Forskere: Mennesker bliver til varer i den sociale sektor

KRONIK: Det sociale arbejde er styret af modeller og systemer, som forplanter sig til måden, vi forstår og taler om de mennesker, det hele handler om: de udsatte. Et menneskesyn, der deler danskerne op i, hvem der er værdig eller uværdig, nyttig eller unyttig, skriver ti forskere.

Af ti undervisere og forskere ved Københavns Professionshøjskole*

"Han ligger langt nede i sin VUM!"
"Hun slår ud i sin BVC!"
"Her arbejder vi ud fra BUM-modellen".

Ovenstående forkortelser kan for den udenforstående virke som kryptiske koder, der lige så godt kunne høre hjemme i et Excel-ark, som et sirligt kategoriseringssystem i blå mapper. Det er i hvert fald nemt at få fornemmelsen af, at de dækker over noget, der lader sig forstå systematisk. Men de tre forkortelser dækker faktisk over noget så uregerligt som menneskeliv på veje og vildveje.

Systemet oversvømmes af styringsredskaber
VUM står for "voksenudredningsmetoden" og er et sagsbehandlingsredskab, hvis formål er at systematisere udredning af borgerens behov og planlægning af indsats inden for for handicap- og voksen-udsatte-området.

BVC er forkortelsen for et risikovurderingsredskab, som borgere på særligt psykiatriske afdelinger scores i forhold til for at forhindre skadelig adfærd.

BUM står for bestiller, udfører og modtager og er et styringsredskab, som danske kommuner arbejder med, hvor bestilleren af en ydelse er kommunen og sagsbehandleren, udføreren er socialarbejderen, der skal levere ydelser til modtageren, det vil sige mennesket, der har brug for hjælp og støtte i form af ydelsen.

De tre redskaber er bare få blandt mange styrings- og måleredskaber inden for den sociale sektor, og de vidner om et ønske om at systematisere arbejdet med udsatte grupper, som samtidigt kan dokumenteres og leve op til stigende krav om evidens, effektivitet, og at der er "value for money" i forhold til vores skattemidler.

Styringsredskaber vareliggør den sociale sektor
Det er en kendt sag, at socialarbejdere som eksempelvis pædagoger og socialrådgivere skal navigere i et krydspres mellem forventninger og krav fra kommunen, borgere og familie, og det inden for en tidsramme, som er urimeligt hårdt presset. Mange af disse professionelle står dagligt i dilemmaer, hvor de her og nu må handle og vælge mellem at prioritere deres dokumentationspligt, overholde sikkerhedsforanstaltninger eller sætte sig ned og tale med en borger, som er ved at gå i hundene.

På den måde har det, som retteligt er en generel samfundsmæssig og systemisk udfordring (og som derfor burde løses på det niveau) sat sig som individuelle benspænd, som det er op til den enkelte socialarbejder at navigere forsvarligt i, i en travl hverdag.

I den sammenhæng er det ikke mærkeligt, at styringsredskaber og modeller, som vi skrev om i indledningen, kan bidrage til at lette og systematisere arbejdet, og som sådan vil vi ikke affærdige deres berettigelse.

Men – og det er et stort men – den måde at systematisere og score mennesker i kategorier og kasser på, som for manges vedkommende hverken passer helt eller halvt, sætter sig i sproget og måden, vi forstår de mennesker, det hele handler om, på. Det bidrager til en vareliggørelse af den sociale sektor, hvor mennesker bliver henregnet i varetermer. De bliver "besværlige", "dyre", "farlige" og "for langsomme".

Sproget bidrager på den måde til en instrumentalisering og kontraktliggørelse af relationen mellem det menneske, der har brug for hjælp og støtte fra velfærdssamfundet, og de professionelle, der skal bidrage med den hjælp og støtte.

Mennesker som økonomiske belastninger
Overskrifter om, at omkostningerne i den sociale sektor stiger og stiger, og at det specialiserede socialområde er for dyrt et område, er hyppige i aviser og onlinemedier. Men vi vil tillade os at spørge: for dyrt i forhold til hvad?

At noget eller rettere nogen er for dyre refererer til en diskussion om, hvem der er værdige og uværdige til hjælp. En diskussion, som ofte er tæt spundet ind i en vurdering af, hvem der er nyttige eller unyttige – i forhold til, hvad der på det givne tidspunkt er af krav og forventning til befolkningen i samfundet.

Vi har i Danmark igennem tiden kategoriseret forskellige grupper af mennesker som økonomiske belastninger og som samfundsmæssigt unyttige med dertilhørende inhumane praksisser til følge. Det har blandt andre den danske forsker i specialpædagogik Birgit Kirkebæk vist igennem sit omfattende arbejde om åndssvageforsorgen.

"Uduelige og ubrugelige" var eksempelvis betegnelsen for gruppen af børn med multihandicap tilbage i 1880'erne – hvilket efterlod dem til et forsorgsliv – det vil sige vurderet værdige til hjælp, men uden ret til og håb om udviklende aktiviteter eller beskæftigelse – fordi de uden arbejdsevne jo netop var uduelige og ubrugelige.

