Forskere: Lad os tale om støtte til udsatte børn før tvangsfjernelse

DEBAT: Støttemulighederne til udsatte familier kan være så ringe, at det i visse tilfælde ikke kan konkluderes, at forebyggelse ikke hjælper, og at tvangsfjernelse er eneste udvej, skriver forskere. 

Af Mette Falkenberg Krantz, Anne Ranning med flere
Se dokumentationsboksen

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil være børnenes statsminister, og hendes fokus på at sætte børnenes forhold på dagsordenen modtages med kyshånd – ikke mindst blandt os, som til dagligt arbejder med en gruppe af disse udsatte børn og forsker i deres livsvilkår.

Vi kan kun være enige med Mette Frederiksen i, at vi som samfund skal gøre alt, hvad vi kan, for at undgå, at børn vokser op med vold, misbrug og omsorgssvigt.

Ligeledes er vi enige med Mette Frederiksen i, at vi desværre ikke er gode nok til at passe på de mest udsatte børn. Dog finder vi det relevant at supplere statsministerens nytårstale og betoningen af behovet for tvangsfjernelse og tvangsadoption af flere børn med en kommentar.

Eksisterende støttemuligheder er ringe
Statsministeren nævner, at der er familier, hvor det ikke er tilstrækkeligt at forebygge og passe på familierne.

Vi anerkender, at der absolut findes tilfælde, hvor dette er sandt, men vil omvendt påpege, at de eksisterende støttemuligheder i visse tilfælde er så ringe, at det ikke er muligt derudfra at konkludere, at forebyggelse ikke hjælper.

Statsministeren mener, at for mange forældre får for mange chancer, men vi møder også forældre, som ikke har fået en chance.

Vi forsker til dagligt i levevilkår, trivsel og udvikling for børn, der er født af forældre, som på et tidspunkt har været diagnosticeret med en alvorlig psykisk sygdom – en børnegruppe, som må forventes at udgøre en ikke ubetydelig delmængde af de børn, som er i statsministerens tanker.

Her møder vi eksempler på familier, hvor mulighederne for at støtte forældrenes egne evner til at drage omsorg for deres børn er langt fra udtømte, men hvor tvangsfjernelse alligevel har været på tale fra kommunal side.

Eksempler, hvor øget støtte til forældrene kunne frigøre forældrenes egne ressourcer og styrke deres kapacitet til at være gode og kompetente forældre for deres børn.

Hjælp og støtte kunne forbedre forældreevne
Den manglende støtte falder primært inden for kategorierne sygdomsbehandling, sociale forhold og økonomi, som vi i det følgende vil beskrive nærmere. 

Vi møder forældre med fysiske og psykiske sygdomme, hvor symptomer og følger af sygdom forhindrer dem i at varetage praktiske daglige gøremål. Og som på grund af speciallægemangel i deres nærområder ikke modtager den nødvendige og tilstrækkelige behandling, der ellers med stor sandsynlighed kunne bedre deres daglige funktion og dermed deres forældreevne markant.

Det ville utvivlsomt også komme deres børn til gavn, hvis disse forældre ud over tilstrækkelig lægehjælp også fik tilstrækkelig kommunal støtte. Det kunne for eksempel være forældretræning eller hjælp til daglige praktiske gøremål og strukturering af disse.

Forældretræningen kunne for eksempel fokusere på mentalisering og undervisning i børns behov og børns perspektiv. Også tilstrækkelig økonomisk støtte mangler i mange tilfælde, hvilket stresser og belaster mange af de forældre, som i forvejen slås med fysisk eller psykisk sygdom.

Forældre frygter trusler om tvangsfjernelse
Vi møder forældre, som kæmper for at finde penge til en fnatkur til familien, og som får trukket tænder ud for at undgå en dyrere tandlægeregning, fordi der skal være penge til en julegave til børnene.

Nogle af disse forældre har således vanskeligheder på flere fronter, som kompromitterer deres muligheder for at skabe stabile og gode rammer for en børnetilværelse.

Vi oplever desværre, at nogle af de forældre, som har mest brug for støtte, ikke tør have en ærlig dialog med kommunen om deres vanskeligheder af frygt for at blive modtaget med trusler om, at børnene fjernes.

I stedet burde de blive mødt med tilbud om støtte, som kunne rette op på de vanskeligheder, der er, og som forældrene ofte selv er opmærksomme på, men som de ikke har formået at udbedre egenhændigt.

Tvangsfjernelse bør være absolut sidste udvej
Man kunne ønske sig, at familier, som har brug for hjælp, kunne få tillid til kommunen og sagsbehandlerne for at se dem som medspillere snarere end modspillere.

Der er naturligvis børn, for hvem tvangsfjernelse og tvangsadoption er det eneste rigtige. Men som al anden tvang må dette være en vej, som først betrædes, når støtte i et omfang, som vi som samfund kan være bekendt, vitterligt er forsøgt.

Det kan være den bedste løsning i visse af de mest alvorlige tilfælde, men repræsenterer blot toppen af isbjerget, hvad angår familier, som har store vanskeligheder med at få et almindeligt familieliv til at fungere, og hvor effektiv og evidensbaseret støtte er essentiel.

Forrige artikel KL: Påstand om, at jobcentre bidrager til selvmord, er langt over stregen KL: Påstand om, at jobcentre bidrager til selvmord, er langt over stregen Næste artikel Sociale aktører: Alder skal ikke være afgørende for støtte til anbragte unge Sociale aktører: Alder skal ikke være afgørende for støtte til anbragte unge
Trygfonden kaster redningskrans til sociale virksomheder i knibe

Trygfonden kaster redningskrans til sociale virksomheder i knibe

LÅNEGARANTI: Med en lånegaranti på 20 millioner kroner spænder Trygfonden et sikkerhedsnet ud under kriseramte sociale virksomheder. Det vil forhindre konkurser, men branchen har stadig brug for hjælp fra staten, mener Selveje Danmark.