Debat

Forsker: Caspar Erics handicapdigte er pligtlæsning for både politikere og embedsmænd

Caspar Erics 'handicapdigte' bør være pligtlæsning for enhver politiker og embedsmand, som beskæftiger sig med handicapområdet, skriver Emil Falster.

Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Emil Søbjerg Falster
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Caspar Erics nye bog "Nye Balancer – Handicapdigte" er en nødvendig, smuk og makaber bog, der stiller skarpt på den levede erfaring af handicap, og hvordan man balancerer i en verden, der grundlæggende ikke er skabt til én, og som fortsætter med at lukke sig om sig selv.

Mange af de uretfærdigheder, som digtene giver indsigt i, er ikke blot udtryk for forfatterens egne oplevelser, men samtidig et ekko af strukturelt ulige forhold i samfundet. 

Digtsamlingen handler om at lukke verden op, bryde tavsheden om disse samfundsforhold og skabe et nyt sprog om problemerne. Den kan blive et værktøj til at start en ny samtale, som kan føre de nødvendige ændringer på handicapområdet med sig, og den bør være pligtlæsning for enhver politiker og embedsmand, som beskæftiger sig med handicapområdet.

Læs også

Giver indsigt i, hvordan det føles at have et handicap

I starten af digtsamlingen møder vi Caspar, der er begyndt at miste stadig mere af sin førlighed. Vi bliver indført i et voksenliv med tiltagende smerter, et øget behov for fysioterapi, og at han er begyndt at falde mere; han er gået ind i ”faldets tid”, som han skriver.

Vi indføres i de fysiske øvelser, der skal udsætte, at han mister mere af sin førlighed, og digtene giver samlet set en fornemmelse af, hvordan han tænker om din egen krop og sit handicap.

Det viser på den ene side, hvordan medicinske diskurser om normalitet intervenerer helt ned i hverdagslivet, i vores krop og psykologiske selvforhold, og som på den anden side også giver indblik i, hvordan livet tager sig ud som en uendelig øvelse i at blive og føle sig som et menneske. Både i andres og egne øjne.

En sådan indsigt trækker også læseren ind i det omfattende strategiske arbejde, som mennesker med handicap må udføre til daglig, dels for at vedligeholde kropslige funktioner, dels for at kunne "passe ind" og forsøge at leve og være i en verden, der stadig reproducerer diverse former for stigmatisering, eksklusion og diskrimination. 

En sådan indsigt trækker også læseren ind i det omfattende strategiske arbejde, som mennesker med handicap må udføre til daglig

Emil Falster
Post.doc. ved Bevica Fonden

Det er ikke kun vigtigt for sundhedspersonale og sagsbehandlere, men også for politikere og embedsmænd, der beskæftiger sig med området, at få denne indsigt i, hvordan det føles at leve med et handicap.

Det får de eksempelvis gennem digte som 'Borgervænget' og 'Pinocchio story', hvor Caspar Eric beretter om en barndom, hvor hans krop er et objekt for andres arbejde: 

"Min krop er andre menneskers arbejde. / Jeg har trænet hver dag fra før jeg kunne gå / fyret rundt på løbebånd og gummimåtter."

Opgør med diskrimination

Flere nyere bidrag indenfor poesien behandler de kropslige og intime erfaringer af at leve som minoritet. I Danmark har vi en stadig større opmærksomhed på den strukturelle ulige fordeling af magt og privilegier, som kvinder, seksuelle minoriteter, transpersoner og "underklassen" må leve med. Af eksempler kan nævnes Glenn Bech, Gry Stokkendahl Dalgas og Haidar Ansari.

Men modsat andre skandinaviske lande mangler vi stadig et sprog for den diskrimination, som mennesker med handicap erfarer. Her er vi tilsyneladende stadig tavse. Men her Caspar Eric leverer et historisk og afgørende bidrag.

Men modsat andre skandinaviske lande mangler vi stadig et sprog for den diskrimination, som mennesker med handicap erfarer. Her er vi tilsyneladende stadig tavse. Det er omvendt her Caspar Eric leverer et historisk og afgørende bidrag.

Emil Falster
Post.doc. ved Bevica Fonden

Caspar konfronterer os med det i "Det vrede digt, haha":  ”Manglen på omsorg er et valg I har taget. / Vores død og udelukkelse er et valg I har taget. / Tavsheden og diskrimineringen er et valg I har taget. / Jeres tavshed skal ikke længere beskytte jer. / I skal ikke længere kunne påkalde jer blindhed.”

Handicapdigtene konfronterer os med vores tavse selvretfærdighed som de privilegerede kroppe, der stadig vender blikket væk, når mennesker med handicap udsættes for diskrimination, og som blindt fortsætter med at bilde sig ind: "at dem med handicap er nogle andre, som tager sig af".

Handicapbegrebets negative klang

Selvom digtene tilsammen indeholder mange indsigter, må én af de vigtigste være det begyndende opgør med handicapbegrebets negative ontologi.

Ved at trække på historiske eksempler viser Casper Eric, eksempelvis i digtet "Olivia", hvordan et handicap ofte forstås som noget negativt, en tragedie eller lige frem en straf.

At se det på andre måder provokerer ofte de mennesker, der ikke selv har et handicap – mens alternative forståelser, eksempelvis af handicap som noget positivt og begærligt, nægtes gruppen selv.

Caspar Eric sparker benene væk under os i digtet "De siddende", hvor vi netop konfronteres med vores stereotype opfattelse af handicap som noget udelukkende negativt: "Det sårede er en del af / velfærdsstatens / omfordelingspolitik. Må / stolenes ejermænd / møde en fremtid med / handicappede børn. Hvis / du lige troede / at jeg mente som / STRAF, så / fuck dig. Jeg prøver / at skænke dem omsorgen."

Samlingen af handicapdigte kan lære enhver, der beskæftiger sig med området, noget, og de kan give os værdifulde indsigter i, hvordan det føles at leve med et handicap.

Derfor bør Caspar Erics 'handicapdigte' være pligtlæsning for enhver politiker og embedsmand, som beskæftiger sig med handicapområdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Glenn Bech

Forfatter, psykolog
cand.psyk. (Aarhus Uni. 2017), Forfatterskolen (2019)

Caspar Eric

Forfatter
cand.mag. i litteraturvidenskab (Københavns Uni.)

0:000:00