Nyttig eller unyttig i systemet?
Fra 1923 til 1961 blev den lille ø mellem Fyn og Sjælland, Sprogø, en afskærmet opsamlings- og opbevaringscentral for en gruppe af kvinder, man dengang kaldte "moralsk defekte" og "seksuelt løsagtige". Kvinderne havde ikke gjort sig skyldige i andet end at være seksuelt interesserede i deres omverden, men det faldt uden for normen af, hvad man forventede og genkendte som "en god kvinde".

Følgeligt blev det kategoriseret som sygt, og der herskede en idé om, at "det syge" skulle fjernes fra samfundet, ikke som en straf, men fordi man mente, det var den bedste måde at behandle og håndtere dem.  

Selvom idéen om at isolere dele af befolkningen på øer med dårlig færgetransport til fastlandet nyligt har haft en trist genkomst i Danmark, har tilgangen til børn med handicap og kvinders seksualitet heldigvis overordnet ændret sig.

Pointen med eksemplerne er imidlertid at vise, at det, vi som samfund vurderer som henholdsvis nyttigt og unyttigt – og hvad der er farligt og skal gemmes væk, og hvem der kan og skal hjælpes, og hvem der ikke kan og skal hjælpes, ikke er statisk, men skifter en hel del igennem forskellige tider.

Når man så ser tilbage, kan man ryste på hovedet og tænke, at det da var helt skævt, og trøste sig ved, at vi heldigvis er blevet klogere i dag. Men spørgsmålet er, hvordan næste generation vil tænke om den tid og det menneskesyn, der præger de sociale indsatser i dag?

Og om vi i dag kan genkende reminiscenser af tænkemåder og italesættelser af særlige grupper udsatte – som vi for længst har troet var forladt?

Vareliggørelsen udfordrer vores medmenneskelighed
Med inspiration fra Kirkebæk vil vi spørge, hvordan vi i dag kategoriserer, måler og vurderer, hvem der er egnede til hjælp og støtte, og hvad der vurderes i forhold? Adskiller den måde, vi gør det i dag med VUM; BUM BVC'er, sig væsentligt fra tidligere tiders praksis? Det kan synes, som om der i disse år er sket en umærkelig ændring i vores sprogbrug om mennesker i udsatte positioner.

Det merkantile sprogbrug sniger sig ind i vores måder at tale om hjælp og støtte på. Det skaber distance og virker fremmedgørende, og det er farligt, for når den anden er blevet til en genstand eller vare, der skal håndteres – ligger ligegyldigheden for den anden også lige for. Men der er faktisk tale om rigtige mennesker, hvis liv og livskvalitet afhænger af den hjælp og støtte, som de kan få.

Det kan måske lyde både frelst og banalt, men ikke desto mindre oplever vi, at det er en pointe, som ligeså langsomt og umærkeligt glider i baggrunden til fordel for effektivisering, nytte og handleplaner.

For nyligt talte den italienske professorer Flavia Martinelli ved en europæisk konference om socialt arbejde i Belgien om behovet for at genopdage et solidaritetsprincip i den sociale sektor.

Hendes argument var, at der generelt i Europa er sket en privatisering og markedsliggørelse af den offentlige sociale sektor, også i nordiske lande som Danmark. Og hendes opfordring var enkel: Vi må gøre op med den neoliberale idé om, at sociale serviceydelser er en udgift – i betydningen en uproduktiv, ren udgift – og i stedet begynde at tale om sociale serviceydelser som investeringer. Investeringer i liv. Investeringer i solidaritet. Investeringer i medmenneskelighed.  

Lad os tage hendes opfordring til os: Vi, som samfund, må have råd til at investere i mennesker – alle mennesker.

Forrige artikel R-kandidat om handicapområdet: Det er nødvendigt at klage sig til hjælp R-kandidat om handicapområdet: Det er nødvendigt at klage sig til hjælp Næste artikel Mads Roke: Brexit er en forståelig reaktion på social uretfærdighed Mads Roke: Brexit er en forståelig reaktion på social uretfærdighed
  • Anmeld

    Sara Mujinovic · Socialrådgiver og medstifter af Næstehjælpernes frivillige bisiddergruppe

    Mange fine pointer, men..

    Men forskerne afslutter indlægget med samme sprogbrug, som de kritiserer ved at opfordre til at investere i mennesker.
    Investeringer skal give afkast og er med til netop at varegøre og instrumentalisere det sociale arbejde, sociale ydelser og mennesker, som modtager forskellige forme for sociale ydelser.

Her er Danmarks nye socialpolitik

Her er Danmarks nye socialpolitik

OVERBLIK: Opgør med kontanthjælpsloftet, løft af psykiatrien og specialeplanlægning på handicapområdet er blandt de tunge socialpolitiske dagsordener for den nye S-regering. Og så skal fattigdomsgrænsen genindføres.