Institut for Menneskerettigheder: Vive-rapport kan misbruges politisk til at retfærdiggøre tvangsadoption

En ny Vive-rapport passer som hånd i handske til politikere, der gerne vil læne sig op ad videnskaben, når Barnets Lov skal præsenteres. 

Problemet er, at Vives rapport og tilhørende faktaark drager alt for ensidige konklusioner, som mangler de nødvendige forbehold. 

Adoptionsagenda trumfer mindre drastiske indgreb   

Rapporten fra Vive er højaktuel, for netop i disse måneder arbejder medarbejdere i Socialministeriet intenst med at lægge sidste hånd på den store reform: Barnets Lov.

Den har været en topprioritet i regeringen, siden den tiltrådte. Og øget brug af adoptioner som social foranstaltning er et helt centralt element på regeringens dagsorden. Det første udspil til ny lov lagde også op til en stærkt udvidet adgang til at bortadoptere børn.

Et firkantet budskab om, at 'forskningen siger,' at flere tvangsadoptioner er det bedste til at sikre trivsel, udvikling og stabilitet for børn af de mest sårbare forældre, finder jeg virkelig problematisk

Anette Faye Jacobsen
Ph.d. og seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder

Siden blev det modificeret, men adoption bliver formentlig igen et af de afgørende temaer, når lovforslaget skal behandles i Folketinget til efteråret. 

Hensigten med adoptionerne er at give udsatte børn et mere stabilt liv med bedre muligheder. Men kunne mindre drastiske indgreb ikke sikre både stabilitet og tryghed for barnet uden at skære alle bånd over til de biologiske forældre? Den slags overvejelser ser desværre ikke ud til at have fyldt noget i det hidtidige lovforberedende arbejde.  

Vive-rapport mangler gode svar på centrale spørgsmål

Og nu tilbage til Vives nye rapport om adoption som social foranstaltning. Det er netop den helt aktuelle politiske kontekst, der gør, at jeg bliver alvorligt bekymret for, hvordan udgivelsen kan bruges og vil blive brugt. 

Rapporten lægger også selv op til at skulle indgå som et nyttigt værktøj i den politiske proces. Den ledsages som nævnt af et faktaark. Her præsenteres hovedkonklusionerne i korte fyndige overskrifter: ”Adopterede klarer sig bedre end anbragte” og ”Adoption giver stabilitet.”

Man skal langt ned i den efterfølgende gennemgang af den udvalgte litteratur for at nå til de mange forbehold, der skal tages, hvis man skal have et retvisende billede af, hvad vi faktisk ved fra forskningen. 

Der er ikke særlig meget forskning, der kan sige noget hug-og-stik-fast om det spørgsmål, der er det virkelig relevante i sammenhæng med adoption som social foranstaltning: Nemlig hvordan adopterede børn klarer sig i sammenligning med børn, der er langvarigt anbragte i en plejefamilie.