Forskere: Stop den strukturelle forråelse af mennesker med handicap

Af Hanne Warming og Emil Søbjerg Falster
Henholdsvis professor og og ph.d.-stipendiat ved Forskningscentret Livet med Mobilitetshandicap på Roskilde Universitet

I 2007 blev kommunalreformen gennemført. Ifølge flere handicaporganisationer medførte det en afspecialisering på socialområdet, hvor mennesker med handicap og deres familier oplevede, at de ikke længere kunne modtage den specialiserede hjælp og støtte, som de kunne før.

Tilstanden blev ledsaget af flere konkrete enkeltsager, hvor mennesker med handicap ikke fik opfyldt basale behov eller tilkendt den nødvendige hjælp og støtte, ligesom flere oplevede at blive behandlet nedværdigende eller forkert, fordi den specialiserede viden ikke flyttede med over i de kommunale rammer.

Ny sundhedsreform
Nu skriver vi 2019, og regeringen har sammen med Dansk Folkeparti vedtaget en ny sundhedsreform. Det oprindelige oplæg lød på, at de resterende specialiserede tilbud skulle placeres i kommunalt regi, hvilket dog blev ændret, fordi regeringen tog handicaporganisationernes kritik til efterretning.

Kritikken lød på, at sundhedsreformen ville gentage og forstærke den afspecialisering, som kommunalreformen havde skabt 12 år tidligere. Institutionerne er målrettet mennesker med betydelig og varig nedsat funktionsevne, for eksempel døvblinde og hjerneskadede. Det er med andre ord grupper, der har behov for en specialiseret indsats af for eksempel pædagogisk og sundhedsfaglig karakter.

Ingen løsninger for specialiserede tilbud
Selvom reformen indeholder en nedlæggelse af regionerne, så har regeringen og Dansk Folkeparti ikke formået at finde en løsning for de specialiserede tilbud – i stedet vil de iværksætte en undersøgelse, men på nuværende tidspunkt er en nærmere specifikation af indholdet udeblevet. Fremtiden for gruppen og deres familier står og falder altså med en undersøgelse, hvis eventuelle indhold og opbygning ingen kender.

Det virker på mange måder til at være decentraliseringens skyggeside, hvor uoverensstemmelsen mellem forventninger til velfærden og de reelle ressourcer hertil gennemsyrer relationen mellem stat, kommuner og borgere.  

Hanne Warming og Emil Søbjerg Falster
Henholdsvis professor og ph.d.-stipendiat

Decentraliseringens skyggeside
Ovenstående er iøjefaldende set i lyset af nyere udviklingstendenser. På den ene side ønsker landspolitikerne at flytte flere opgaver til kommunerne for at bringe serviceydelserne tæt på borgerne.

På den anden side henvender flere af landets kommunalpolitikere sig direkte til landspolitikerne, hvor de beskriver kommunernes trængte økonomiske kår, og at de ikke kan levere den velfærd, som det kræves af dem, ligesom flere giver udtryk for, at de heller ikke ville kunne løfte de opgaver, som en eventuel overtagelse af de specialiserede institutioner vil indebære.

Det virker på mange måder til at være decentraliseringens skyggeside, hvor uoverensstemmelsen mellem forventninger til velfærden og de reelle ressourcer hertil gennemsyrer relationen mellem stat, kommuner og borgere.

Livet for mennesker med handicap 
Mennesker med handicap og deres familier konfronteres allerede med effekterne heraf, hvor handicapområdets omgørelsesprocenter taler for sig selv. Det gælder både børne- og voksenområdet.

Gruppen ser altså ud til at betale prisen for de modsatrettede hensyn, hvor de løbende vil blive underlagt strukturel forråelse. Hermed forstået, at de igen vil blive behandlet ringere, grovere og mere kynisk – simpelthen fordi området ikke prioriteres politisk.

Men sådan er livet måske bare for mennesker med handicap. Når den grundlæggende udvikling i samfundet er defineret af, at staten agerer som en konkurrencestat, er der umiddelbart ikke nogen grund til at investere i en gruppe, hvor afkastet ikke er stort nok.

Nedværdigende behandling
En sådan udvikling kan måske ligefrem forekomme naturlig, og det kan måske også forklare, hvorfor gruppen har et lavere uddannelsesniveau og i mindre grad er i beskæftigelse, ligesom de i højere grad udsættes for diskrimination og forskelsbehandling.

Alt dette forekommer at være et udtryk for den strukturelle forråelse, hvor mennesker, der af forskellige grunde ikke kan bidrage til at styrke konkurrenceevnen på samme måde som alle andre, anses som ubetydelige, hvilket ”legitimerer” nedværdigende behandling og manglende prioritering.

De mest aktuelle eksempler er unge med handicap, der placeres i ældreboliger, at visse kommuner forlanger, at børn med handicap først skal behandles med medicin, før de kan få bevilliget et basalt hjælpemiddel som en kugledyne, og at unge, der lige er fyldt 18 år, kun tilbydes en plads på en døgninstitution, når deres forældre ikke længere kan modtage tabt arbejdsfortjeneste.

Handicapaktivisme
Men selvom den politiske udvikling går i retningen af strukturel forråelse af mennesker med handicap, så er handicapaktivismen måske begyndt at røre på sig. Sidst, vi så den for alvor, var i 1960’erne, hvor familier til mennesker med handicap kritiserede de store totalinstitutioner og behandlingen og eksklusionen af mennesker med handicap.

Kritikken er nu rettet mod kommunerne, der præsenterer det yderste led af indsatsen. Senest har to forældre til børn med handicap etableret en facebookgruppe og mobiliseret mere end 7.000 medlemmer. Det vidner om en antalsmæssigt stor gruppe, der bakker op om sociale og politiske forandringer.