Gigantisk medarbejderflugt fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser

TRIVSEL: Medarbejderne flygter fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser. 39 har forladt organisationen på tre år. Eksperter kalder gennemstrømningen "vanvittig" og advarer om dårlig brug af midler til sårbare unge.

Placeholder image
Generalsekretæren i Landsforeningen mod spiseforstyrrelser, Steen Andersen, står med et forklaringsproblem, mener flere af landets førende ledelseseksperter.

I løbet af tre år har 39 medarbejdere enten sagt op eller er blevet fyret fra Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS). Organisationen med omkring 20 ansatte modtager hvert år et millionbeløb fra fonde, stat og kommuner, men den store gennemstrømning betyder ifølge eksperter, at pengene ikke bliver udnyttet godt nok til gavn for de sårbare brugere.

"Jeg forbedrer mig hele tiden"
Med bistand fra tidligere ansatte har Altinget været i stand til at udfærdige en liste med navne på medarbejdere, der har haft lønnet beskæftigelse i foreningen de seneste tre år. Opgørelsen viser, at 39 medarbejdere har forladt foreningen, der i perioden har haft gennemsnitligt cirka 20 medarbejdere.

Klik her for at læse artiklen: Professor om generalsekretærs tavshed: Han skader sagen

Flere tidligere medarbejdere har over for Altinget kritiseret ledelsesformen i organisationen og specifikt generalsekretær Steen Andersen.

Steen Andersen medgiver, at jobskiftefrekvensen i foreningen er for høj, og at han forsøger at rette op på den uheldige udvikling, som foreningen er landet i.

"Jeg ville da være en mærkelig leder, hvis jeg slet ikke havde nogen andel i det. Jeg øver mig og forbedrer mig hele tiden så godt, som jeg kan," siger generalsekretæren.

Klik her for at læse artiklen: Generalsekretær: Det er svært at fastholde folk i en NGO

Professor: Foreningen har alvorlige problemer
Men den melding ændrer ikke ved, at foreningen har alvorlige problemer, mener en professor i ledelse.

"Det er en vild jobskiftefrekvens, som er fuldstændig vanvittig. Det er meget usædvanligt," siger Anders Drejer, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

"Det lyder fuldstændig sindssygt, hvis 39 medarbejdere på under tre år har forladt en organisation med 20 ansatte," siger professoren.

Flere andre ledelseseksperter deler Anders Drejers undren og rejser tvivl om ledelsens kompetencer.

Altinget har har bedt generalsekretæren i foreningen, Steen Andersen, om at be- eller afkræfte antallet af fratrådte medarbejdere. Det ønsker Steen Andersen ikke, med henvisning til at det er interne forhold. Men generalsekretæren medgiver, at foreningen har haft svært ved at fastholde medarbejdere.

"Vi skifter medarbejdere hyppigere ud, end vi ønsker Det er ikke nogen hemmelighed. Det ligger jo desværre lidt i, når man har mange projekter," siger Steen Andersen.

Han henviser derudover til, at der generelt er stor gennemstrømning i ngo-sektoren, hvor man ikke er lønførende, og funding til projekter kan komme forskudt.

"Der er en usund organisation"
Den forklaring køber Lars Holmgaard, headhunter og partner i rekrutteringsvirksomheden Holmgaard Management, ikke.

"Der er ingen tvivl om, at der er en usund organisation," siger Lars Holmgaard, der til dagligt rådgiver virksomheder og organisationer i ledelse og rekruttering.

"Antallet af medarbejdere, der har forladt organisationen er abnorme i forhold til gængse organisationer, og det er ikke en almindelig udvikling. Heller ikke i en ngo. Det virker voldsomt," siger headhunteren.

Generalsekretær: Det tager tid at finde sine ben
Steen Andersen vil da også gerne medgive, at alt ikke er perfekt i foreningen, som blev stiftet i 2001, og ifølge generalsekretæren er vokset fra to-tre medarbejdere i 2008 til omkring 20 i dag.

"Jeg siger ikke til dig, at alting, vi gør, er perfekt. Der kan både være nogle eksterne ting og nogle interne ting. Vi stræber helt sikkert efter at få folk til at være her lidt længere. Som jeg nævnte for dig, er der nogle, der har været her rimelig længe," siger Steen Andersen.

Han understreger, at LMS ikke er en gammel forening og derfor ikke har 20-års-jubilarer.

"Vi har jo ikke medarbejdere, der har været her i 20 år, for vi har ikke eksisteret i 20 år. På den måde er vi en relativt ny og ung organisation. Og vi har jo også først skullet finde vores ben. Det tager nogle gange noget tid."

Professor: Tallene er alarmerende
I koret af kritiske eksperter melder ledelseseksperten Steen Hildebrandt sig også. Han er professor emeritus ved Aarhus Universitet, samt adjungeret professor på CBS og Aalborg Universitet med et særligt fokus på organisations- og ledelsesteori.

"Selvom vi har at gøre med en ngo, hvor fondsstøtte og projekter kan skabe en naturlig højere jobskiftefrekvens, så er de her tal alarmerende," siger Steen Hildebrandt.

Et kolossalt videnstab
Professoren er bekymret for foreningen. For videnstabet ved en høj jobskiftefrekvens er enorm, og en lille forening med høj specialisering er derfor særlig sårbar, fortæller Steen Hildebrandt.

"Når så mange medarbejdere forlader organisationen på tre år, så er det et kolossalt videnstab, der finder sted. Det ser megaunderligt ud," siger professoren og uddyber.

"Det koster en masse penge, og kvaliteten af det arbejde, der foregår, bliver hele tiden påvirket negativt, når medarbejderne forlader organisationen."

Altinget har tilbudt Steen Andersen at gennemgå listen over tidligere medarbejdere sammen med ham. Det har generalsekretæren afvist. Altinget har også spurgt Steen Andersen, hvor mange medarbejdere han selv mener, har forladt foreningen i de seneste tre år. Det har generalsekretæren ligeledes nægtet at oplyse.

Omtalte personer

Anders Drejer

Professor, Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet, professor, Saint Paul Business School, Sao Paolo, Brasilien
cand.polyt. i virksomhedssystemer (Aalborg Uni. 1993), ph.d. (Aalborg Uni. 1996)

Steen Hildebrandt

Professor emeritus, Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet, adj. professor i lederskab, CBS og Aalborg Universitet, medlem, 2030-panel, forfatter
ph.d. (1976), cand.merc. (Handelshøjskolen i Århus 1968)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser