke arbejde for de penge, idet hun står for drift, lokaler, planlægning, aftaler, arbejdsplaner, annoncering og så videre. 

Regner man lidt på tallene, fremgår det, at en gennemsnitlig mutter på landets 400 bordeller tjener nogenlunde det samme som én af de sexarbejdere, som hun har i sin stald.

Lederløn eller gratis arbejde
Det kan da godt være, at der er en mutter her og en mutter dér, som tager sig rigtig godt betalt for sit arbejde, men er det noget, som vi ønsker at lovgive imod? 

For i så fald er der andre virksomheder, som først står for skud, hvor de som leder og fordeler arbejdet tjener 10 gange så meget som medarbejderne på gulvet. Eller mere. 

Men nej tak, vi ønsker ikke et samfund, hvor lønningerne er fastsat ved lov.

Der har været en lang række retssager, hvor bordelmuttere er blevet dømt for rufferi og er blevet dømt til at afgive hele den skønnede fortjeneste, vel at mærke ikke til de “udbyttede” sexarbejdere, men til statskassen. 

Konsekvensen af forbuddet mod rufferi er derfor et krav om, at en mutter skal arbejde ganske gratis. Eller man kunne sige, at hun åbenbart skal betale 100 procent i skat.

Bagmænd er bare investorer
Det kan også godt være, at der er nogle, som man kunne kalde bagmænd i branchen, for eksempel dem, som ejer lokalerne. 

Huslejen i branchen er for høj i forhold til andre erhvervslejemål. Men det er ikke astronomisk mange penge, vi taler om, når annoncerne er betalt, når den normale husleje er betalt, og når mutter og de ansatte har fået deres del. 

Mange virksomheder har bagmænd. I andre brancher kalder man dem bare investorer. 

Investorer har krav på et udbytte. Og hvis de bruger kriminelle metoder, så har vi love, som de kan dømmes efter. Vi behøver ikke en særlig lov, som kriminaliserer selve det at være investor i sexbranchen.

Ingen grund til diskrimination
Forbuddet mod rufferi opretholdes også ud fra en forestilling om, at sexarbejdere er anderledes og mere sårbare end andre mennesker, hvorfor de har krav på særlig beskyttelse. 

Dette er diskrimination.

Danskere i andre brancher kan drive virksomheder med økonomiske bagmænd, som kan udbytte dem lige så tosset, de vil, så længe landets love overholdes. 

Andre danskere er voksne mennesker, som i et oplyst samfund kan indgå den slags økonomiske aftaler. Udbytning er tilladt i Danmark, men samtidig er der lovgivning, som sætter visse grænser. 

Sexarbejderne siger: Jamen, vi er også voksne mennesker, så vi behøver ikke særlig beskyttelse. Den lovgivning, som beskytter alle andre selvstændige mod ublu udbytning, ville give en bedre beskyttelse end forbuddet mod rufferi.

KFUK har fået sagen galt i halsen
Den 28. august havde KFUK’s Sociale Arbejde et indlæg på Altinget, hvor de argumenterer for opretholdelse af forbuddet mod rufferi. 

KFUK mener, at hvis forbuddet fjernes, vil det blive lettere for de personer, der tjener penge på andres prostitution. 

Men det er jo forkert. Det vil tværtimod blive sværere at kræve ublu huslejer, når branchen bliver afkriminaliseret, og den almindelige husleje-lovgivning tager over. 

KFUK påstår dernæst, at politiet er interesseret i at opretholde forbuddet. Jeg tror, at det er bedst for debatten, hvis politiet selv udtaler sig om, hvad politiet mener. 

Hvis KFUK har ret, skal det blive interessant at høre, om politiet har nogle gode, politi-saglige argumenter. 

KFUK mener desuden, at en afkriminalisering vil umyndiggøre sexarbejderne. 

Dét argument giver ingen mening, men det er uhørt, at KFUK mener, at de kan tale på sexarbejdernes vegne, når sexarbejderne selv højt og tydeligt agiterer for det modsatte synspunkt. 

KFUK’s fjerde og sidste argument hedder, at sexarbejderne vil få sværere ved at anmelde eventuelle kriminelle bagmænd. 

Om det bliver sværere, er svært at diskutere, for det er mig bekendt aldrig sket, at en sexarbejder har meldt en bagmand til politiet for rufferi. 

Det er logik, at når man fjerner forbuddet mod rufferi, kan man ikke længere anklage bagmænd for rufferi. Men hvis de vitterligt er kriminelle, kan man heldigvis anklage dem for det ulovlige, de har gjort.

Det er godt for debatten, at KFUK har linet deres argumenter op, så enhver kan se, hvor svagt og meningsløst forsvaret for det forældede forbud tager sig ud.

Forrige artikel Socialdebatten sætter fokus på den nye regerings socialpolitik Socialdebatten sætter fokus på den nye regerings socialpolitik Næste artikel DF: Danskere bør være foran flygtninge i velfærdskøen DF: Danskere bør være foran flygtninge i velfærdskøen