Institut for Menneskerettigheder: Vive-rapport kan misbruges politisk til at retfærdiggøre tvangsadoption
Vive-forskning er med til at blåstemple regeringens planer om flere adoptioner som social foranstaltning, men rapportens konklusioner mangler de nødvendige forbehold og nuancer, skriver Anette Faye Jacobsen, seniorforsker på Institut for Menneskerettigheder.
Anette Faye Jacobsen
Ph.d. og seniorforsker, Institut for MenneskerettighederEn ny Vive-rapport passer som hånd i handske til politikere, der gerne vil læne sig op ad videnskaben, når Barnets Lov skal præsenteres.
Problemet er, at Vives rapport og tilhørende faktaark drager alt for ensidige konklusioner, som mangler de nødvendige forbehold.
Adoptionsagenda trumfer mindre drastiske indgreb
Rapporten fra Vive er højaktuel, for netop i disse måneder arbejder medarbejdere i Socialministeriet intenst med at lægge sidste hånd på den store reform: Barnets Lov.
Den har været en topprioritet i regeringen, siden den tiltrådte. Og øget brug af adoptioner som social foranstaltning er et helt centralt element på regeringens dagsorden. Det første udspil til ny lov lagde også op til en stærkt udvidet adgang til at bortadoptere børn.
Et firkantet budskab om, at 'forskningen siger,' at flere tvangsadoptioner er det bedste til at sikre trivsel, udvikling og stabilitet for børn af de mest sårbare forældre, finder jeg virkelig problematisk
Anette Faye Jacobsen
Ph.d. og seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder
Siden blev det modificeret, men adoption bliver formentlig igen et af de afgørende temaer, når lovforslaget skal behandles i Folketinget til efteråret.
Hensigten med adoptionerne er at give udsatte børn et mere stabilt liv med bedre muligheder. Men kunne mindre drastiske indgreb ikke sikre både stabilitet og tryghed for barnet uden at skære alle bånd over til de biologiske forældre? Den slags overvejelser ser desværre ikke ud til at have fyldt noget i det hidtidige lovforberedende arbejde.
Vive-rapport mangler gode svar på centrale spørgsmål
Og nu tilbage til Vives nye rapport om adoption som social foranstaltning. Det er netop den helt aktuelle politiske kontekst, der gør, at jeg bliver alvorligt bekymret for, hvordan udgivelsen kan bruges og vil blive brugt.
Rapporten lægger også selv op til at skulle indgå som et nyttigt værktøj i den politiske proces. Den ledsages som nævnt af et faktaark. Her præsenteres hovedkonklusionerne i korte fyndige overskrifter: ”Adopterede klarer sig bedre end anbragte” og ”Adoption giver stabilitet.”
Man skal langt ned i den efterfølgende gennemgang af den udvalgte litteratur for at nå til de mange forbehold, der skal tages, hvis man skal have et retvisende billede af, hvad vi faktisk ved fra forskningen.
Der er ikke særlig meget forskning, der kan sige noget hug-og-stik-fast om det spørgsmål, der er det virkelig relevante i sammenhæng med adoption som social foranstaltning: Nemlig hvordan adopterede børn klarer sig i sammenligning med børn, der er langvarigt anbragte i en plejefamilie.
Når adoption overvejes som social foranstaltning, har vi at gøre med familier med omfattende og komplekse problemer. Her vil alternativet til adoption stort set altid være en langvarig plejeanbringelse, måske barndommen ud.
Langt det meste af den forskning, der gennemgås i Vives studie, foretager ikke denne sammenligning. Der refereres til nogle højst interessante svenske studier, men de giver ikke basis for at konkludere så entydigt og vidtgående, som man skulle tro, når man bare læser Vives faktaark og rapportens konklusioner.
Der, hvor man tydeligst kan aflæse bedre resultater for adopterede i sammenligning med langvarigt anbragte, er, når man måler på tilknytning til arbejdsmarkedet. Der er også tal, der tyder på, at adopterede får bedre uddannelser sammenlignet med langvarigt anbragte.
Risiko for firkantede budskaber
Men sammenligningen har den svaghed, som de svenske forskere også gør opmærksom på, at forældrebaggrunden gennemgående var dårligere for børn, der kom i pleje, sammenlignet med børn, der blev bortadopteret.
I sammenligninger på trivsel og social udvikling viser de få studier, der findes, ingen signifikante forskelle. Det samme har man kunnet konstatere, når det gælder tilknytningsmønstre.
Men kunne mindre drastiske indgreb ikke sikre både stabilitet og tryghed for barnet uden at skære alle bånd over til de biologiske forældre?
Anette Faye Jacobsen
Ph.d. og seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder
Om stabilitet i anbringelsen er der heller ikke megen relevant forskning. Og selvom de små studier, der findes, konkluderer, at adoptioner er mere stabile end plejeanbringelser, er der en betydelig skævhed.
De plejeanbragte er nemlig typisk betydeligt ældre ved anbringelsen end de adopterede – og de plejeanbragte er således allerede med denne såkaldte selektionsbias bagud på point.
Når der er grund til bekymring over en umiddelbart rent vidensopsamlende rapport, er det fordi, den helt sikkert vil blive brugt som et redskab til at argumentere for flere tvangsadoptioner overfor børn i udsatte familier. Det ligger allerede i udspillet til Barnets Lov.
Min pointe her er ikke, at adoption aldrig kan være den rigtige løsning for et barn. Men et firkantet budskab om, at 'forskningen siger,' at flere tvangsadoptioner er det bedste til at sikre trivsel, udvikling og stabilitet for børn af de mest sårbare forældre, finder jeg virkelig problematisk, ja nærmest uhyggeligt, når konsekvensen er et radikalt brud på ethvert bånd mellem et barn og dets biologiske forældre.